Sent tirsdag aften kom en triumferende melding fra grundlæggeren og lederen af den russiske lejehær Wagnergruppen, Jevgenij Prigozjin: Soledar, en saltmineby i det østlige Ukraine med en førkrigsbefolkning på cirka 10.000, er erobret. Meldingen blev senere modsagt af den ukrainske præsident Zelenskyj: Der kæmpes stadig i byen, sagde han.
Men hvis Prigozjins proklamation, udmeldt på det sociale medie Telegram, viser sig at holde vand, er det en signifikant udvikling, både på det militærtaktiske og det symbolske plan. Den militære styrke, der holder Soledar, kontrollerer samtidig indgangene til et over 200 kilometer langt net af underjordiske saltminegange – og har dermed muligheden for uset at kunne bevæge sig langt ind under fjendens forsvarslinjer. Det har betydning for kampen om det langt vigtigere trafikale knudepunkt Bakhmut få kilometer væk og dermed for kampen om resten af Donetsk-regionen i det østlige Ukraine.
Og på det symbolske plan er den russiske erobring af Soledar, hvis den altså bekræftes, den første russiske militære sejr af betydning på den ukrainske slagmark i flere måneder, lige siden sommerens russiske offensiv i Donbas gik i stå, og ukrainske styrker generobrede store områder omkring Kharkiv i nord og Kherson i syd.
At det netop er Wagnergruppen, der står bag denne sejr, ikke det russiske militær, er blot endnu en fjer i hatten for den 61-årige Jevgenij Prigozjin, den tidligere straffefange, der efter sin løsladelse blev restauratør i Sankt Petersborg og ejer af et cateringfirma, som blandt andet leverede mad til Kreml, heraf tilnavnet »Putins kok«.
Det viste sig hurtigt, at Prigozjin tog sig af langt mere end præsidentens ernæringsmæssige behov. Hans »troldefabrik« i Sankt Petersborg specialiserede sig i at oprette falske brugerprofiler på Facebook og andre sociale medier og sprede desinformation og propaganda på nettet. Det amerikanske forbundspoliti FBI satte sidste år Prigozjin på deres most wanted-liste over eftersøgte forbrydere sammen med 12 andre russere, sigtet i USA for forsøg på ulovligt at påvirke udfaldet af det amerikanske præsidentvalg i 2016.
En sigtelse, Prigozjin på ingen måde nægter sig skyldig i: »Vi har blandet os (i amerikanske valg, red.), vi blander os stadig, og vi vil fortsætte med at blande os,« skrev han på VKontakte, det russiske Facebook, i anledning af det amerikanske midtvejsvalg i november sidste år.
Wagnergruppen
Men det er Wagnergruppen, der er Prigozjins helt store »svendestykke« som Putins altmuligmand. Denne paramilitære hær, som menes at have udviklet sig fra en gruppe private sikkerhedsfirmaer drevet af tidligere medlemmer af russiske specialstyrker, optrådte første gang i forbindelse med den russiske erobring af Krim-halvøen i 2014 og under de russiskstøttede østukrainske separatisters kamp for løsrivelse fra Ukraine samme år. Putin havde brug for nogle irregulære styrker, der ikke behøvede at spille efter samme regler som det russiske militær, og Wagnergruppen passede perfekt.
Siden blev de indsat i Syrien sammen med regulære russiske styrker for at komme diktatoren Bashar al-Assads trængte styre til undsætning; her gjorde de sig kendte for en uhørt grad af brutalitet. Wagnergruppen har desuden engageret sig i en række lande i det centrale Afrika, hvor de bliver brugt af magthaverne til at beskytte oliefaciliteter, diamantminer og anden minedrift mod at tage sig godt betalt af varelageret.
Da russiske styrker invaderede Ukraine 24. februar sidste år, var Wagnergruppen ikke i første omgang indbudt til festen. Men fordi det russiske militær klarede sig så dårligt på slagmarken, og tabene var så enorme, indså Kreml i løbet af sommeren, at man måtte bede Prigozjin om at komme til undsætning.
Amerikanske efterretningskilder skønner, at der nu befinder sig omkring 50.000 tropper fra Wagnergruppen i Ukraine – 10.000 kontraktansatte professionelle soldater og 40.000 straffefanger fra fængslerne, mordere og voldtægtsmænd inklusive, der er lovet benådning efter seks måneders aktiv krigstjeneste. Hvis de da holder sig i live.
»Wagnergruppen er ikke længere en gruppe lejesoldater, men har udviklet sig til en regulær skyggehær,« siger Can Kasapoglu til Weekendavisen. Han er direktør for sikkerhedsstudier ved den tyrkiske tænketank EDAM og gæsteforsker ved det amerikanske Hudson Institute.
»Wagner har deres egne kampfly, luftforsvarssystemer, kampvogne og kraftige raketaffyringssystemer. Der er altså ingen andre private lejehære i verden, der råder over strategiske missilsystemer som S-300. De har deres helt egne militære strukturer og står selv for rekruttering og træning af deres mandskab. I de områder af Ukraine, hvor Wagnergruppens folk er indsat, er det dem, der har kommandoen, selvom der foregår en vis form for koordinering og samarbejde med de russiske væbnede styrker.«
Og så har Wagnergruppen en meget synlig leder, Jevgenij Prigozjin, som gør et stort nummer ud af at vise sig ved fronten, at gå til de faldnes begravelsesceremonier og personligt at stille op i fængsler og straffeanstalter og hverve nye soldater til krigens hakkemaskine. Helt i modsætning til det russiske militærs generalstabschef, Valerij Gerasimov, der det meste af tiden sidder bag sit skrivebord i Moskva.
»Svansen« Gerasimov
Der er da heller ikke just venlige følelser mellem de to. Wagnergruppen udsendte i slutningen af december et videoklip, der viste to af dets soldater fra slagmarken omkring Bakhmut komme med en ætsende kritik direkte henvendt til Gerasimov, der blandt andet beskyldes for at tilbageholde ammunition til Wagnerfolkene. »Vi kæmper mod hele den ukrainske hær, men hvor er du? Der er kun et ord, der kan beskrive, hvad du er – en svans,« hed det.
Videoklippet blev kritiseret fra mange sider, nogle mente endda, at det var fake, lavet af ukrainske hackere som en provokation. Men Prigozjin bakkede offentligt sine mænd op: »Når man sidder på et varmt kontor, kan det være svært at sætte sig ind i problemerne ved frontlinjen, men når du slæber ligene af dine kammerater væk hver eneste dag og ser dem for sidste gang, da indser du, hvor nødvendige forsyninger er,« sagde han.
Selv da Prigozjin i november skulle forsvare et videoklip, hvor en desertør fra Wagnergruppen får sit hoved tapet fast til en væg og bliver dræbt med slag i ansigtet med en forhammer, brugte han lejligheden til en slet skjult kritik af militærledelsen:
»Der er forrædere, der sænker deres maskingevær og går over til fjenden og svigter deres folk og fædreland. Men de er ikke de eneste. Nogle af forræderne sidder trygt på deres kontorer uden tanke på deres egne folk,« lød det.
De fjendtlige følelser er gensidige, Prigozjin har ikke mange venner i det russiske militær eller efterretningstjenester. »Ingen kan lide ham, fordi han ikke er en del af systemet. Alle ved, at han har en kriminel baggrund,« siger Irina Borogan, russisk undersøgende journalist med speciale i militæret, til det russiske eksilmedie Medusa.
»Vi har tidligere set problemer i samspillet mellem Ruslands egentlige militær og Wagnergruppen,« siger Flemming Splidsboel Hansen, forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med Rusland og Ukraine som speciale. »Vi så det i Syrien, hvor amerikanske styrker angreb Wagners stillinger med omkring 200 dræbte. Det russiske militær vidste, at angrebet ville komme, men valgte ikke at sige noget. Så der er ikke megen kærlighed mellem dem. Militærtoppen er grundigt træt af den kritik, de udsættes for. Selvom de også er nogle hårde hunde, synes de, at Prigozjins måde at tale og handle på er for primitiv.«
Putins problemknuser
Når folk som Prigozjin og også Ramzan Kadyrov, den tjetjenske leder og krigsherre, får lov at rette hård kritik mod militærets ledelse i en tid, hvor »bagvaskelse« af militæret ellers kan give flere års fængsel, skyldes det, at de er nogle af de ganske få, der har Putins øre, mener Splidsboel Hansen.
»Min vurdering er, at Prigozjin gør det, som han får lov til at gøre eller får besked på af Putin, også selvom han måske begynder at udfordre rammerne lidt. Han er Putins go-to-person, schweizerkniv, problemknuser. Og han får lov at gøre det, fordi der også i Kreml er udbredt kritik af Gerasimov og hans måde at føre krig på, og måske endda også af forsvarsminister Sergej Sjojgu, der ellers er en af Putins nære allierede gennem mange år. «
Foreløbig ser Gerasimov dog ud til at gå sejrrigt ud af magtkampen mod Prigozjin. Onsdag blev generalstabschefen overraskende udpeget af Kreml til øverstkommanderende for de russiske styrker i Ukraine, mens den hidtidige, general Sergej Surovikin, blev degraderet til nu kun at være en af tre næstkommanderende.
Det giver ikke umiddelbart megen mening, da det var Gerasimov, der havde udtænkt den oprindelige, fejlslagne russiske invasionsplan sidste år. Måske er det en sidste chance til manden, der har stået i spidsen for de russiske militære styrker siden 2012? Måske synes Putin, at Prigozjin har stukket snuden for langt frem og vælger at spille på flere heste?
Hvad der end er på færde, synes intet for øjeblikket at kunne stoppe Prigozjins mediefremstød. Prigozjin har tidligere valgt at gå stille med dørene og har dækket sig ind under betegnelsen »forretningsmand«. Det var først i september sidste år, at han åbent stod frem som stifter og leder af Wagnergruppen. Siden har han været særdeles aktiv på de sociale medier og har fået stadig højere profil i de statslige medier.
Når han udtaler sig offentligt, tager han altid »den lille mands« parti over for eliten. Som for eksempel, da han i slutningen af oktober anklagede »eliten« for at unddrage sig den mobilisering, der skulle sende friske styrker til fronten i Ukraine.
»Oligarkerne og andre repræsentanter for eliten lever i grænseløs komfort. Indtil også deres børn går i krig, vil landet ikke være fuldt mobiliseret,« sagde han ifølge onlinemediet Medusa.
Og i november holdt han eliten op mod de straffefanger, der har tilsluttet sig Wagnergruppen: »De fængslede har den højeste grad af samvittighed – langt højere end den russiske elite. Det er derfor, de melder sig frivilligt i så stor skala. De er regulære, almindelige mennesker, der bare har været uheldige her i livet.«
Politiske ambitioner?
Det gør han bevidst, mener Flemming Splidsboel Hansen, fordi han har politiske ambitioner, der ligger langt ud over at være Putins »kok« eller leverandør af friske slagtofre til slagmarken i Ukraine.
»Der er ingen tvivl om, at Prigozjin gerne vil være forsvarsminister. Jeg har også set ham omtalt som fremtidig præsident. Det sidste har jeg dog svært ved at se for mig, men der bliver talt om det.«
Splidsboel ser det som et af flere tegn på, at magtkampen i Kreml er ved at spidse til mellem den fløj, der mener, at Rusland skal anlægge en mere realistisk politik i erkendelse af krigens gang og det russiske militærs forfatning og forsøge at nå en form for afslutning på krigen, og den fløj, der taler for, at Rusland skal kaste al sin militære magt ind på at vinde krigen og vil omdanne landet til en krigsøkonomi.
»Folk forstår, at Putin ikke holder evigt, der er al den snak om hans helbred, og det hele skærpes af Ukrainekrigen. Prigozjin spiller en meget stor rolle i den magtkamp, det er der ingen tvivl om,« siger Flemming Splidsboel Hansen.
»Hvis vi en dag hører, at Prigozjin er blevet forsvarsminister, er det et tegn på, at hardlinerfløjen har vundet. Det vil også indikere, at krigen har nået et punkt, hvor det går rigtig dårligt for russerne. Der skal meget til, før de når til den erkendelse, at en type som Prigozjin skal lede militæret.«
