I demokratier får man priser for dybdeborende, kritisk journalistik. I diktaturer er det omvendt noget, der har en pris. 30-årige Farida Rustamova har betalt den, lige siden hun var femteårsstuderende på Ruslands mest prestigiøse journalistuddannelse på Moskvas Statsuniversitet.

I dag er Rustamova en af de russiske iagttagere, som vestlige medier oftest bruger, når de forsøger at berette om, hvad der foregår i Vladimir Putins krigsførende Rusland. Hun bliver interviewet til store aviser som britiske The Guardian og norske VG og har skrevet opinionsartikler i The New York Times og Financial Times. Herhjemme bliver hendes tanker ofte citeret i Berlingske.