WASHINGTON – Før Ron DeSantis meldte sig ind i valgkampen onsdag aften, havde hans officielle hjemmeside fået nyt udseende. Der var ingen tekst at se, kun en enkelt tegning på sort baggrund af en alligator, der lurede under vandoverfladen.
Det var et motiv, der vakte en del undren. Alligatoren skulle velsagtens føre tankerne hen på guvernørens status som Floridas politiske toprovdyr, men et koldblodet sumpvæsen var måske ikke det mest oplagte at identificere sig med for De Forenede Staters måske kommende præsident.
Men ingen fik lov at spekulere over det ret længe: Da klokken slog 18 i onsdags, meddelte DeSantis sit kandidatur i en radioudsendelse på Twitter, og samtidig forsvandt krybdyret fra hans hjemmeside. I dag er der en rød, hvid og blå baggrund og en anvisning til, hvordan man kan donere penge og i første omgang hjælpe den 44-årige med at vinde primærvalget i Det Republikanske Parti.
Men alligatoren var ikke den eneste afvigelse ved lanceringen af den kampagne, som burde have alle forudsætninger for at lykkes – men som også virker mere skrøbelig, jo bedre man lærer hovedpersonen at kende.
Det begyndte skidt på Twitter. Elon Musk var vært for Ron DeSantis, men lyden fra deres samtale blev ved med at forsvinde, tilsyneladende fordi teknikken ikke kunne kapere Musks 140 millioner følgere. 20 minutter passerede, inden kandidatens stemme gik rent igennem, og på det tidspunkt var antallet af lyttere faldet fra over 600.000 til omkring 150.000.
Den slags risikerer man måske ved at samarbejde med Elon Musk, der som bekendt erhvervede sig det sociale medie for 44 milliarder dollar ved et impulskøb, som han kort efter fortrød. Men for Ron DeSantis har det tydeligvis været vigtigt at begynde et andet sted end sine partifæller. Twitter-spektaklet udstikker en retning for hans kampagne, der måske vil bevæge sig i en bue uden om de fleste traditionelle medier og over på diverse konservative influenceres egne kanaler i stedet.
Ron DeSantis lader i det hele taget ikke til at have ret meget brug for medierne. Inden onsdag var han stort set holdt op med at svare på deres spørgsmål. Ligesom Donald Trump kan han finde på at skælde journalister hæder og ære fra under pressemøder, og ligesom Trump har han forstået, at kritik fra medier som CNN eller New York Times ofte kan veksles til støtte fra konservative vælgere. Det var nøjagtig det, der skete under pandemien, hvor DeSantis for første gang rankede ryggen og lignede en præsidentkandidat: Jo mere, de venstresnoede medier kritiserede Floridas manglende maskeringskrav og kaldte ham DeathSantis, desto flere og mere dedikerede fans fik han på sin egen fløj.
Trump med hjerne
Fans er der mange af i dag. Det forstår man godt, for der er ikke mange mislyde ved Ron DeSantis. Han har gået på Yale og Harvard, men er vokset op i Floridas fodbold- og fadølsbælte i udkanten af Tampa og kan faktisk påstå, at han var en outsider på de elitære skoler. Han har dyrket baseball på højt niveau og har været i militæret, hvor han var juridisk officer hos specialstyrkerne i Irak og i Guantanamo-fængslet. Det er også svært at forestille sig en bedre rampe til præsidentvalget end det Florida, som Ron DeSantis har stået i spidsen for i de seneste år.
Selvfølgelig skylder han Trump det meste. Det var Trump, der hjalp ham til at blive valgt som guvernør i 2018, og DeSantis kopierede både hans stil og mærkesager. Siden er han begyndt at tale og bevæge sig så meget som forbilledet, at Trump i spøg skulle have sagt, at han overvejede at sagsøge DeSantis for ophavsretskrænkelse.
Florida-guvernøren har også afluret Trumps kort over MAGA-vælgernes erogene zoner og evnen til at ramme dem – selv med lukkede øjne. Til gengæld har han ikke overtaget ekspræsidentens mere uheldige tics: det lidt for løse tungebånd og den sitrende Twitter-pegefinger, der er kilde til konstant drama og konflikt. Mindreværdskomplekser og opkomlingens stille raseri er Ron DeSantis nok heller ikke skånet for, men han lader til at bære det bedre end sin konkurrent. »Trump med en hjerne,« er han blevet kaldt.
På nogle områder er guvernørens bedrifter i Florida da også mere imponerende, end Trumps var som præsident. De har øje for de samme problemer. Begge bekymrer sig over wokeness og lgbtq-hysteri i skolerne, narkosmuglere og nasserøve ved grænsen. Og over det vildtvoksende bureaukrati, som både stjæler brødet ud af munden på hårdtarbejdende amerikanere og fører hemmelige heksejagter på deres politiske fjender.
Men flere steder er DeSantis nået længere end Trump: Han har forbudt undervisning i homoseksualitet og kønsidentitet helt op i gymnasiet med den såkaldte Don’t say gay-lov. Og han har indført en lov, der giver mulighed for at fjerne de mest woke bøger fra skolebibliotekernes hylder. Ingen af lovene er helt så restriktive, som de nogle gange bliver fremstillet. Floridas skoleelever har for eksempel stadig almindelig seksualundervisning, og kun ganske få bøger er blevet fjernet fra skolernes pensum eller biblioteker.
Men DeSantis har udrettet nok til, at Donald Trump får svært ved at stemple ham som efteraber eller MAGA-papegøje i valgkampen. Han har lagt handling bag ordene. Og vist, at der bag handlingen ligger en dyb forståelse af USAs politiske virkelighed.
Budding med fingrene
På Twitter nåede Ron DeSantis ikke at sige ret meget om sin platform for 2024. Men i et senere interview på Fox News lovede han både at lægge en hårdere linje over for Kina og skynde sig at få bygget muren mellem Mexico og USA færdig.
Trump nævnte han ikke med et ord. Men det var selvfølgelig ham, DeSantis sigtede til, da han opfordrede sine partifæller til at »sætte en stopper for den taberkultur, som har inficeret Det Republikanske Parti i de seneste år«, og til at »se fremad, ikke tilbage«.
Lidt tilbageskuende bliver hans kampagne nu nok alligevel. Det er svært at pege på en politiker, der slap bedre fra covidpandemien end DeSantis, og det vil han formentlig minde amerikanerne om. Dengang kaldte han sin delstat for The Free State of Florida og holdt både skoler og forretninger åbne, mens andre indførte maskekrav og satte økonomien på pause. Florida er i forvejen den delstat med flest tilflyttere i USA, og under pandemien kom der endnu flere. Vælgerne belønnede også indsatsen til midtvejsvalget i november, hvor DeSantis fik knap 60 procent af stemmerne, et usædvanligt højt tal.
I de landsdækkende meningsmålinger fører Trump til gengæld lige nu. Men DeSantis er lige i hælene på ham, og der er meget langt ned til nummer tre (Mike Pence, der endnu ikke har besluttet, om han vil stille op) og fire (Nikki Haley, der er opstillet).
Donorerne tror også på DeSantis, der har sikret sig mere end 100 millioner dollar fra nogle af de største republikanske af slagsen. Konkurrenten Trump mangler heller ikke penge, men han er samtidig bebyrdet med retssager og erstatningskrav, der må formodes at tappe den snart 77-årige ekspræsidents tid og kræfter, hvis ikke hans privatøkonomi.
Men et valg vindes også ude i virkeligheden, og her er der grund til at bekymre sig for Ron DeSantis’ chancer. Guvernøren tyvstartede valgkampen i sidste uge, og det var ikke kønt. Under et besøg i New Hampshire nægtede DeSantis som sædvanlig at tale med journalister, men slap heller ikke ret heldigt fra møderne med de lokale. I byen Manchester nåede han kun lige at dyppe tæerne i det folkedyb, hvor det meste af præsidentvalgkampen kommer til at foregå. Han besøgte alt godt fra havet-kæden Lobster Shack og en diner ved navn Red Arrow, som adskillige præsidentkandidater har lagt vejen forbi gennem årene. Her bekræftede han noget, som de fleste udmærket var klar over, og som kunne være kandidatens største svaghed i de kommende måneder: DeSantis er ikke det, man vil kalde en people person.
I New Hampshire var han nærmest ikke i stand til at sige »goddag«, uden at det lød som en indstuderet replik. Når de flinke vælgere i byen Manchester fortalte ham, hvad de hed, svarede han bare »okay« og stirrede koldt på dem. Det er sjældent at se en person i sådan en position være så socialt akavet.
Der har længe cirkuleret historier om Ron DeSantis’ excentriske opførsel; hvordan han ikke hilser på folk eller ikke kan finde ud af at se dem i øjnene, når han taler til dem. En Trump-venlig gruppe slog på det i en tv-annonce mod DeSantis for nylig, hvor de mindede vælgerne om den berygtede »buddingepisode«: På et fly skulle DeSantis have deltaget i et møde med sine folk, samtidig med at han fortærede en hel chokoladebudding udelukkende med brug af fingrene.
Donald Trump er ikke typen, der holder sig for god til at udnytte sine konkurrenters særheder. Han kalder allerede guvernøren for frikadelle-Ron og Tiny D – lillebitte D – bag hans ryg. Da de tekniske vanskeligheder var overstået onsdag aften, slap DeSantis ganske vist hæderligt fra sin lancering og det efterfølgende interview på Fox News. Men det var formentlig også planlagt ned til mindste detalje. Spørgsmålet er, hvordan DeSantis vil håndtere en livedebat med sin gamle mentor – vil han kunne holde blodet lige så koldt som den alligator, han åbenbart identificerer sig med?
Da journalisten Mark Leibovich for nylig spurgte den politiske Florida-analytiker Mac Stipanovich, hvordan han vurderede den nye kandidats chancer i en debat med Trump, var det et andet dyr, han havde i tankerne:
»Trump ville partere DeSantis med et sløvt gevir,« hvis de mødte hinanden i en tv-debat, mente Stipanovich, der har sans for dramatisk billedsprog. Han ville »slå ham ned som en babysæl«.
