Det har bekymret ukrainerne rigtig længe. Især efter at de befriede provinshovedstaden Kherson i november sidste år, har de været nervøse for, at russerne kunne finde på at sprænge dæmningen ved det gigantiske Kakhovske-vandreservoir i stykker for at bruge vandmasserne som våben.
På russiske tv-kanaler har populære debattører således argumenteret for netop den slags tiltag, for eksempel ved at opfordre Vladimir Putin til at ødelægge en lignende dæmning ved Kyiv. I Kherson-regionen indtraf katastrofen natten til tirsdag, da dæmningen kollapsede delvist, og Dnipro-floden uhindret kunne oversvømme tusindvis af hjem og sende deres ejere på flugt.
»En ting er klar: Det er endnu en altødelæggende konsekvens af den russiske invasion af Ukraine,« fastslog FNs generalsekretær, António Guterres.
Ikke overraskende var russerne uenige. De anklagede ukrainerne for at have bombet dæmningen med raketartillerisystemet Vilha. Men der er umiddelbart intet hold i den anklage.
For det første, fordi et sådant luftangreb ville blive registreret af både Rusland og NATO. For det andet, fordi det ville være svært at destruere en dæmning med en enkelt missilaffyring; tidligere så man, hvordan ukrainerne måtte bruge en lang række forsøg og rigtig mange HIMARS-missiler på at skade to broer over Dnipro-floden, som alligevel blev stående. For det tredje går den massive oversvømmelse ud over Ukraines mulighed for at krydse Dnipro under den forventede modoffensiv. For det fjerde skal ukrainerne nu bruge enormt mange kræfter på rednings- og oprydningsarbejdet. På østbredden af Dnipro har russerne ikke gjort nær så meget for at hjælpe oversvømmede mennesker i nød.
Derfor er det langt mere sandsynligt, at ukrainerne har ret i deres påstand om, at russerne smadrede dæmningen, for eksempel ved at minere og sprænge den indefra. I så fald skadede de ganske vist vandforsyningen til Krim, men Krim har været afskåret fra vandforsyning fra Dnipro-floden siden russernes annektering i 2014 og frem til deres delvise erobring af Kherson-regionen i foråret 2022, så russerne må formodes at have et beredskab. Helt kan man dog ikke udelukke, at dæmningen simpelthen kan være kollapset, fordi den var overfyldt, og tidligere kan været blevet skadet af missilangreb og sprængning.
Den kendte Kreml-kritiske russiske kommentator Julija Latynina er imidlertid ikke i tvivl om, hvem oversvømmelserne gavner. Hun har længe har advaret om, at det kunne ske.
»Det er som forventet især den lavere østbred af Dnipro-floden, der er blevet oversvømmet. Det vil sige den bred, som ukrainerne ville skulle forcere, hvis de ville gennemføre en større hjælpeoffensiv sammen med en endnu større hovedoffensiv længere østpå. Nu er det blevet virkelig besværliggjort,« siger hun til Weekendavisen.
Latynina peger på, at sprængninger af dæmninger er en velkendt strategi i kamp mod en stærkere fjende, i hvert fald på ukrainsk territorium. Josef Stalin anvendte fremgangsmåden i den selvsamme Dnipro-flod, da han under pres fra Adolf Hitler ofrede Ukraines største vandkraftværk i 1941. Og både russerne og ukrainerne har sprængt mindre dæmninger i stykker under den nuværende krig.
»Tilmed kan man også se det som Putins svar på de ukrainske angreb i den russiske Belgorod-region samt droneangrebene mod Moskva. Dermed viser han, at han er parat til at hæve indsatsen,« vurderer Julija Latynina.
»I den seneste tid har russerne været meget opmærksomme på, at den ukrainske offensiv kan komme når som helst. De kan se, at ukrainerne er så godt som parat: Alle de ukrainske officerer er vendt hjem fra ferie, og de er i store træk holdt op med at flytte rundt på deres militærkøretøjer, fordi de nu befinder sig der, hvor de skal være.«
Eftersøgt generaloberst
Særligt én person er genstand for russernes vedholdende interesse. Tirsdag i sidste uge kom det frem, at det russiske politi efterlyser en 57-årig mand. I efterlysningen stod der, at han er ukrainer af etnicitet, men er født i en landsby i Vladimir-regionen, cirka 100 kilometer nordøst for Moskva.
På et vedlagt foto kunne man se den alvorlige karseklippede mand i militæruniform med det ukrainske blågule flag på overarmen. Det blev dog ikke oplyst, at Oleksandr Syrskyj har modtaget Ukraines højeste orden, at han som generaloberst står i spidsen for de ukrainske landtropper, at han har været hjernen bag flere spektakulære sejre mod den russiske erobringsmagt, samt at russerne frygter, at han snart kan gøre det igen.
I begyndelsen af krigen styrede Syrskyj forsvaret af Kyiv; slaget om den ukrainske hovedstad endte med et overraskende nederlag til Putins tropper, som blev trukket tilbage fra hele Nordukraine. De er ikke vendt tilbage siden.
I efteråret 2022 udtænkte Syrskyj en hel anden slags plan, da han brugte et lynangreb til at overrumple russerne i Østukraine. Cirka 8.000 kvadratkilometer, mere end hele Sjællands areal, blev generobret på blot en uge. Derefter gik det noget langsommere, men lige så sikkert, indtil ukrainerne befriede stort set hele Kharkiv-regionen og en mindre del af naboregionerne Donetsk og Luhansk.
Endelig har generalobersten også spillet en ledende rolle under det meget omtalte forsvar af Bakhmut. Efter ti måneders nådesløse kampe blev byen for nylig endelig erobret af russerne.
Men dels har ukrainerne dræbt og såret tusindvis af russiske soldater undervejs. Dels har Syrskyj vendt udviklingen med en velgennemført mindre modoffensiv for at sætte sig på flankerne vest for Bakhmut og dermed gøre det så godt som umuligt for modstanderen at fortsætte erobringstogtet mod andre ukrainske byer.
»Det ligner derfor en pyrrhussejr for Rusland,« vurderer Frank Ledwidge, en tidligere officer i den britiske militære efterretningstjeneste.
»I Bakhmut har ukrainerne været åbenlyst parat til at gå mod en anbefaling fra USA (som foreslog at forlade byen tidligere, red.) og tage store tab for at sikre en operativ effekt. Syrskyj har tilsyneladende presset på, og det ser ud til, at hans tilgang har vist sig at være rigtig,« ræsonnerer Ledwidge, der er senior lecturer i strategi ved University of Portsmouth samt militæranalytiker ved Kyiv-afdelingen af tænketanken Globsec:
»Syrskyj er kendt for sin traditionelle forestilling om, at man som udgangspunkt er nødt til at betale en pris for at opnå en gevinst på slagmarken.«
Generalobersten er heller ikke bange for at løbe en personlig risiko. I foråret hæftede ukrainske medier sig ved, at han havde besøgt frontlinjen ved Bakhmut over ti gange. På et tidspunkt holdt de op med at tælle.
Russisktalende ukrainer
»Vi hører ofte, at slaget om Kyiv blev vundet af de vestlige Javelin- og NLAW-missiler samt af NATOs rådgivnings- og træningsindsats. Men jeg mener, at det især blev vundet af artilleri, kampvogne, tunge hjælpevåben og en samlet plan under Syrskyjs ledelse. Selvfølgelig kombineret med de andre nævnte våben og Bayraktar-dronerne,« siger Frank Ledwidge.
Efter Kharkiv-offensiven i efteråret kaldte han Oleksandr Syrskyj for »det 21. århundredets mest succesfulde general indtil nu«. En sådan beskrivelse overrasker ikke Vlad Volosjyn, der er oberst i den ukrainske hær og tidligere talsmand i generalstaben:
»Jeg har tjent direkte under generaloberst Syrskyj i cirka to år, og jeg kan sige, at han er et højintellektuelt menneske, som kræver meget af alle, men først og fremmest af sig selv,« fortæller Volosjyn over en telefonforbindelse tæt på frontlinjen.
Han roser Syrskyj for hans personlige ledelse på slagmarken under den første krig i Østukraine, som russerne antændte i 2014.
»Han har en fænomenal hukommelse og en stor forståelse af krigsvidenskab, helt ned til de mindste detaljer,« pointerer Volosjyn, der dog må erkende, at Syrskyj har en enkelt mangel.
Generalobersten er nemlig kendt for at tale et ret usikkert ukrainsk, som han ofte blander med russisk, hvad angår både grammatik, ordforråd og udtale. Han blev oprindelig militæruddannet i Moskva, kom først til Ukraine som voksen og er trods to ukrainske militære uddannelser altså langt fra at mestre ukrainsk perfekt.
»Russisk er rigtignok hans modersmål, og det er altså ret svært for russisktalende at tale formfuldendt ukrainsk,« understreger Vlad Volosjyn.
»Vi har stadig en del officerer og generaler, som tjente i den sovjetiske hær og har været primært russisktalende. Men i hæren diskriminerer vi ikke folk på grund af deres sprog, hvis bare de stræber efter at tale ukrainsk så godt, som de nu kan. Det gør Syrskyj, og det er med til at skabe endnu mere respekt om ham.«
Israelske tilstande
Patriotisme afspejles i handlinger mere end i sprog, istemmer den ukrainske kommentator Volodymyr Fesenko:
»Vi har tidligere haft ukrainsktalende, men alligevel prorussiske politikere og omvendt russisktalende, men alligevel ukrainsksindede,« pointerer Fesenko.
»Jeg har aldrig hørt kritik af Syrskyj på grund af hans sprog. Ukrainerne ser ham som en talentfuld hærfører, der har udmærket sig under de største succesfulde militæroperationer, som den ukrainske hær har gennemført i løbet af krigen.«
Ifølge Fesenko er Ukraine ved at udvikle sig i en israelsk retning, fordi ens militære karriere efterhånden godt kan bruges som en adgangsbillet til den politiske:
»Alle meningsmålinger viser, at tilliden til den ukrainske hær og dens ledere er enormt høj,« fortæller Volodymyr Fesenko.
»Især efter krigen vil der være efterspørgsel efter krigshelte. Den karismatiske øverstkommanderende general for den ukrainske hær, Valerij Zaluzjnyj, vil formentlig have en chance for at blive Ukraines Eisenhower, det vil sige den næste præsident efter et eventuelt genvalg til Volodymyr Zelenskyj. Oleksandr Syrskyj kan også få sig en stor politisk karriere, men jeg er dog ikke sikker på, at han vil være interesseret i det. Han virker til at være en mere klassisk militærmand.«
I den kommende tid skal han forsøge at levere endnu en mirakelsejr til Ukraine. På minussiden har den katastrofale oversvømmelse i Kherson-regionen gjort modoffensiven sværere. Men ukrainernes forventninger er fortsat tårnhøje, og det samme er nervøsiteten:
»Vi går skæbnesvangre begivenheder i møde,« fastslår obersten Vlad Volosjyn.
