Satellit. Paven blev snydt for det flotteste træ til Peterspladsen. Det vokser nu videre i skoven, reddet af bureaukrati.

Juletræls i Rom

Det skulle have været en enkel operation: Lidt motorlarm mellem stammerne, et brusende fald, og så skulle en kæmpe ædelgran være på vej fra den lille italienske bjergby Rosello, som flere år tidligere havde lovet paven et juletræ til Peterspladsen i Rom.

Men så kom der en træelskende jurist i vejen. Dario Rapino, som han hedder, opdagede i sidste øjeblik, at den udvalgte ædelgran slet ikke stod i regionen Abruzzo, sådan som borgmesteren havde påstået, men derimod i naboregionen Molise, som ikke uden videre kunne give tilladelse til fældning af en ædelgran, som er noget af en sjældenhed på de kanter.

Et træ fik paven nu alligevel, og stadig en ædelgran, men kun på 26 meter og ikke så majestætisk som det eksemplar, paven oprindelig var blevet lovet. Det blev fældet og genrejst i Vatikanet for nogle uger siden, efterfulgt af diskussionen om, hvorvidt det ikke snart var på tide at lade træerne være.

Det er ikke første gang, at et stort juletræ i Rom vækker røre. For nogle år siden var borgerne i Rom forargede over »Lo Spelacchio«, et særligt afpillet kommunalt juletræ, som var så grimt, at mange til sidst kom til at holde af det, og siden er kommunens juletræer blevet opkaldt efter det. Mor.