Det har længe undret forskere, hvorfor den berygtede sorte enke – en af verdens giftigste edderkopper – er gået markant tilbage i det sydlige USA. Nu har biologer fra University of California fundet svaret. Det viser sig, at den langt mindre berømte brune enke har stor appetit på sin ikoniske artsfælle og tager livet af dem i stor stil.

Der findes tre hjemmehørende arter af sort enke i USA; den sydlige, vestlige og nordlige, og det er den sydlige (Latrodectus mactans), som presses af den brune enke (Latrodectus geometricus).

Mens udviklingen er dårligt nyt for de sorte enker, kan den isoleret set tolkes som fordelagtig for områdets mennesker. Således er den brune enke langt mindre giftig end den sorte, og skulle man blive bidt, vil man ikke mærke mere end en mild irritation. Derimod er giften fra en sort enke 15 gange mere potent end en klapperslanges. Selvom dødsfald hos mennesker som følge af et bid fra en sort enke er ekstremt sjældne, skulle biddet være yderst smertefuldt, ligesom det kræver medicinsk behandling.

Den brune enke er naturligt hjemmehørende i Sydafrika og Madagaskar og fandt først for alvor vej til USA i 1930erne. Selvom det blandt edderkopper er usædvanligt, at arter af samme slægt æder hinanden, har den brune indtrænger tilsyneladende gjort den sorte enke til et af sine primære fødeemner.

Foto: John Serrao, Scanpix
Foto: John Serrao, Scanpix John Serrao

I et nyt studie præsenterede biologerne brune enker for en spindlerbuffet bestående af husedderkoppen Nesticodes rufipes, kugleedderkoppen Steatoda triangulosa og sydlig sort enke. Her var de brune enker næsten syv gange mere tilbøjelige til at gå efter de sorte ditto sammenlignet med de to andre arter.

Fundet kan være med til at forklare, hvorfor den sydlige sorte enke går tilbage, mens den brune enke går frem i det sydlige USA.

Annals of the Entomological Society of America, 13. marts