MAN SKAL VÆRE varsom med at skrive om lokale emner i landsdækkende medier. Dette gælder særligt for københavnere, der ofte glemmer, at der også findes læsende mennesker vest for Valby Bakke. Alligevel vil jeg her vove at kommentere et lokalt emne, nærmere bestemt Københavns Borgerrepræsentations kontroversielle beslutning om at forbyde udeservering i hverdage efter klokken 22.
Som det er nu, kan man sidde udenfor og få serveret alkohol på en tirsdag helt til midnat, men grundet vedvarende klager over støj fra beboere har man altså valgt at ændre sluttidspunktet. Dette har affødt en række lettere bizarre reaktioner særligt på sociale medier som Twitter og i københavneraviser som Politiken. Det viser sig til min overraskelse, at det eneste, der afholder København fra at blive en søvnig provinsby, er, at man kan sidde udenfor ved et langbord og hælde spiritus indenbords på en mandag ved 23-tiden.
Det er altid et desperat tegn, når argumenter bliver personlige. Men det er de nødt til at være i denne debat, hvor man anklages for ikke at høre hjemme i storbyen, hvis man har svært ved at glæde sig over, at ens gade forvandler sig til Sunny Beach fra om onsdagen. Så lad mig slå det fast: Jeg sover som en sten hver nat. Alligevel vil jeg gerne erklære min fulde, ubetingede støtte til Borgerrepræsentationens beslutning af grunde, der intet har at gøre med min egen nattesøvn.
Gennem nu 41 år i byen har jeg set, hvordan den langsomt har forvandlet sig fra at være præget af hverdagslivet til at være domineret af fritidslivet. En udvikling, der har været understøttet af en lalleglad feberrus inde på rådhuset, der har sukket efter at gøre byen til mini-Berlin. Man har gjort alt for at tiltrække mennesker, der enten er på ferie eller ikke passer et arbejde. Det er turister og unge studerende, der er blevet byens nye herrefolk. Og inde på rådhuset har man delt bevillinger ud med løs hånd, så hele gader er forvandlet til små Jomfru Ane Gader.
Det værste eksempel er min nabogade Blågårdsgade, hvor grønthandlere, slagtere og blomsterhandlere er lukket på stribe kun for at blive overtaget af værtshuse. Det har medført, at den ene ende af denne før så mangfoldige gade med sine mange små butikker nu er totalt domineret af en fordrukken monokultur, hvis eneste formål handler om at hælde alkohol indenbords. Om sommeren bliver den en magnet for folk på jagt efter fadøl. Menneskemængden bliver lige så kompakt som en betonvæg, hvor alle råber i hovedet på hinanden med en øl i den ene hånd. Dette er et nyt fænomen, der ikke eksisterede for ganske få år siden. Alligevel belæres man nu om, hvordan dette larmende drukinferno åbenbart altid har været selve essensen af byens inderste sjælekammer, som kun en bonderøv ikke kan se det attraktive i.
Og hvad vedkommer det så folk uden for København? En lille smule, vil jeg mene. For vi har alle en interesse i, at vores hovedstad (og eneste storby) i modsætning til flere andre europæiske ditto ikke blot er en kulisse, som turister fra Østasien kan gå rundt i, og udvekslingsstuderende kan drikke sig fulde i, men en levende by, hvor der stadig bor nogenlunde almindelige mennesker, der passer deres arbejde og familie. Og hvis man ikke kan tåle, at de også skal være i byen, kan man jo bare smutte hjem – og sidde og drikke der i stedet.
