Leder. Visse begivenheder udtrykker kun meningsløshed. Det viser retssagen mod den tiltalte for skyderierne i Field's sidste år. Danske medier bør tage ved lære af, hvordan store amerikanske aviser er begyndt at behandle den slags massemord.
Imitatorens trussel
MASSESKYDERIET i Field's 3. juli sidste år er i disse dage genstand for intens opmærksomhed. Årsagen er selvfølgelig, at sagen mod den i dag 23-årige tiltalte i mandags blev indledt i Københavns Byret. Det ligger til den menneskelige natur at ville forstå, hvad der kunne få denne mand til at skride til så horribel en handling at dræbe tre mennesker og såre adskillige andre. Hvordan ellers forhindre, at noget tilsvarende sker igen?
I USA har man i løbet af de seneste 25 år stillet samme spørgsmål. Det var massemordene på Columbine High School, et gymnasium i Colorado, som 20. april 1999 satte et jordskred af skoleskyderier og andre massemord i gang. I disse år går der dårligt en dag, uden at amerikanere et eller andet sted i det store land må gemme sig eller flygte over hals og hoved fra en gal, bevæbnet massemorder. Her har man af gode grunde i årevis diskuteret landets groteske våbenkultur, uden at myndighederne af den grund har fundet metoder til at standse denne epidemi af skyderier. Som med alting i USA er der gået politik i den. En fortvivlende resignation har indfundet sig i den brede befolkning over for disse begivenheder.
FIELD’S blev den sommerdag sidste år forvandlet til et eksempel på, hvad der i USA er blevet hverdagsbegivenheder. Herhjemme kan vi ikke skyde skylden på en uregerlig våbenkultur. Alligevel er det ganske naturligt, at offentligheden interesserer sig for, hvad der ledte denne mand til at begå disse handlinger. Indtil videre er svaret nok, at vi næppe bliver klogere på det. Fra de noter, man har fundet hos den tiltalte, tyder det på, at han har lidt af omfattende tvangstanker. Det fremgår ligeledes, at han følte, han befandt sig i en parallelvirkelighed; at hans nedskydninger ikke var ægte, mens de foregik. Af samme grund er både forsvarer og anklager enige om, at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket. Retssagen handler alene om, hvilken form for forvaring han skal have.
VAR der alligevel noget at lære i byretten forleden? Det eneste, skyderierne har sat et tøvende fokus på, er det overbelastede psykiatriske system. Forstod myndighederne alvoren af hans tilstand, da hans antipsykotiske medicin blev skåret ned? Og hvad med de 16 minutter, han fra et toilet i storcenteret forgæves forsøgte at nå gennem til Psykiatrifondens ferielukkede kriselinje, umiddelbart inden han gik i gang med at skyde? Her må vi nok slå os til tåls med, at vi aldrig kan gardere os mod det sorteste vanvid, uden at det vil have konsekvenser for den frihed og menneskelighed, myndighederne bliver nødt til at behandle os alle med.
MENINGSLØST. Det er nok det, vi må kalde dette gruopvækkende skyderi. Det føles utilfredsstillende, for vi har alle en trang til at forstå skelsættende og rystende begivenheder. Men er der virkelig intet at lære? Jo. Tilbage står den inspiration, den sindsforvirrede mand har trukket på. Det fremgik af mandagens retsmøde, at han i sine noter henviste til tidligere amerikanske skyderier og massemordere. Han har således imiteret de berømte fortilfælde i USA. Her ligger den egentlige trussel, som enkelte store amerikanske medier, eksempelvis The New York Times, har truffet en bemærkelsesværdig og kontraintuitiv principbeslutning om at imødegå. Her undgår man at nævne massemorderens navn, vise hans ansigt, publicere hans tekster og give detaljerede beskrivelser af hans liv. Beslutningen er en konsekvens af, hvad forskning i USA har vist: Jo mere udførligt medierne beskriver disse massemord, desto flere vil føle tilskyndelse til at gøre noget tilsvarende. Columbine-effekten kaldes det. Af samme grund er medier påpasselige med at beskrive selvmord for omhyggeligt; man vil nødig inspirere andre til at gøre det samme. Kan danske medier forstå at udvise samme mådehold, ville den grufulde begivenhed have ført noget godt med sig. kw
Del:
