Kommentar. Det er stadig ikke Rasmus Paludan, der er problemet.

Brændte bøger

Hvis Rasmus Paludan vil sætte ild til Koranen to gange om dagen, bliver det uden PET-vagter. Sådan lyder advarslen fra Københavns Politi, efter at Rasmus Paludan har søgt om at demonstrere hver eneste dag i to måneder foran den tyrkiske ambassade og en moské på ydre Nørrebro. Stram Kurs-stifteren fortæller til Radio24syv, at det ellers kun vil tage ham ti minutter hvert sted.

Man misunder ikke dansk politi opgaven med at mandsopdække den omrejsende bogbrænder, men PETs afslag er alligevel nedslående. Det er udtryk for, at politiet mener sig ude af stand til at garantere for sikkerheden på bestemte steder i Danmark. Det plejer man at kalde no go-zoner, i hvert fald for Rasmus Paludan.

Så meget desto mere kan det undre, at nyheden har udløst stor glæde hos de Radikales Esat Sentürk. Han er viceborgmester i Høje Taastrup og mener, at Rasmus Paludan udgør en »sikkerhedsfare«:

»Derfor bliver jeg glad, når jeg ser, at nogen har sat en stopper for, at han kan afbrænde Koranen,« siger Esat Sentürk til Berlingske.

Esat Sentürk burde snarere være bekymret, for efter flere års koranafbrændinger er det stadig ikke Rasmus Paludan, der er problemet. Det er til gengæld accepten af, at man må slå ned på ikkevoldelige personer for at tøjle de voldelige. Flere gange tidligere har politiet endda frihedsberøvet Rasmus Paludan for hans egen sikkerheds skyld – med andre ord tvunget ham ind i en bil og kørt ham væk fra mængden af overvejende muslimske mænd.

Også Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen flirter med tanken om at ofre danske borgeres ytringsfrihed for at berolige voldsmændene.

I den politiske podcast Slottet og Sumpen fortæller Jan E. Jørgensen godt nok, at han er stolt over, at han stemte ja til at afskaffe blasfemiparagraffen i 2017, fordi han er imod, at »religioner har krav på en særlig beskyttelse«. Men lige bagefter siger han om Rasmus Paludans koranafbrændinger:

»Jeg synes, det er voldsomt provokerende, og hvis man kunne lave én eller anden lovgivning, der sagde, at du har ytringsfrihed til at ytre dig kritisk om islam, men der er ingen grund til at stå og brænde bøger af på gaden. Hvis vi havde sådan en regel, kunne det godt være, det var et meget fint kompromis.«

Jan E. Jørgensen glæder sig altså over at have afskaffet blasfemiparagraffen blot for at foreslå en ny. Han kalder i øvrigt sig selv »en ægte liberal«.

Ægte liberale ville nok tænke mere over, hvorfor det overhovedet er nødvendigt med så meget politibeskyttelse i et ellers fredeligt land: Hvorfor har det været nødvendigt at mandsopdække Flemming Rose, Kurt Westergaard, Naser Khader, Pia Kjærsgaard, Yahya Hassan, Inger Støjberg og den jødiske menighed? Hvorfor er der sikkerhedssluser foran landets medieredaktioner? Hvorfor er det nødvendigt at opstille store marmorkugler, der skal forhindre biler med sprængstof i at påkøre Christiansborg? Hvorfor er det nødvendigt med blomsterkasser, der har samme funktion på Nørreport Station?

Esat Sentürk og Jan E. Jørgensen kan vedtage alle de bogafbrændingsforbud, de vil. Volden var der længe før Rasmus Paludan, og den vil fortsætte så længe, der er mennesker, som er villige til at begå den.

Danske politikere er nødt til at gøre op med sig selv, om de er mere trætte af Rasmus Paludan, end de er for ytringsfrihed.