Nadia, navnet opdigtet, fra sortehavsbyen Kherson, sendte sin 14-årige søn afsted på ferielejr på Krim i oktober, dengang byen endnu var besat af russiske styrker.
Hun mente, det var godt for ham at få et par ugers adspredelse væk fra den krigshærgede by. Men nu, snart tre måneder senere, er han endnu ikke kommet hjem. Først begrundede lejrledelsen det med, at det ville være for usikkert for drengen at vende tilbage. Efter at Kherson i november igen kom under ukrainsk administration, skiftede begrundelsen. Nu hed det sig, at man ikke kunne sende drengen tilbage, fordi hans hjemby var »besat« af ukrainske styrker, og at der i øvrigt var »problemer« med drengen. Han ytrede proukrainske synspunkter og havde en trefork, det ukrainske nationalsymbol, som baggrund på sin Telegram-profil.
Anya, navnet opdigtet, på 14 var indlagt på en institution for tuberkulosepatienter i Mariupol i foråret, da russiske styrker sønderbombede byen. Institutionen blev ramt, og hun måtte tage flugten i huj og hast sammen med de andre børn og voksne uden at få sine få ejendele med sig, heriblandt en notesbog med moderens telefonnummer. Ved et checkpoint blev hun tilbageholdt af russiske styrker, blev sat på en bus og bragt til den russiskbesatte del af Donbas. Hun kunne ikke huske telefonnummeret på sin mor eller andre slægtninge og blev sat på et fly til Moskva. »Jeg ønskede ikke at rejse. Men ingen spurgte mig,« siger hun i en udveksling af tekstbeskeder med The New York Times, som har haft held til at opspore hende. I dag er hun anbragt hos en plejefamilie nær Moskva. Plejefamilien behandler hende godt, betoner hun, og hun bliver snart russisk statsborger. »Men det vil jeg ikke være,« siger hun i en tekstbesked. »Mine venner og min familie er ikke her.«
Kun et par eksempler ud af mange på, at de russiske myndigheder i de besatte dele af Ukraine tvangsfjerner børn fra deres ukrainske forældre eller fra børnehjem og sender dem til Rusland for at »russificere« dem. Det er ikke noget ukendt fænomen i verdenshistorien, for eksempel blev omkring 200.000 etnisk polske børn tvangsfjernet fra deres hjem af nazisterne for enten at blive brugt som slavearbejdere, anvendt til medicinske eksperimenter eller – for de »racemæssigt værdifulde« blandt dem – anbragt hos tyske plejeforældre og »germaniseret«.
Af den ukrainske regerings portal Children of War, der dagligt fører regnskab med, hvor mange børn der er dræbt, såret eller savnes som følge af krigen, fremgik det onsdag, at 13.876 ukrainske børn menes at være tvangsdeporteret til Rusland eller til de russiskbesatte områder.
Men tallet er givetvis større, siger Marina Lypovetska i telefonen fra Kyiv. Hun er leder af afdelingen for eftersøgning af savnede børn i den ukrainske børnerettigheds-ngo Magnolia.
»Det antal, der nævnes på den officielle portal, er fremkommet på baggrund af henvendelser fra forældre, slægtninge eller børneinstitutioner. Tallet kan rumme børn, hvis skæbne man ikke kender, nogle kan være omkommet eller være blevet væk i krigens tumult. Men det er helt sikkert større end de knap 14.000. Rusland har blokeret for alle forbindelser til de besatte områder, både telefon og internet, så folk kan ikke ringe eller maile til deres slægtninge og rapportere om, hvad der sker der. Vi får først det fulde billede, når den ukrainske hær når frem.«
Ikke kun forældreløse
Der findes tre kategorier af børn, der er særligt udsat for at blive tvangsdeporteret, uddyber Lypovetska. Den første gruppe er de mest sårbare børn, de forældreløse eller børn fra familier, der af den ene eller anden grund er ude af stand til at forsørge dem, og som derfor er anbragt på børnehjem. En anden gruppe er børn, som russiske styrker træffer på i krigssituationer, for eksempel ved vejspærringer. En tredje er de børn, der bliver sendt på ferielejre i russiskkontrollerede områder.
Ifølge den statslige russiske propaganda er det kun forældreløse børn, der bliver taget med til Rusland og anbragt på russiske børnehjem eller hos pleje- eller adoptivforældre.
Men det er en løgn, siger Lypovetska. »De fleste af de børn, de tager, har forældre eller slægtninge i Ukraine. Det sker ikke sjældent, at børnene bliver taget med af russerne, hvis en eller begge forældre er blevet dræbt. Men børnene har bedsteforældre, onkler og tanter, som er værger for børnene, og som sagtens kan tage sig af dem. Disse børn har ret til at leve med deres egne familier.«
Hvad angår børnene, der tilbageholdes i russiskkontrollerede ferielejre, skønner Lypovetska, at det drejer sig om »adskillige hundreder«, især fra de områder af Ukraine, der tidligere var besat af russerne, men nu er befriet af ukrainske styrker, som for eksempel Kharkiv-regionen i nord og Kherson i syd.
»Fra russisk side hævdes det, at forældrene kan få børnene med hjem, hvis de selv kommer og henter dem og har den fornødne dokumentation,« siger Lypovetska. »Men dels indebærer det tit, at forældrene må krydse en aktiv krigszone, for eksempel hvis de skal fra Kherson til deres børns ferielejre på Krim. Hvis du er mand, risikerer du at blive tilbageholdt, anklaget for at tilhøre de ukrainske styrker. Og i de tilfælde, hvor forældrene faktisk når frem og kræver deres børn udleveret, viser det sig ofte, at børnene er blevet overført til et andet sted, tit til Rusland. De gemmer disse børn og ændrer deres dokumenter og deres navne for at forhindre forældre og slægtninge i at finde dem.«
Putins børnekommissær
Den russiske tvangsfjernelse af ukrainske børn er topstyret fra højeste sted. Præsident Putin udstedte i maj et dekret, der gjorde det let for russiske familier at adoptere ukrainske børn, selvom det ifølge russisk lov ellers er forbudt at adoptere børn fra andre lande. I spidsen for kampagnen satte han den russiske regerings kommissær for børnerettigheder, Maria Lvova-Belova, som har kastet sig ud i hvervet med stor entusiasme. Blandt andet adopterede hun selv sidste forår en forældreløs dreng fra den på det tidspunkt omringede og sønderbombede by Mariupol, og hun har åbent talt om sine vanskeligheder med at få ham til at »elske Rusland«. USA, EU, Storbritannien og en række andre lande har indført personlige sanktioner mod Lvova-Belova for hendes deltagelse i tvangsfjernelsen.
Tvangsfjernelsen er ikke noget, Rusland går stille med. Hver gang et fly lander med en ny samling tvangsfjernede ukrainske børn, møder embedsmænd op med bamser og balloner til børnene – og det publiceres alt sammen vidt og bredt i de statslige medier og på myndighedernes hjemmesider. I august fremgik det for eksempel af en hjemmeside fra Departementet for Familie og Børn i den sibiriske Krasnodar-region, at flere end 1.000 ukrainske børn var blevet adopteret af familier i så fjerne sibiriske byer som Tjumen, Irkutsk og Kemerovo, mange tusind kilometer fra Ukraine.
I de statsstyrede russiske medier fremstilles tvangsfjernelsen som en bestræbelse på at redde forældreløse og sårbare ukrainske børn fra krigens gru. Men sådan ser Oleksandra Romantsova, direktør for den ukrainske menneskeretsorganisation Center for Civil Liberties, der i december modtog Nobels Fredspris, ikke på sagen.
»At bortføre børn mod deres egen, forældrenes eller værgernes vilje, er en krigsforbrydelse, ligegyldigt hvor godt eller dårligt børnene ellers bliver behandlet,« siger hun i en telefonsamtale fra Kyiv.
»Hvis den russiske besættelsesmagt vil evakuere børn fra en krigszone af hensyn til deres sikkerhed, skal den give alle informationer videre til forældre, værger eller de myndigheder, der er ansvarlige for børnene, blandt andet om børnenes nye opholdssted. Børnene skal have mulighed for at opretholde kontakten til deres forældre og nære pårørende. De skal have ret til at udtrykke sig på deres eget sprog og til at dyrke deres egen kultur. Og de skal kunne returnere hjem øjeblikkeligt, når årsagen til, at de blev evakueret, ikke længere er relevant. Intet af dette sker!« siger Romantsova. »Tværtimod gør den russiske besættelsesmagt alt for at holde børnene og deres forældre i uvidenhed og for at udradere børnenes ukrainske identitet. Tvangsfjernelserne er et led i Putins forsøg på at begå folkemord på ukrainerne.«
Få succeshistorier
Når et tvangsdeporteret ukrainsk barn først er kommet til Rusland, er det meget svært at få det udleveret, siger Marina Lypovetska fra ngo'en Magnolia, der har 20 års erfaring i at finde savnede børn.
Der er succeshistorier. Lypovetska fortæller om Ihor (navnet opdigtet), der blev skilt fra sin tiårige søn ved et russisk checkpoint uden for Mariupol. Russerne fattede mistanke til ham, fordi det fremgik af hans identifikationspapirer, at han har været ukrainsk soldat. Han blev taget ind til forhør, gennembanket og holdt i fangelejr i et par uger. Sønnen blev transporteret bort til en for Ihor ukendt destination. Pludselig en dag ser Ihor et klip på russisk tv af sønnen, der er såret og indlagt på hospital i Luhansk i den russiskbesatte del af Ukraine. Ihor beder Magnolia om hjælp, en russisk advokat bliver kontaktet, de nødvendige dokumenter udfærdiget – og faderen får at vide, at hans eneste chance for at besøge hospitalet og måske få sønnen med sig er at fremstå som prorussisk og at kunne godtgøre, at han har tænkt sig at rejse til Rusland med sønnen. Da far og søn er i Rusland, rejser de videre til Finland og derfra tilbage til Ukraine.
»Men det er få tilfælde, der ender sådan,« fortsætter Lypovetska. »Normalt er det meget svært at spore et barn. Vi følger med i de russiske medier, på de sociale medier og i de kendte blogs, og vi har stadig nogle få troværdige russiske samarbejdspartnere og advokater, der vil samarbejde med os på trods af den enorme trussel fra myndighederne, de lever under. Finder vi ud af, hvor et bortført barn opholder sig, begynder processen med at lægge pres på Rusland, også ved hjælp af internationale partnere. Men det er ikke enkelt. De russiske myndigheder er overhovedet ikke hjælpsomme i disse sager.«
Tallene fra den ukrainske regerings portal Children of War siger sådan set alt: Af de 13.876 børn, der er registreret som tvangsdeporteret til Rusland eller russiskbesat område, er de 125 blevet udleveret til deres ukrainske forældre eller værger.
