USA 2024. I denne uge blev to nye kandidater føjet til det republikanske felt, der nu er oppe på 11. Det ligner en ønskesituation for Donald Trump.

Chanceløse hævnere

To nye navne trak i denne uge antallet af republikanske kandidater til næste års præsidentvalg op på 11.

Umiddelbart et godt udgangspunkt for favoritten Donald Trump, der i 2016 netop havde held med at stige til tops i et stort felt, der var alt for længe om at tage ham alvorligt.

Den fejltagelse kommer de nok ikke til at begå igen. En af nye kandidater er den tidligere New Jersey-guvernør Chris Christie, der stiller op med det erklærede mål at forhindre Trump i at vinde. Christie har betydelige depoter af harme til sin kampagne: Trump droppede ham i sin tid som vicepræsidentkandidat og nægtede ham poster og indflydelse, mens han var præsident.

Ugens anden nye kandidat sikrede sig titlen som vicepræsident for næsen af Christie, men står endnu svagere i dag: Trump valgte Mike Pence for hans opbakning fra kristne konservative, men i mellemtiden er den vælgergruppe flyttet så langt ind i Trump-lejren, at det er svært at se, hvem der ville stemme på Pence i dag. Karismatisk er han ikke; The Washington Post sammenlignede ham for nylig med »en afdelingschef i en mellemstor kuglelejefabrik i Indiana«.