Satellit. 15. gang var lykkens gang. Kevin McCarthy er omsider blevet formand for Repræsentanternes Hus, men har måttet give så mange indrømmelser, at han i realiteten får svært ved at bestride posten.

Husspektakler

Et kort øjeblik så det ud til at ende i håndgemæng, da de amerikanske kongresmedlemmer i sidste uge skulle udpege en ny formand for Repræsentanternes Hus.

Hele 15 gange gik de til afstemning, før favoritten Kevin McCarthy fik de fornødne stemmer fra sit eget Republikanske Parti. Højrefløjen i partiet satte sig imod – og dét i en grad, så et medlem fra Alabama tilsyneladende følte sig kaldet til at sætte dem på plads med næverne, inden han blev ført væk.

Formandens hammer fik også en høj pris for McCarthy. Undervejs var han nødt til at give udbryderne på højrefløjen så mange indrømmelser, at deres mest højlydte fortaler, Matt Gaetz, sagde, at han var løbet tør for ting at bede om. For eksempel er det nu skrevet ind i reglerne, at McCarthy kan fjernes som formand, hvis bare ét af de 435 kongresmedlemmer stemmer for. Matt Gaetz og hans fløj har også gjort det meget sværere at hæve skatter og øge statsbudgettet – noget som Kongressen ellers snart forventes at skulle gøre.

Mandag i denne uge fortsatte det republikanske tovtrækkeri. Her skulle medlemmerne blive enige om husreglerne for de næste to år, men igen trak det ud på grund af splittelsen i Kevin McCarthys parti.

Inden åbningen af den nye kongres havde mange bekymret sig for, om de to partier kunne finde ud af at samarbejde. Men i øjeblikket er spørgsmålet snarere, om republikanerne overhovedet kan blive enige om, hvad de er uenige med demokraterne i.