Essay. En af årets længe ventede udstillinger – Philip Guston Now – åbnede aldrig. Den blev taget af plakaten af blandt andre National Gallery i Washington og Tate Modern i London af frygt for, at billederne skulle provokere de aktivistiske miljøer, der i højere og højere grad udøver et pres på de store kulturinstitutioner.
Tidsånd
Det er hvert år kunstmuseums klassiske skrækscenario, at kataloget ikke er færdigt, når udstillingen åbner. I 2020 har vi imidlertid været vidne til en helt usædvanlig museal mutation, den nemlig, at et katalog foreligger, flunkende, flot og gennemarbejdet, med motiverende forord og hele moletjavsen af tak til udlånere og sponsorer – men udstillingen selv, den åbnede aldrig.
Det er sket for flere museer i 2020, fordi sygdom er hver mands herre, men det er ikke den slags force majeure, der har gjort, at så celebre institutioner som National Gallery i Washington, Museum of Fine Arts i Boston, Museum of Fine Arts i Houston og Tate Modern i London tidligere på året valgte at udskyde en af de største retrospektive visninger nogensinde af den amerikanske maler Philip Guston (1913-1980) i fire år – lige så lang tid, som man havde arbejdet på udstillingen. Udskydelsen havde allermest karakter af en aflysning – og man må desværre gerne høre ordet cancel culture genklinge i det mere uskyldige cancellation.
Del:
