38 milliarder kroner. Sådan lyder den foreløbige regning for at rette op på gamle skavanker, nedslidning og sætningsskader i det danske forsvar, før man kan begynde at tænke på nyt materiel og flere soldater.
Beløbet, som bekræftes af flere kilder, er det, som Forsvarsministeriet og Forsvaret har meddelt til Finansministeriet i forbindelse med færdiggørelsen af det såkaldte kasseeftersyn, som tidligere forsvarsminister Morten Bødskov igangsatte i september sidste år.
Beløbets størrelse har angiveligt sendt rystelser igennem Finansministeriet, der dels har meddelt, at udregningerne er svære at gennemskue, dels at man ikke er enig i måden, der er regnet på hos Forsvarsministeriet i Holmens Kanal.
Eksempelvis mener Finansministeriet, at beregningen af efterslæbet kun skal omfatte renovering af nedslidte kaserner og materiel, utidssvarende it-systemer og opfyldning af tømte lagre af eksempelvis ammunition og udstyr. Forsvarsministeriet har på sin side medregnet opgradering og modernisering af eksisterende materiel, eksempelvis de pansrede mandskabsvogne, Piranha. Den slags opgraderinger betragter man i Finansministeriet som en ny investering og ikke et efterslæb.
På et samråd med Folketingets forsvarsudvalg for to uger siden sagde fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at kasseeftersynet forventes afsluttet i april. De 38 milliarder kroner i opbygget efterslæb er derfor heller ikke det endelige tal. Forhandlingerne mellem Forsvarsministeriet og Finansministeriet foregår på embedsmandsniveau, og ingen af de to berørte ministre er ifølge det oplyste endnu involveret.
Endelig i mål
Skulle det ende på 38 milliarder kroner, betyder det reelt, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af de historisk mange penge, der skal afsættes i det kommende forsvarsforlig, bruges til at rette op på gamle skader og ikke til nye investeringer.
Under indtryk af den russiske invasion i Ukraine indgik den daværende socialdemokratiske regering sidste forår sammen med Venstre, Konservative, Radikale og SF et såkaldt nationalt kompromis, der betød, at Danmark i 2033 skal leve op til NATOs målsætning om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret. En målsætning, som Danmark skrev under på i 2014, men som skiftende regeringer reelt har ignoreret. Ved dannelsen af SVM-regeringen blev målstregen flyttet fra 2033 til 2030. Men allerede på det tidspunkt var det en kendt sag, at der skulle bedre styr på økonomien, før man politisk kunne begynde at sende flere penge.
Eksempelvis vidste man, at flere af de helt centrale elementer af det forsvarsforlig, der er på vej til at udløbe, ikke er gennemført. Det handler især om opstillingen af en kampklar brigade med 4.000 soldater. Den skulle ifølge et løfte til NATO stå klar ved udgangen af i år. Men det har længe været klart, at det ikke kommer til at ske. Dertil har der været store forsinkelser i anskaffelsen af missiler til de danske fregatter og endnu større forsinkelser i indkøb af udstyr til bekæmpelse af ubåde.
Imidlertid har det været vanskeligt at få styr på, hvor pengene er blevet af, når de ikke er brugt til det, der blev besluttet i forliget. I forbindelse med en ekstrabevilling til en såkaldt arktiskapacitetspakke i 2021 fortalte daværende minister Trine Bramsen, at man i stedet for det besluttede havde indkøbt andet materiel og: »Der er ikke udisponerede midler i indeværende forligsperiode. Tværtimod har vi efterslæb på nogle områder, herunder i forhold til ejendomsområdet, IT mv.«
Altså pengene var brugt. Bare til noget andet.
Hård kritik
Det fik daværende oppositionspolitiker og statsrevisor Troels Lund Poulsen til at bede Rigsrevisionen undersøge Forsvarets økonomistyring af forligsmidlerne. Resultatet af den undersøgelse kom i januar i år og var en lammende kritik.
»Forsvarsministeriets styring betyder for det første, at ministeriet ikke fuldt ud kan redegøre for, hvordan forligsmidlerne er blevet anvendt. For det andet kan ministeriet ikke redegøre for, hvad det koster at gennemføre forligsinitiativerne i den nuværende forligsperiode og i kommende forligsperioder. For det tredje kan ministeriet ikke redegøre for, om der har været budgetoverskridelser inden for ministeriets økonomiske rammer, som har haft eller vil få indvirkning på implementeringen af forsvarsforliget. For det fjerde har ministeriet ikke overblik over, i hvilket omfang effektiviseringsprovenuet indtil videre er opnået i forligsperioden, eller om det har påvirket Forsvarets operative kapaciteter. Ministeriet ved dog, at flere forligsinitiativer er blevet forsinket og derfor må udskydes til næste forligsperiode.«
Inden for revisorlingoen hører det til i den absolut skarpe ende, og de folkevalgte statsrevisorer konkluderede da også:
»Statsrevisorerne påtaler, at Forsvarsministeriet ikke har levet op til grundlæggende og almindeligt udbredte principper for god statslig økonomistyring, der sikrer gennemsigtighed mellem bevillinger, ressourceforbrug og faglig fremdrift i opgaveløsningen. Konsekvensen af den mangelfulde økonomistyring er, at Folketingets og Forsvarsministeriets muligheder for at vurdere bevillingsbehovet og prioritere på et oplyst grundlag begrænses.«
Politisk ville det på den baggrund være umuligt at indgå et forsvarsforlig med en merbevilling på et trecifret milliardbeløb, som der lægges op til i det nationale kompromis og regeringsgrundlaget.
Det var baggrunden for, at Morten Bødskov som minister igangsatte kasseeftersynet, og synspunktet blev bekræftet, da fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen var i samråd i forsvarsudvalget i februar.
Spørgsmålet er så, hvordan det er endt et sted, hvor Forsvarsministeriet og Forsvaret ikke har styr på, hvor bevilgede penge er blevet af, og hvor man selv vurderer, at der mangler 38 milliarder kroner bare for at komme på det niveau, man burde være på nu.
Flere interne kritikere har peget på, at økonomien for alvor løb af sporet, da daværende forsvarsminister Trine Bramsen i 2019 hjemsendte ministeriets koncernstyringsdirektør, Per Pugholm Olsen, efter en sag om uregelmæssigheder i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Af mange i Forsvaret blev det set som en politisk ofring, og endnu mere problematisk var det, at Pugholm Olsen ikke blev erstattet. I december 2021 skrev Altinget.dk, at økonomistyringen var overgået til en kontorchef, der ikke er medlem af ministeriets direktion.
Under samrådet i februar erkendte Troels Lund Poulsen da også, at det ikke virker.
»Den kritik fra Rigsrevisionen og statsrevisorerne er en meget hård kritik af departementet. Derfor bliver departementet også nødt til at have nogle flere muskler,« sagde den fungerende minister, men han sendte også en slet skjult besked til sit apparat om, at det nu er nye tider.
»Det her behøver ikke blive sværere, end det er. Det handler om nogle meget banale ting, som man kender fra sin egen økonomi. Nemlig hvilke indtægter har man, og hvilke udgifter har man, og hvordan sørger man for at have likviditet og en buffer, hvis der kommer uforudsete udgifter. Og det er sådan, vi bliver nødt til at se på det. På en meget simpel måde,« sagde han.
Sort boks
I det hele taget forlyder det, at Troels Lund Poulsen har sat systemet under pres for at få orden i papirerne, så man kan komme i gang med forligsforhandlingerne. Det var i den sammenhæng næppe tilfældigt, at han på samrådet meddelte, at kasseeftersynet forventes afsluttet i april. Nu har han offentligt sat en deadline.
At Forsvarsministeriet så allerede er i strid med Finansministeriet om, hvordan det økonomiske efterslæb beregnes, og hvor stort det er, er ikke noget godt tegn. For det bliver næppe sidste gang, de to systemer støder sammen.
I Finansministeriet har man historisk anset Forsvaret for en »sort boks«. Det vil sige en økonomi, man ikke kunne blande sig i eller få indblik i. Nu er muligheden der, og den bliver næppe forsømt.
Næste slag mellem de to systemer kommer givet til at handle om, hvordan man indfaser målsætningen om at nå to procent af bnp i 2030. Om der sker en langsom eller hurtig indfasning, kan betyde mange milliarder kroner i forskel på, hvor mange reelle penge Forsvaret får i forligsperioden.
Og så er der slet ikke taget stilling til, hvad man gør, hvis NATOs topmøde i Vilnius i juli beslutter, at to procent er fortid, og at målet i stedet er 2,5 procent af bnp, hvilket anses for sandsynligt.
Det vil betyde ekstra milliarder til et system, der stadig bøvler med at få styr på, hvor de penge, man allerede har fået, er blevet af.
