Nogle gange er man ikke i tvivl om, at en begivenhed har verdenshistorisk betydning, og at der er et klart før og efter. Angrebet på tvillingetårnene den 11. september 2001 er nok det bedst kendte moderne eksempel.
Men andre gange kommer store forandringer snigende, og det kan tage måneder eller år, før deres faktiske konsekvenser helt går op for os. Måske har vi i den seneste uges tid været vidner til netop den type kvalitative skift.
Først oplyste en energibørs i Shanghai, at Kinas statsejede olie- og gasselskab, CNOOC, havde købt 65.000 ton flydende naturgas af det franske firma TotalEnergies, og at transaktionen som noget helt nyt havde fundet sted i den kinesiske valuta.
Kort tid efter meddelte Brasilien, Latinamerikas største økonomi, at bilateral handel med Kina fremover vil kunne finde sted i de to landes egne valutaer i stedet for at gøre brug af den amerikanske dollar.
Begge dele er tegn på diskrete, men ekstremt vigtige forrykkelser i den globale økonomiske og politiske balance og et forvarsel om, at et system, som stort set alle nulevende personer har taget som en selvfølge – dollarens uantastede dominans – står for fald.
Hvad der kommer i stedet, er usikkert. Et ekstremt scenario er en global økonomi, hvor den kinesiske valuta, renminbi eller yuan, bliver den vigtigste. En anden mulighed er et multipolart system med flere valutaer. Eller et bipolart, hvor dollaren og yuanen deler herredømmet. Eller en verden, hvor den kinesiske valuta fortrænger sin amerikanske rival i enkelte geografiske regioner.
Uanset den præcise form, som samspillet mellem dollar og renminbi vil antage, sker det på et kritisk tidspunkt, hvor det bliver mere og mere indlysende, at modsætningsforholdet mellem Kina og det USA-ledede Vesten skærpes.
»De vestlige lande anført af USA inddæmmer os fra alle sider og forsøger at holde os nede, med det resultat, at vores lands udvikling står over for udfordringer af en størrelse, vi ikke har set før,« sagde Kinas præsident, Xi Jinping, i en tale i sidste måned.
Sammenholdt med et forsvarsbudget, der i år vokser med over syv procent, og nye tiltag, der skal sikre Kinas selvforsyning med fødevarer, er det tegn på, at Xi forbereder sit land på krig, ifølge en ny artikel i det amerikanske tidsskrift Foreign Policy.
Den saudiske forbindelse
Chris Leung, cheføkonom ved investeringsbanken DBS i Hongkong, giver et eksempel på, hvordan renminbi fremover kan blive et mere hyppigt brugt redskab i Kinas interaktion med store økonomiske partnere i udlandet, i det konkrete tilfælde Saudi-Arabien.
»Det er ret enkelt. Hvis saudierne går med til, at Kina betaler for sin olie med renminbi, kan de til gengæld bruge pengene til at betale kineserne, når de bygger telenetværk eller anden infrastruktur i Saudi-Arabien,« siger han.
»Det er ikke noget, som de ligefrem er stået frem med. For de ved, at hvis de offentliggjorde en formel aftale, ville de ramme en rå nerve hos amerikanerne. Men hvis du spørger mig, er den slags samarbejde allerede godt i gang i det skjulte.«
Måske er de to parter på vej til at blive mere åbenmundede omkring deres ambitioner. Ifølge en nylig rapport i avisen The Wall Street Journal overvejer Saudi-Arabien i øjeblikket, om en del af oliekontrakterne med Kina fremover skal foregå i renminbi.
I givet fald vil det være et markant skridt både i praktisk og i symbolsk henseende, for lige siden 1974 har Saudi-Arabien udelukkende solgt sin olie for amerikanske dollar.
Det er betegnende, at den voksende kinesisk-saudiske forståelse ikke bare handler om økonomi, men at den også har en sikkerhedspolitisk dimension. Saudi-Arabien er sur over, at USA ikke støtter regimet i dets intervention i borgerkrigen i Yemen, ligesom den hastige amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan i Riyadhs øjne vidner om svigtende engagement i Mellemøsten.
Sneglefart
Verden har længe ventet på, at den kinesiske yuan skulle begynde at blive mere synlig. Det er ligesom en del af det at være stormagt. Før den amerikanske dollar var der Det Britiske Imperium og det mægtige pund sterling.
Ingen siger, det sker lige med det samme. Dollarens globale position slog først for alvor igennem efter Anden Verdenskrig, cirka 60 år efter at USA var blevet verdens største økonomi.
Med Kina ser det også ud til at gå langsomt. En milepæl blev nået i 2016, hvor Den Internationale Valutafond, IMF, inkluderede den kinesiske renminbi i en kurv af globalt vigtige reservevalutaer, som i forvejen omfattede dollar, euro, yen og pund.
Det var et vigtigt signal, og repræsentanter for IMF udtrykte selv deres forventning om, at den kinesiske valuta som en følge heraf ville blive brugt hyppigere i international handel.
Siden er der ikke sket så meget, hvilket ifølge Kathy Walsh, en økonom ved University of Technology Sydney, i vidt omfang kan tilskrives en mere konservativ økonomisk politik under Xi Jinping.
»Det står helt klart, at Xi Jinping ikke bryder sig om at give slip på kontrollen med økonomien og overlade den til markedskræfterne. For mindre end ti år siden troede vi ellers alle, at det ville gå hurtigt med valutaen,« siger hun.
Nu ser udviklingen dog ud til igen at tage fart. For Kina har længe været bevidst om omkostninger og risici forbundet med, at en stor del af det økonomiske samkvem med udlandet foregår i den amerikanske valuta.
For det første er der valutarisikoen. Hvis en kinesisk virksomhed indgår en aftale med en oversøisk partner om salg af en vare til en bestemt pris i dollar, er der altid en mulighed for, at dollaren falder i værdi, inden betalingen falder, og så står det kinesiske foretagende med en lavere indtjening omregnet i renminbi, end det havde regnet med.
Oveni kommer transaktionsomkostninger. Det koster tid og penge at veksle ind og ud af fremmede valutaer. Procentvis drejer det sig måske ikke om det helt store, men når handlerne kommer op i million- og milliardstørrelsen, løber det alligevel op.
Rusland som skræmmescenariet
Men der er en tredje ulempe, som Kina er blevet pinligt bevidst om det eneste års tid med de USA-ledede sanktioner mod Rusland, fortæller Liu Zongyuan, en ekspert i økonomi ved tænketanken Council on Foreign Relations i New York.
»Ruslands invasion af Ukraine åbnede pludselig for erkendelsen af, at, hov, USA kan faktisk bruge dollaren som et våben, ikke bare mod individer, men også mod andre suveræne stater. Det var et geopolitisk wakeupcall,« siger hun.
Flere iagttagere mener, at Kina er ude på at sikre sin økonomi mod sanktioner, for eksempel i tilfælde af en krise i Taiwanstrædet, ved at skabe et parallelt renminbi-baseret system sammen med sine venner. I den forbindelse er det interessant, at renminbi i februar for første gang nogensinde overtog dollaren som den mest handlede valuta i Moskva.
Det er dog ikke uproblematisk for Kina at promovere sin valuta i udlandet. Det er for eksempel ikke indlysende, at særlig mange lande vil se den store fidus i at bytte dollardominans med et renminbi-regime.
»Det er godt for Brasilien at reducere afhængigheden af den amerikanske dollar, men hvis vi erstatter dollaren med renminbi, får vi jo bare en ny form for afhængighed,« siger Bruno de Conti, en økonom ved Universidade Estadual de Campinas i den brasilianske delstat São Paulo.
Oveni kommer modvilje internt i Kina selv. Ifølge Walsh fra University of Technology Sydney har Beijing før lagt pres på kinesiske virksomheder for at få dem til at bruge deres egen valuta i handlen med udlandet.
Men i praksis har det ikke altid været så ligetil, fordi det alt andet lige er nemmere at anvende dollar, der altid er tilgængelig i rigelige mængder i internationale finansmarkeder. Nogle kinesiske firmaer er kommet uden om reglerne ved at bruge renminbi i deres fakturaer, men gennemføre den faktiske betaling i dollar.
»Kina kunne teoretisk set godt sige til de statsejede virksomheder, at fra i morgen skal I foretage alle jeres transaktioner i renminbi, men det er ikke sikkert, at det ville ske i virkeligheden. Vi har set før, at der er forskel på, hvad man ønsker oppe i toppen af systemet, og hvad der faktisk foregår i de konkrete transaktioner,« siger hun.
Et nyt paradigme
Endelig er der en underliggende hurdle, som lægger sig op ad spørgsmålet om, hvad en moderne, åben økonomi kan og bør være for en størrelse.
Hidtil har det været ortodoksien blandt vestligt uddannede økonomer, at hvis en valuta for alvor skal kunne spille en rolle på globalt plan, skal den være fuldstændig konvertibel. Det skal være muligt at veksle ind og ud af valutaen uden nogen form for begrænsninger, hvad enten formålet er handel i varer og tjenester eller investering i finansmarkederne.
Specielt det sidstnævnte har de kinesiske myndigheder længe været betænkelige ved, og betænkelighederne er ikke blevet mindre i årenes løb, hvor de har set spekulativ kapital suse frem og tilbage over landegrænserne og fået den ene økonomi efter den anden til at vakle.
»Vi står midt i et nyt paradigme. Jeg tror ikke, at Kina nogensinde vil liberalisere sine kapitalmarkeder fuldstændig. Man har set, hvad der er sket andre steder, hvor der har været helt fri bevægelse af kapital,« siger Leung fra DBS i Hongkong.
»De kinesiske ledere har gjort op med sig selv, at det ikke er det, de ønsker. Derfor er jeg overbevist om, at internationaliseringen af renminbi i fremtiden vil følge en anden vej end den japanske yen, euroen og dollaren.«
Mange økonomer fastholder imidlertid, at der simpelthen ikke er nogen anden vej. Hvis Kina vil have en international valuta, som på langt sigt kan gøre dollaren rangen stridig – og det er et stort hvis – er der efter deres mening intet alternativ til en fuldt liberaliseret kinesisk valuta.
»Kineserne står over for et grundlæggende dilemma. Der er en afvejning af på den ene side at beholde kontrollen over kapitalstrømmene og på den anden side internationalisere deres valuta. I fremtiden er det deres vigtigste dilemma, og på en eller anden måde bliver de nødt til at tackle det,« siger brasilianske de Conti.
