Satellit. Ruslands opposition bliver hyldet ved Oscar-uddelingen og andre filmceremonier, men står svagt og strides internt i virkelighedens verden.

Infight i oppositionen

Søndag blev Ruslands ubestridte oppositionsleder, Aleksej Navalnyj, hyldet i Los Angeles, da den i forvejen prisbelønnede film om ham vandt en Oscar i kategorien bedste dokumentar. Anderledes dårligt går det dog for Navalnyj og den russiske opposition i virkelighedens verden.

Selv har han nu siddet i fængsel i godt to år uden udsigt til at komme ud. De fleste andre førende skikkelser i Navalnyjs berømte antikorruptionsfond, FBK, er imens flygtet til udlandet, hvor de fortsætter med at efterforske korruptionen i den russiske ledelse.

I sidste uge gik det ud over den ellers Kreml-kritiske redaktør Aleksej Venediktov, som gennem mange år har stået i spidsen for den nu lukkede radiostation Ekho Moskvy. Ifølge FBK har Venediktov fået 680 millioner rubler (63 millioner kroner) fra Moskvas myndigheder til at udgive en række historiske magasiner om byen.

Venediktov har forsvaret sig med, at alle pengene er gået til produktionen. Og så er han gået til modangreb ved at afsløre, at FBKs formand, Leonid Volkov, forsøgte at få EU til at fjerne sanktioner mod en kendt russisk oligark, som ellers er at finde på FBKs egen sanktionsliste. Afsløringen har både fået flere stemmer i den russiske opposition til at udtrykke mistanke om, at Volkov måske var blevet betalt af oligarken, og har tvunget Volkov til at tage en pause fra formandskabet.