Benet eller livet, sagde lægerne. 72-årige Henning Enoksen var sådan set ikke i tvivl, men det venstre ben havde en historie for sig. Det kunne sparke som en hest, og med det havde han i 1960erne scoret de fleste af sine 194 mål for Vejle Boldklub og AGF. Han var et angrebsmonster, også på landsholdet, og under De Olympiske Lege i 1960 var han med til at skabe legender.
Det var den sommer i Rom, da Harald Nielsen fik øgenavnet Guld-Harald for at være så udansk at tro på guldet, og hvor han kvitterede med at score i alle kampe på nær finalen. Da målmand Henry From satte sit tyggegummi fast på stolpen og reddede et straffespark i semifinalen. Da Danmarks Radio måtte droppe kong Frederik 9.s taffel for at lade nationen se fodbold. Mandskabet blev siden opkaldt efter den medalje, de tog med hjem – »Sølvholdet«.
Nu var der kræft i knoglerne, og kirurgen skar Enoksens gyldne ben af midt på låret. Men det var slet ikke kræften, der truede hans liv.
Enoksen fik en protese, som han forgæves forsøgte at gå på.
»Han futtede,« siger datteren Dorte Enoksen.
Højre fod rullede ikke på forfoden, sådan som den normalt ville – den blev slæbt hen ad gulvet af den gamle helt.
»Vi kunne ikke forstå det. Han spillede tennis, golf og havde lært alle naboerne at danse. Hvorfor løftede han ikke bare den fod?«
Snart svigtede den store paratviden også.
Henning Enoksen var tidligere seminarielærer og kunne udpege hver en flod og hovedstad på et europakort. Han havde sagt nej til en millionkontrakt som professionel fodboldspiller i Italien, fordi han hellere ville bruge sit hoved.
»Pludselig måtte min mor sige til ham: 'Ej, du ved da godt, hvor Horsens ligger,'« siger Dorte Enoksen.
Hendes far fik diagnosen Lewy body demens og døde otte år senere, i 2016, 80 år gammel.
I OL-turneringens sidste puljekamp blev Enoksen vraget til fordel for en ung lille tryllekunstner. De to var klubkammerater i Vejle Boldklub og desuden begge skolelærere. Tommy Troelsen, der senere blev folkekær tv-kommentator, skulle tilføre holdet en kreativ gnist.
I 2019, 78 år gammel, fik han en helt anden udfordring. Han skulle tegne urskiver, fem minutter over to, men det kunne han ikke. Han havde fået alzheimers og døde også som 80-årig.
Af de 11 spillere på Sølvholdet, som gik på banen i finalen mod Jugoslavien 10. september 1960, fik tre senere en demensdiagnose. Weekendavisen har talt med pårørende til den tredje spiller, som ikke ønsker navnet offentligt udbredt.
Med en trup på 19 spillere giver det en forekomst af demens på 16 procent – tre gange højere end forventet, deres alder taget i betragtning.
»Der er alt for mange på det hold. Der burde kun være en enkelt,« siger fagkonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens Kasper Jørgensen. »Deres robuste kroppe og gode fysiske form burde endda have beskyttet dem mod demens.«
Jørgensen gør det dog klart, at ingen konklusioner kan drages på baggrund af blot tre tilfælde.
»Men forekomsten overrasker mig overhovedet ikke. Den passer med, hvad man har fundet i de store befolkningsundersøgelser,« tilføjer han.
Den første undersøgelse kom i 2019. Den inkluderede 7.676 tidligere professionelle skotske fodboldspillere og 23.028 almindelige skotter, og den fandt, at fodboldspillerne fik demens tre en halv gange oftere end kontrolgruppen. En opfølgende artikel viste, at det så værst ud hos forsvarsspillerne, der havde en femdobbelt risiko.
Undersøgelsen var lavet af neurolog og professor Willie Stewart, der leder The Glasgow Brain Injury Research Group.
Om fundet af tre demenstilfælde på det danske sølvhold siger han:
»De her anekdoter om overraskende høje forekomster så vi også i Storbritannien for nogle år siden. De blev afskrevet som 'anekdoter uden betydning', indtil vi hørte om en mere og en mere. Det var dem, der fik os til at lave det store studie.«
I England taler de i dag om en demenskrise, efter fem spillere fra 1966-verdensmesterholdet fik sygdommen.
Det næste store studie er fra 2022, hvor epidemiologer påviste den næsten samme forekomst af demens blandt franske fodboldspillere, og for blot et par uger siden gjaldt det svenskerne. Forskere fra Karolinska Institutet havde set på over 6.000 spillere fra den bedste svenske liga, Allsvenskan, fra 1924 til 2019 og fundet en forhøjet demensrisiko på 60 procent.
At det fund er lavere end i det skotske og franske studie, kan skyldes, at professionel fodbold i Sverige først blev tilladt efter 1967 (1978 i Danmark). Hvor skotterne og franskmændene trænede hver dag, havde de svenske spillere – ligesom danskerne – arbejde ved siden af.
De tre studier viser alle, at fodbold er sundt. Spillerne levede længere og fik sjældnere hjerte-kar-sygdomme og kræft. Men så var der demensen. Pårørende, tidligere spillere og forskere samler sig om én mistænkt: hovedstødet.
EFTER AT HENDES FAR fik konstateret demens, læste Dorte Enoksen om spillere i amerikansk fodbold, der havde fået den alvorlige hjernelidelse kronisk traumatisk encefalopati (CTE). Den skyldes slag mod hovedet og kan give demenssymptomer. CTE havde siden 1920erne været kendt som bokserdemens.
Kunne hendes far også have CTE? Havde fodbolden gjort hans hoved sygt?
»Da han blev 70, var han super veltrænet, fit og helt skarp i sit hoved. Han fik det meget dårligt meget hurtigt,« siger Enoksen, »og jeg spejlede ham lidt i historierne fra USA.«
Willie Stewart i Skotland fik den samme tanke. Han gik invasivt til værks og åbnede i 2014 hjernen på fodboldspilleren Jeff Astle, der var død af demens i 2002 blot 59 år gammel. Stewart fandt tegn på CTE – ligesom han siden har gjort det i 75 procent af de demensramte fodboldspillere, han har undersøgt.
Han har aldrig hævdet, at en forbindelse fra hovedstød til demens er bevist. Det bliver den måske aldrig. I stedet siger han:
»Beviserne er så stærke, som de kan blive, når vi taler om et folkesundhedsproblem. Den eneste troværdige – og håndterbare – risikofaktor, der er identificeret til dato, efter mange års forskning, er hovedpåvirkninger. Der er ingen undskyldning for ikke at handle.«
Sideløbende med Stewarts arbejde er der dukket flere urovækkende forskningsresultater op fra især USA.
Hovedstød kan føre til ændringer af den hvide substans i hjernen, hvilket øger risikoen for hjerneskade, og efter mange hovedstød klarer spillerne sig dårligere i kognitive test. Hovedstød kan også øge mængden af et særligt nerveskadeligt protein i hjernen, hvis man header mere end 40 gange kort efter hinanden. Hukommelsen er stadig svækket 24 timer efter mere end 20 hovedstød, og det samme antal stød får spillere til at dumpe i en hjernerystelsestest.
Det er ikke nyt. Mistanken har været der siden 1970erne, og i 1990erne viste den amerikanske psykologiprofessor Frank Webbe, at hovedstød kan føre til svækkelser af opmærksomheden, koncentrationen, den kognitive fleksibilitet og generel intellektuel formåen.
Fundene har fået prominente tidligere engelske fodboldspillere som Alan Shearer og Gary Lineker til offentligt at fortælle om deres frygt for demens.
ALLIGEVEL ER SAGEN mere kompleks end som så. Ingen studier har for eksempel sammenlignet demensrisikoen med hovedstødsaktivitet.
Af de tre på Sølvholdet, der fik demens, var kun Enoksen kendt som en stærk hovedstødsspiller.
»Min far har ikke lavet mange hovedstødsmål,« siger Tommy Troelsens søn, Brian Troelsen. »Hvis den kom til hovedet, så headede han, men han løb mest rundt og lavede gode afleveringer på midtbanen.«
Den tredje blev ligefrem drillet for sin evne til at dukke sig, når bolden kom i hovedhøjde.
Der er heller ikke flere hjernerystelser i fodbold end i eksempelvis basketball, så måske er kontaktsport bare hårdt for hovedet. Et knæ eller en albue i tindingen, baghovedet mod græsset, slag, spark, moslen i feltet og tacklinger er vel lige så slemt som at heade til bolden?
Kun få hjernerystelser i ungdomsfodbold skyldes kontakt med bolden, viser en amerikansk undersøgelse fra 2015.
I 2016 gennemgik en gruppe specialister i hjernerystelser fra University of Pittsburgh al forskningen på området og konkluderede, at der ikke er beviser for, at hovedstød skader hjernen.
Hvis det er rigtigt, står et mysterium dog tilbage. Hvorfor viser de store studier kun en øget risiko for demens hos spillerne ude på banen, ikke hos målmændene? Målmænd har samme risiko for hjernerystelser som markspillere. Og hvordan kan et italiensk studie fra 2009 vise, at kun fodboldspillere og ikke basketspillere har en øget risiko for ALS, en anden hjernenedbrydende sygdom, når nu risikoen for hjernerystelser i de to sportsgrene er den samme? Det skotske studie fandt en firedobbelt risiko for ALS blandt fodboldspillerne.
Professor i neurologi Michael Lipton fra Albert Einstein College of Medicine i USA har forsket i hovedstød i 15 år. Ifølge ham er det forkert at tro, at de kun er farlige, hvis de giver hjernerystelser.
»Gentagne slag, særligt dem tæt på hinanden, har en større effekt end ét stort, voldsomt slag,« siger Lipton. »Vi har set på både hjernerystelser og hovedstød, og det eneste, der kan forklare nedgangen i kognitive funktioner, er hovedstød.«
Samtidig maner han til ro. Det ser ud til, at man skal tage over 1.000 hovedstød årligt gennem flere år for at tage permanent skade. Han er også tøvende over for en sammenhæng mellem hovedstød og demens.
»Der er ikke nok data, og vi ved for lidt om den enkeltes risiko og ændringer i spillet over tid,« siger han.
DE DATA VIL flere fodboldorganisationer ikke vente på. I USA forbød man i 2015 hovedstød for børn under ti år. Football Association (FA) i England fulgte trop i 2020 og anbefalede trænere at udelade hovedstødsøvelser hos børn under 12 år.
Selv de professionelle spillere er af det engelske forbund blevet anbefalet kun at tage maksimalt ti hårde hovedstød om ugen til træning, og i november sidste år fik skotske fodboldspillere besked på at undgå hovedstød dagen før og dagen efter en kamp.
Herhjemme anbefaler DBU heller ikke, at børn under 12 træner hovedstød, og UEFA opfordrer til at begrænse hovedstødsøvelser så meget som muligt.
En af de organisationer, der har presset mest på for at få antallet af hovedstød ned, er engelske Head for Change.
Medstifter Judith Gates har en mand, Bill, der fik diagnosen CTE efter år med hukommelsessvigt og migræne. Han var professionel fodboldspiller og stærk i hovedspillet.
»Tusindvis af gange sagde han til mig, at en eller anden dag ville han få demens,« siger hun og fortæller med tårer på spring, hvordan Bill gik fra at være en usårlig kæmpe til »a shell of a man«.
I dag har han mistet evnen til at tale og gå, og hans største fornøjelse på plejehjemmet som 78-årig er at lave påskekyllinger ud af stofkugler som et vuggestuebarn.
Da han fik CTE, sagde han til sin livspartner: »Lov mig, at du gør alt, hvad der er i din magt for at forhindre, at det her sker for andre spillere.«
Det lovede hun og grundlagde Head for Change.
»En hel generation af spillere i 40erne og 50erne er tikkende bomber. Terningerne er kastet for dem, og de er dødsensangste,« siger hun og kalder fodbolddemensen for en epidemi.
Et af organisationens initiativer var at arrangere en kamp i september 2021 med tidligere professionelle, hvor hovedstød kun var tilladt i straffesparksfeltet i første halvleg og helt forbudt i anden halvleg. Ifølge The Telegraphs Luke Edwards kunne man i første halvleg »knap nok se en forskel«. I anden halvleg led spillet under begrænsningerne.
»Der var for mange korte pasninger, og det var lettere at være forsvarer uden truslen fra høje kryds fra kanterne. Det lignede for meget fem mod fem-fodbold,« skrev Edwards.
Kampen blev dog en målfest og endte 5-5.
FODBOLD ER DEN eneste sport, hvor hovedet bliver brugt som et slagredskab, påpeger Judith Gates og stiller spørgsmålet, om det nu er nødvendigt for at holde sporten i live. Det er også uklart, hvor mange af verdens flere hundrede millioner fodboldspillere der egentlig nyder at heade.
Kan man sin teknik, spænde rigtigt i nakken, ramme bolden med panden, så føles et hovedstød ikke anderledes end et spark. Men alle fodboldspillere har oplevet hovedpinen ved et forkert stød, der kan vare den halve halvleg. Mange header også mere af pligt end af lyst, når et målspark falder ned som en meteor fra himlen.
»Jeg kan sige for mig selv, at jeg prøver at undgå hovedstød,« siger Malte Nejst Larsen, idrætsforsker ved Syddansk Universitet, fodboldspiller og træner. »Og kigger jeg ud over mit hold, kan jeg da godt se, at en del heller ikke synes, det er superrart.«
Nejst Larsen var med i det store The UEFA Heading Study, der viste, at børne- og ungdomsspillere header meget lidt – både til træning og kamp. Og når de gør, er det oftest uskyldige hovedstød efter for eksempel et indkast.
»De gode gamle højdere, hvor målmanden bare sparker den højt op i luften, er sjældne i dag,« siger han.
Størstedelen af verdens fodbold spilles faktisk med få hovedstød. Det er småspil i gaderne, i baggården, på stranden eller otte venner i hjørnet af en park, forklarer Nejst Larsen.
»I hyggefodbold er der næsten ingen hovedstød, men pulsbelastningen er stadig stor. Spillerne løber, lunter og sprinter hele tiden. Så sundhedsgevinsterne er enorme. Men jeg forestiller mig alligevel, at det vil forringe underholdningsværdien, hvis man fjernede hovedstød fra de professionelles 11 mod 11-kampe,« siger han.
Meget tyder således på, at retten til at heade for det store flertal af fodboldudøvere ikke er afgørende for spilleglæden. Dog ønsker hverken Head for Change eller de fleste hovedstødskritiske forskere helt at forbyde hovedstød, blot at minimere antallet af dem.
VIL MAN VIDE, hvad fodbold gør ved et hoved, kan man læse journalist ved denne avis Hans Mortensens bog om Sølvholdet og OL-triumfen – Sommeren 1960.
På side 83 støder netop Henning Enoksen ind i en finsk spiller i en testkamp. Han er »så groggy, at han ikke sanser, at han skal bede om at blive skiftet ud«. På side 123 bliver målmand Henry From i den første OL-gruppekamp ramt i hovedet af en argentinsk støvle. På side 192 er det Poul Jensen, der er »groggy som efter en tur i ringen med Cassius Clay« efter at have sat hovedet på et skud mod mål i semifinalen mod Ungarn.
Bogen beskriver også hovedstød i kampe og hovedstødsøvelser, som Tommy Troelsen og den tredje demensramte spiller deltog i – de to, som kilder ellers fortæller så godt som aldrig headede. Spillet har dog ændret sig siden 1960, og derfor er det svært at sige, om demensrisikoen er den samme for nutidens spillere.
Bolden var dengang af læder og kunne suge så meget regnvand, at den blev til en kanonkugle. Nutidens syntetiske bolde vejer det samme uanset vejret. Til gengæld sparkes de med hårdere kraft, og om det udligner vægtforskellen, er uafgjort.
Antallet af hovedstød er steget pr. kamp fra 1966 til 2018, viser en optælling fra FIFAs verdensmesterskaber.
Overordnet er fodboldatleterne blevet stærkere og hurtigere fra årti til årti, men deres hjerner er de samme.
Hos DBU siger formand for det medicinske udvalg Per Hölmich, læge og professor i ortopædisk kirurgi på Hvidovre Hospital og Københavns Universitet, at fundet af tre demenstilfælde på Sølvholdet giver »stof til eftertanke«, men også, at sandsynligheden for, at det er en tilfældighed, er stor.
»Vi følger udviklingen tæt og vil naturligvis reagere på det, hvis der kommer tunge beviser på, at hovedstød er farlige. Jeg er bekymret, men fra en fodboldmedicinsk og videnskabelig vinkel er vi ikke der endnu, hvor jeg som læge kan anbefale, at vi skal reducere antallet af hovedstød hos voksne,« siger Hölmich.
DBU har som sagt anbefalet, at børn under 12 ikke øver hovedstød.
Fodboldspillernes fagforening, Spillerforeningen, har ikke ønsket at stille op til interview.
De studier, som Hölmich og andre efterlyser, er dem, hvor man følger spillere over tid og registrerer antallet af hovedstød. De kommer først om 20-30 år.
Skotske Willie Stewart mener ikke, vi kan vente.
»Lad mig spørge sådan her: Kan DBU og andre fodboldorganisationer fremvise nogen former for beviser på, at det at eksponere hjernen for gentagne slag er sundt?«
Alt hans arbejde er dog lavet på professionelle mandlige spillere. Vi ved så godt som intet om kvinderne, amatørerne og børnene. Kvindespillere får oftere hjernerystelser af at heade, så er deres demensrisiko også større?
Hvad hvis man »kun« træner tre gange om ugen gennem 20 år? Og er det bedre for børnene at lære at heade rigtigt end helt at vente med hovedstød, til de er fyldt 12 år?
I familien Enoksens scrapbog har de et billede af Henning, der frygtløst vrider hovedet og pander bolden i mål for AGF.
»Jeg ser på det med stolthed og sorg,« siger Dorte Enoksen. »Tænk, om hans store fodboldtalent var skyld i, at han fik så uværdig en død.«
