JUBLEN OVER HELLE Thorning-Schmidt vil ingen ende tage. Mens landsholdet skamfuldt pillede armbindet af, bar den tidligere statsminister et larmende regnbueflag på sine jakkeærmer i Qatar. Tilsyneladende helt uden konsekvenser. En dansk fan blev ellers afvist på stadion for at have regnbuesokker på, og anfører Simon Kjær blev ifølge Helle Thorning-Schmidt truet med en dags karantæne for at bære et regnbuefarvet budskab om One Love.
Men lige netop hende tør ingen tilsyneladende true eller røre ved. Selvom hun er i Qatar i sin officielle egenskab af formand for DBUs såkaldte governance- og udviklingskomité, blev hun hverken eskorteret ud af stadion eller straffet af DBU eller FIFA. Tværtimod. Nu hyldes hun, som var hun rejst til Qatar for egen regning som aktivist, en menneskerettighedsforkæmper med mandsmod til at protestere regimet lige op i ansigtet.
Anderledes tavst opførte Helle Thorning-Schmidt sig, da hun selv var statsminister, og et andet autoritært regime ville have et andet kontroversielt flag fjernet. Her vendte hun det blinde øje til, mens dansk politi rev Tibet-flag ud af hænderne på danske borgere og tilbageholdt dem i strid med loven under et kinesisk statsbesøg i 2012. Dengang stod hun forrest i den politiske spids, der skulle sikre, at kineserne var tilfredse med besøget. Erhvervsinteresser for milliarder af kroner var på spil.
Den danske regering stod linet op langs den kinesiske delegations rute, hvor mandskabsvogne blev kørt ind foran Tibet-demonstranter for at skærme dem visuelt. Andre blev tilbageholdt i Kongens Have og bedt om at lægge deres Tibet-flag fladt på jorden, så de ikke kunne ses fra Rosenborg, hvor kronprinseparret modtog den daværende præsident, Hu Jintao. Helle Thorning-Schmidt selv lader ikke til at have taget større notits af det forbudte flag eller af menneskerettighedskrænkelserne under besøget. I sin afhøring i Tibetkommissionen rettede hun pilen mod de underordnede politifolk:
»Jeg synes, der var gået hårdt til demonstranterne (...), og jeg kunne se, at der var debat om det i medierne og i Folketinget,« sagde hun ifølge TV 2.
Da kommissionens udspørger ville vide, om hun selv havde taget affære, for eksempel ved at bede Justitsministeriet om en redegørelse, svarede hun:
»Nej, det gjorde jeg ikke. Det opfattes ikke som Statsministeriets pligt. Jeg brugte ikke så meget tid på det, for der var så mange andre ting, der foregik. Jeg kunne se, det blev en større og større sag, og at udenrigsministeren blev kaldt i samråd og stillet til ansvar for det.«
Der er åbenbart forskel på flag. Eller på, hvad man stiller sig i spidsen for at forsvare, alt efter hvor store konsekvenser det kan få.
DEN SAMME TALLERKEN vendte Helle Thorning-Schmidt på, da hun – før hun selv blev statsminister – kritiserede Poul Nyrup Rasmussen for ikke at turde mødes med Dalai Lama, endnu en handling, som Kina slår hårdt ned på.
»Selvfølgelig ville jeg tage imod Dalai Lama,« sagde hun i Den første, biografien om hende fra 2007.
Det gjorde hun dog ikke, selvom han faktisk kom til Danmark, mens hun var statsminister. I Tibetkommissionen forklarede hun det sådan her:
»Han spurgte ikke om et besøg. Skulle vi have opsøgt et besøg og bedt om det? Det gjorde vi ikke.«
Ganske bemærkelsesværdigt er det i sit eftermæle lykkedes Helle Thorning-Schmidt at operere sig selv helt ud af Tibet-sagen. Hun har stadig ikke forholdt sig til, at dansk politi brød loven på hendes vagt, eller til sin egen rolle under statsbesøget.
Samme teflon er hun tilsyneladende pakket ind i i Qatar. Selvom Helle Thorning-Schmidt støtter, at landsholdet tog One Love-armbindet af på grund af trusler om karantæne, er hun opsigtsvækkende nok den eneste i dansk fodbold, der er blevet mere populær af at rejse til Qatar med den officielle delegation. Det er hverken landsholdet, Nadia Nadim, DBU eller FIFA forundt.
Det er meget muligt, at Helle Thorning-Schmidt bare udstiller den politiske fleksibilitet og omstillingsparathed, det kræver at afveje flere ulemper mod hinanden. I så fald burde man måske vente lidt med at udnævne hende til den nationale skytsengel for menneskerettigheder.
Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.
