Kommentar. Reaktionerne på landsholdets VM-fadæse afspejler vores mærkelige folkeånd.

Selvudslettende selvfedme

VM er der, hvor verdens folkeånder mødes hvert fjerde år for at udkæmpe en dyst med en bold. Det kan enhver se. Der er englænderne med deres postkoloniale fantomsmerter, hvor de endnu ikke har affundet sig med, at de har fået de fleste lemmer amputeret, og derfor stadig opfatter sig som en stormagt. Denne teaterforestilling ser man udspille sig hvert år, hvor deres sentimentalisme legemliggøres i og uden for banen, når deres landshold sendes afsted.

Brasilianerne skal partout spille en type fodbold, der bekræfter nationens selvopfattelse som livsglade æstetikere med forkærlighed for det legende og ekstroverte, mens man i Uruguay har en mere kynisk selvopfattelse, der skal udleves gennem en brutal og defensiv tilgang til fodbold. Desværre mangler vi i år at kunne opleve svenskernes lighedsorienterede, kollektivistiske filosofi, afspejlet i landsholdet såvel som i folkhemmet. Begge dele er som taget ud af et savværk, hvor alle skal hjælpe med at bære den store, tunge træstamme, og ingen må løbe for hurtigt i forvejen. En evig 4-4-2-opstilling.

Desværre så vi også danskernes folkeånd udfolde sig ved dette VM. Men ikke i den version, der forførte os ved EM sidste sommer, hvor vi kunne forbinde det smukke fællesskab med flotte resultater. Da så vi fortællingen om vores velfærdssamfund, denne humlebi, der ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel – i høj fart og med et stort sikkerhedsnet under sig og seks ugers ferie. Syv forskellige spillere stod bag vores 12 smukke mål. Legesyge, lighed og succes.

Nej, i år gik det dårligere end nogensinde, og i stedet kunne man nu se en anden side af vores folkeånd udtrykke sig. Nu var det ikke humlebien, der ikke burde kunne flyve, men humlebien, der faldt til jorden uden så meget som at prøve at baske med vingerne. Og hvordan reagerede danskerne? Mange var skuffede, nogle var vrede, men mest gennemtrængende var fortællingen om, at værre var det jo heller ikke. Det var jo blot to nederlag og en uafgjort kamp, som DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, kunne sige dagen efter ydmygelsen mod Australien.

Og det udstråler et andet element i vores folkeånd. Vi har enorme forventninger til vores landshold, men lever de ikke op til dem, så forvandler vi hurtigt disse store ambitioner til fortællinger om, at vi jo også bare er et lille land, og mere kan man jo heller ikke kræve, når vi ikke er større. Som endnu en plan fra Egon Olsen, der gik i vasken. Trænerens indsats? Nu skal man ikke være så hård, lyder det. Kasper Hjulmand er en flink fyr og en dygtig træner. Han er sgu' god nok. Og han har nok en ny plan. Skiide godt, Kasper!

Vi opfatter os selv som bedre end resten af verden. Men det er ikke afgørende for os, at resten af verden anerkender dette, eksempelvis ved at give os en pokal. Det er okay, at det ikke afspejler sig i målbare resultater. Så længe vi selv føler os gode, er det nok. Det er denne selvudslettende selvfedme, en vekselvirkning mellem storhedsvanvid og småstatsmentalitet, vi ser nu. I DBU taler man meget om, at fodbolden skal forvandle os kulturelt. Men i virkeligheden gør man det modsatte, når man indleder en slutrunde med store ambitioner og bagefter affejer det ydmygende nederlag som småting: Man bekræfter os i vores kulturelle selvforståelse uden så meget som at prøve at forandre den.