Kulturarv. Det er gået stærkt med den såkaldte afkolonisering af de britiske museer efter Black Lives Matter-protesterne i 2020. Senest har et museum stemplet sin egen udstilling som racistisk og lukket den ned.

Sort samvittighed på britiske museer

LONDON – Skiltene er der stadig og leder besøgende, der er interesseret i museet Wellcome Collections Medicinmand-udstilling, op ad en moderne vindeltrappe til Galleri 2 på første sal.

Imidlertid ender sporet blindt. For enden af trappen bliver man nemlig mødt af to lukkede grå døre fremfor af udstillingen om museets grundlægger, Henry Wellcome, der i det 19. århundrede indsamlede millioner af artefakter rundtom i verden.

Det var hans håb, at de kunne bidrage til at fremme forståelsen for, hvordan forskellige kulturer har forsøgt at helbrede sygdomme gennem tiderne. Blandt de objekter, der har fascineret de besøgende siden udstillingens åbning i 2007, var kunstige næser og lemmer, hudlapper, Napoleons tandbørste, en lok af kong George 3.s hår, sygeplejersken Florence Nightingales hjemmesko og den tidligere britiske premierminister Benjamin Disraelis dødsmaske.

Men i slutningen af november meddelte Wellcome Collections bestyrelse, at den efter gentagne forsøg på at opdatere Medicinmand-udstillingen havde givet op.

»Udstillingen fastholder stadigvæk en version af den medicinske historie, som er baseret på racistiske og sexistiske teorier og sprogbrug samt diskrimination af handicappede personer,« skrev museet i sit Twitter-feed. »Det er grunden til, at vi på søndag lukker 'Medicinmand' for altid.«

Lukningen er dog ikke gået upåagtet hen, men har ført til en voldsom debat.

En af dem, der har kastet sig ind i debatten, er Andrea Potts, der er museumsforsker ved Brighton University. Over for Weekendavisen forsvarer hun lukningen af Medicinmand-udstillingen og Wellcome Collections beslutning om at starte forfra og installere en helt ny udstilling i lokalet, der skal fokusere mindre på manden, Henry Wellcome, der indsamlede objekterne, og mere på de mennesker, som objekterne oprindeligt tilhørte.

»Vi er midt i en forandringstid«, siger hun. »Afkolonisering er en eksperimenterende proces. Det vil være umuligt at gøre alle tilfredse, og jeg tror heller ikke, at vi – i det mindste i en britisk kontekst – kan forvente, at det vil være behageligt hele tiden.«

Hun påpeger, at mange museer trods alt er institutioner, der blev til i kolonitiden. »Det er den virkelighed, som de i øjeblikket arbejder på at konfrontere,« siger Potts.

Helt uenig er til gengæld Christopher Snowdon fra tænketanken Institute of Economic Affairs. I The Times stemplede han beslutningen som »kulturel vandalisme« og tilføjede i en kommentar til museets bestyrelse: »Hvis I finder det foruroligende, at folk før i tiden ikke delte jeres progressive værdier, så bør I måske ikke stå i spidsen for et museum.«

Han blev sekunderet af klummeskribenten Melanie Phillips, der ligeledes i The Times skrev:

»Det er et uvidende, uærligt og ubalanceret syn på fortiden, hvor man stempler det hvide vestlige samfund som kilden til alt ondt, mens man ignorerer de positive bidrag og samtidig ser gennem fingre med horrible overgreb begået af andre kulturer.«

Hun påpegede, at Henry Wellcome foruden sin samling oprettede en fond, der stadig i dag støtter medicinsk forskning med millioner af pund hvert år, og som blandt andet har bidraget til udviklingen af den første medicinske behandling af både hiv og leukæmi.

Ifølge Michael Deacon, klummeskribent for The Daily Telegraph, kan lukningen af Medicinmand ligefrem være begyndelsen på enden for vestlige museer. For snart vil andre museer ligesom Wellcome Collection stille sig selv spørgsmålet: »Hvad er meningen med museer?«

»Og de vil i sidste ende konkludere, at deres udstillingsgenstande – eller dem, der bragte disse objekter til Storbritannien, eller dem, der grundlagde museet – er racistiske, sexistiske, fordomsfulde over for handicappede eller bare skyldige i ikke at reflektere det 21. århundredes progressive holdninger. Og så vil også de nå til den konklusion, at den eneste hæderlige udvej vil være helt at lukke deres museer ned,« skriver han.

»Der var næsten 100 procent enighed om, at det var moralsk rigtigt at returnere ejerskabet af objekterne, eftersom de tydeligvis var blevet stjålet,« siger direktøren for Horniman Museum and Gardens i London om beslutninge om at returnere 72 bronzeobjekter til Nigeria. Foto: Maja Smiejkowska, Scanpix.
»Der var næsten 100 procent enighed om, at det var moralsk rigtigt at returnere ejerskabet af objekterne, eftersom de tydeligvis var blevet stjålet,« siger direktøren for Horniman Museum and Gardens i London om beslutninge om at returnere 72 bronzeobjekter til Nigeria. Foto: Maja Smiejkowska, Scanpix.

I en kommentar i The Spectator påpeger Douglas Murray desuden, at det langtfra kun er museet The Wellcome Collection, den er gal med.

»I dagens Storbritannien forventes det, at vores kulturelle institutioner bestyres af folk, som hader de samlinger, de har ansvaret for, tillige med vores kultur og vores historie generelt,« skriver han med henvisning til, at mange britiske museer i de seneste år er gået i gang med at »afkolonisere« deres samlinger.

Douglas Murray begræder især de mange forklarende skilte på museerne med referencer til forbrydelser begået af hvide europæere i kolonitiden.

På Pitt Rivers-museet i Oxford, anfører han, hænger der for eksempel en plakat ved indgangen, der forklarer de besøgende, at hele museet er et »aftryk efterladt af kolonitiden« og »ikke et neutralt sted«.

Tilbagelevering af artefakter

Men det er ikke kun museernes afstandtagen til egne samlinger, der har vakt vrede.

Det har også vakt bestyrtelse, at en række museer på eget initiativ er gået i gang med at returnere artefakter til lande, hvorfra de engang blev stjålet. Afkolonisering omfatter således alt fra at sætte udstillingsobjekter ind i en historisk kontekst til tilbagelevering af artefakter, der blev stjålet i kolonitiden.

I december besluttede Cambridge Universitets Arkæologi og Antropologi Museum (MAA) for eksempel at levere nogle traditionelle klædedragter og smykker tilbage til Uganda.

Og i august måned overdrog Horniman Museum and Gardens i London 72 såkaldte Benin-bronzer til Nigeria; bronzeobjekter, som efter de britiske styrkers voldelige angreb på kongebyen Benin i 1897 blev stjålet og spredt ud over hele verden.

Ifølge museets direktør, Nick Merriman, blev beslutningen truffet efter konsultation med lokale interessegrupper og skoleelever.

»Der var næsten 100 procent enighed om, at det var moralsk rigtigt at returnere ejerskabet af objekterne, eftersom de tydeligvis var blevet stjålet. Hvis objekterne var blevet købt på lovlig vis eller modtaget som gave, er det meget muligt, at vi havde truffet en anden afgørelse,« siger han til Weekendavisen.

På British Museum – der huser en større samling Benin-bronzer – er bestyrelsesformand George Osborne imidlertid ikke enig i beslutningen, som øger presset på hans egen institution for at levere stjålne objekter tilbage. I en tale for nylig advarede han mod tilbagelevering af artefakter med argumentet om, at British Museum er en institution med global rækkevidde, der huser menneskehedens kulturarv.

Landets kulturminister, Michelle Donelan, har desuden kaldt det for en »meget farlig glidebane«, hvis Storbritannien tilbageleverede Parthenon-frisen af marmorskulpturer til Grækenland. På et tidspunkt gik der således rygter om, at British Museum og den græske regering skulle være tæt på en aftale, hvilket dog ikke lyder sandsynligt set i lyset af bestyrelsesformandens udtalelser.

Kulturminister Donelan afviste i samme åndedræt, at den britiske regering skulle have planer om at revidere den såkaldte British Museum Act of 1963, der gør det ulovligt for museet at returnere objekter, ligegyldigt hvordan det i sin tid kom i besiddelse af dem.

»Hvor ville det ikke ende?« sagde hun med henvisning til, at det kunne føre til krav fra mange andre lande.

Men skal man tro Sharon Heal, direktør for The Museum Association, der som medlemsorganisation for 1.800 britiske museer bidrager med vejledning i »afkolonisering«, er dén indstilling imidlertid ude af sync med de globale strømninger.

I Tyskland har Stiftung Preußischer Kulturbesitz, der fører tilsyn med 27 museer i og omkring Berlin, for nylig overført ejerskabet af 512 Benin-bronzer til Nigeria. Og i USA har Smithsonian Institution i Washington returneret tusindvis af artefakter. Flere europæiske lande – såsom Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig – har vedtaget eller er i færd med at vedtage nye love, der vil gøre det muligt at returnere stjålne genstande til oprindelseslandene.

»British Museum er ude af trit med den øvrige museumsverden på det her område,« siger Heal til Weekendavisen.

Progression eller selvdestruktion

Debatten om afkolonisering af kulturarven blev udløst af mordet på George Floyd i USA og de efterfølgende Black Lives Matter-protester i 2020. Og det synes at være en kulturkrig, der kun lige er begyndt – i hvert fald er der ingen tegn på, at antikolonialisterne har tænkt sig at stikke piben ind.

Som museumseksperterne Sharon Heal og Andrea Potts samt Horniman-direktør Nick Merriman ser det, sidder kritikerne fast i kulturkampen fra 2020. De tre anskuer afkolonisering som en fascinerende fornyelsesproces, der vil ruste museerne til fremtiden.

Heal kalder derfor Wellcome Collections beslutning for modig og påpeger, at det er helt almindeligt, at museer fornyer deres udstillinger indimellem.

»Afkolonisering i dette tilfælde handler ikke så meget om at fjerne noget. Det handler mere om at tilføje fortællingen noget nyt, så de besøgende får en bedre forståelse for den historie, der formidles i udstillingen, samt en bedre forståelse for konsekvenserne for de folk, hvis objekter, behandlingsmetoder og historier blev taget fra dem; ofte uden at de blev krediteret,« siger hun.

Nick Merriman er enig og mener heller ikke, at det vil resultere i tomme museer, hvis British Museum – og andre museer – returnerer stjålne artefakter.

»Hver gang et museum returnerer objekter, får vi præsenteret skrækscenarier, som ikke går i opfyldelse. Horniman har for eksempel 300.000 objekter, og vi har returneret ejerskabet af 72. Så det her er ikke enden på museer for globale kulturer,« siger han og tilføjer, at Horniman tilmed har indgået en aftale med Nigeria om at låne hovedparten af objekterne.

»Vi har overført ejerskabet af alle 72 objekter til Nigeria, men kun fire er fysisk blevet returneret indtil videre. Resten forbliver i Horniman på lån i 12 måneder, mens vi laver en plan for tilbageleveringen, men vi håber, at vores kolleger vil udlåne nogle af objekterne til os i en længere periode. Vi ser i det hele taget aftalen som begyndelsen på et nyt samarbejde, som vi håber vil inkludere uddannelse og udveksling,« siger han.

Ifølge museumsekspert Andrea Potts vil man sandsynligvis se flere af den type aftaler i fremtiden. Og hun tilføjer, at dette blot er ét eksempel på fornyelse i museumsverdenen affødt af debatten om afkolonisering. Selv er hun del af et rent elektronisk museum, der dokumenterer folks oplevelse af at leve under kolonistyre.

»Debatten handler ikke længere om, hvorvidt museerne skal afkoloniseres, men mere om, hvornår og hvordan det skal gøres,« siger hun.