Da jeg i sommer var i den helt spæde begyndelse af min graviditet, stod der i min graviditetsapp, at 22-23 dage efter befrugtningen begynder hjertet – der ikke er større end en birkes – at slå ved egen kraft. Jeg forstod det ikke. Tænk, at noget nyt kan blive til.

Nu er det december, og selvom der ikke er længe til termin, forstår jeg det stadigvæk ikke. Jeg kan planlægge foredrag og lægge sommerferieplaner, men at der kommer et barn i begyndelsen af næste år, er ud over min fatteevne. Den nye begyndelse er et kvantespring. Mit barns fødsel er år nul.