Luk øjnene, og forestil Dem en humanistisk forsker. For Deres indre blik ser De sandsynligvis en person begravet i sine bøger eller måske endda installeret som meningsdanner i Deadlines Wegner-hjørne.

Lav nu samme øvelse med en naturvidenskabelig forsker, og billedet vil nok være anderledes. De forestiller Dem måske en person i et laboratorium omgivet af mikroskoper og computermodeller. En person i gang med at producere empiri.