Tidsånden er blevet pessimistisk, og det må indgyde håb. Sådan lyder i kondenseret form budskabet i denne bog af Christian Bennike, journalist ved Weekendavisen. Det forstås i retning af, at livet er trist, så lad os le, eller mere ansvarligt: Pessimismen betyder, at der nu kan handles fornuftigt på ledder og kanter.

Tidsånden er et svært begreb. Den optræder altid i ental, der er aldrig tidsånder, der er kun én, gerne set fra den unge eller yngre generations perspektiv. »Pessimismen er blevet en dominerende fortælling, men jeg deler den ikke,« skriver forfatteren.