Influenza koster hvert år over 500.000 mennesker livet på verdensplan. Det er især særligt sårbare grupper som ældre og personer med kroniske sygdomme som diabetes og hjertesygdom, der bliver alvorligt syge. Af samme årsag anbefaler danske sundhedsmyndigheder, at alle over 64 år samt kronisk syge årligt lader sig vaccinere mod influenza.

Det gør alle imidlertid ikke. Selvom andelen af danskere, der tager imod tilbuddet om influenzavaccine, er høj – godt 80 procent i indeværende influenzasæson – vil forskere og myndigheder gerne have endnu flere med. Det har ansporet et internationalt hold af læger anført af Københavns Universitet og Herlev og Gentofte Hospital til at undersøge, hvordan og hvorvidt befolkningen kan nudges til i højere grad at rulle ærmet op. Nudging kendes fra den økonomiske videnskab og dækker over små tilskyndelser til adfærdsændringer eller en bestemt ønskværdig handling.

I projektet NUDGE-FLU har forskerne konkret testet, hvordan og hvorvidt ni forskellige elektroniske breve sendt til danskere over 64 år øger tilslutningen til influenzavaccination. Studiet involverede alle danskere i alderen 65 år og opefter – 964.870 personer i alt – og er det største af sin art nogensinde. De forskellige formuleringer i brevene handlede blandt andet om smittenedbringelse som et fælles samfundsmål og risikoen for at bringe sig selv og sine nærmeste i fare ved ikke at lade sig vaccinere.

Studiet viser, at kun to af nudgingstrategierne for alvor gav udslag. Signifikant flere lod sig vaccinere, hvis de blev informeret om, at influenzavaccine også kan have en beskyttende effekt mod hjertesygdom. Det samme var tilfældet hos den gruppe, der modtog to påmindelser om vaccination frem for kun en. Ifølge forskerne er resultaterne ikke mindst brugbare i lande, hvor langt færre lader sig vaccinere, end det er tilfældet herhjemme.

Arkivfoto: Mikkel Møller Jørgensen, Scanpix
Arkivfoto: Mikkel Møller Jørgensen, Scanpix Mikkel Møller Jørgensen

The Lancet, 5. marts
Københavns Universitet, 13. marts