Sofaen er stor og blød, en potteplante står på hylden, og blomsterbilleder breder sig i diskrete farver. Det eneste, der afslører, at vi befinder os i et afhøringslokale hos Nordsjællands Politi, er de to kameraer under loftet. De peger begge mod sofaen.

»Vi arbejder med en traumeinformeret tilgang, hvor vi gerne vil give den forurettede det bedst mulige møde med systemet,« siger Kasper Guldager, politikommissær i afdelingen for personfarlig kriminalitet.