Sensommer af Adalbert Stifter er muligvis litteraturhistoriens kedeligste roman, men den er ikke desto mindre et mesterværk. Da den udkom i Østrig i 1857, forsvandt med et slag den popularitet, som Stifter ellers i årtier havde nydt som forfatter til let sentimentale alpelandsfortællinger om børn, der farer vild i sneen, unge elskende, der længes i hver sin skovhuggerhytte, og glitrende bjergtinder.

For hvad skulle læserne dog med denne 700 sider lange idylliske lavlandsroman, hvor hvert eneste tilløb til spænding straks bliver afbrudt af alenlange skildringer af velbyggede huse, velopdyrkede landskaber og frugttræer uden skadedyr?