Hver dag under VM skriver Joakim Jakobsen og Asker Hedegaard Boye med hinanden om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på Weekendavisen.dk/VM og i nyhedsbrevet Bænkevarmer.
Kære Joakim
VM er et forstørrelsesglas, der viser os landenes sande sindelag og hensigter, både på og uden for banen. Sådan er danskerne, sådan er mexicanerne. Intet andet sted end på fodboldstadionet tør vi efterhånden tale om nationale karakterer. Men VM er også en parallelvirkelighed. Et fireårligt karneval, hvor ingenting er, som det plejer at være.
I år skal verdens bedste findes uden tre af verdens bedste: Hverken franske Karim Benzema, Senegals Sadio Mané eller Mohamed Salah fra Egypten er således med i Qatar. Tre spillere, der har tegnet klubfodboldens top i årevis, ligesom Robert Lewandowski, der har scoret mål nonstop i et tiår for Borussia Dortmund, FC Bayern München og FC Barcelona.
Men ved verdensmesterskaberne kan han bare ikke score. I går spillede polakken karrierens fjerde målløse VM-kamp og brændte et straffespark på Mexicos 37-årige målmand, Guillermo Ochoa, der omvendt er en af de særlige VM-spillere, som tilsyneladende kun rigtig findes fire uger hvert fjerde år. Ochoa, hvis største bedrift på klubplan er det nord- og mellemamerikanske mesterskab for 16 år siden, deltager ved sit femte VM. Ingen har været med til flere.
Klubfodbolden har vænnet os til nødvendighedens tvang. En vedvarende højtideligholdelse af kapitalens magt. De største vinder, punktum. Landsholdsfodbolden, og i særdeleshed de korte, intense slutrunder, fungerer efter en anden logik. Her kan de italienske europamestre kvaje sig i kvalifikationen, og her kan Saudi-Arabien slå Argentina 2-1 efter at have været bagud på en overlegen straffesparksscoring af selveste Lionel Messi.
Saudiernes sejr var en lussing til det datavælde, der råder over spillet. Argentina havde bolden mere end to tredjedele af tiden, løb i ti offsider og sendte 15 afslutninger afsted mod Mohammed Al-Owais' mål. Til gengæld begik Saudi-Arabien tre gange så mange frispark som deres modstandere, fik seks gule kort i anden halvleg og scorede to mål på tre skud. Ifølge det populære analyseværktøj expected goals (xG) burde argentinerne have vundet 2-0.
Den sensationelle sejr har fået Saudi-Arabiens gamle kong Salman bin Abdulaziz Al-Saud til at erklære dagen i dag for national helligdag og fridag for samtlige ansatte i den offentlige og private sektor samt børn og unge på alle skole- og uddannelsestrin, mens dele af det øvrige Mellemøsten – fra Jordan og Syrien til Gaza – jublede med. 2-1-triumfen skriver sig ind i VM-historien som en af de fem største sensationer:
5. Cameroun – Argentina 1-0 i Italien 1990
Ved åbningskampen i Milano tabte de forsvarende verdensmestre med Diego Maradona som anfører til Cameroun, hvis sejrsmål blev sat ind med panden af François Omam-Biyik midtvejs i anden halvleg. Vestafrikanerne nåede kvartfinalen, mens argentinerne fik rystet nederlaget af sig og nåede finalen, hvor man tabte til Tyskland.
4. Østtyskland – Vesttyskland 1-0 i Vesttyskland 1974
Kun én gang mødtes Østtyskland og Vesttyskland i en A-landskamp. Det var i Hamburg ved VM i 1974 i sidste kamp i første gruppespil. Østtyskerne sejrede på mål af Jürgen Sparwasser, der fejrede sin scoring med en spontan kolbøtte. 15 dage senere kunne Vesttyskland kalde sig verdensmester.
3. Saudi-Arabien – Argentina 2-1 i Qatar 2022
Forud for de to nationers møde i Lusail havde VM-favoritterne fra Argentina ikke tabt i 36 landskampe (én fra Italiens verdensrekord), men lige lidt hjalp det. Saudierne leverede et vildt comeback, ikke mindst takket være et vidunderligt sejrsmål af kampens bedste spiller, Salem Al-Dawsari.
2. Nordkorea – Italien 1-0 i England 1966
Nordkoreanerne deltog efter 15 afrikanske landes boykot af den afrikansk-asiatiske kvalifikation på grund af den ulige fordeling af VM-pladser og FIFAs nølende holdning til apartheidstyret i Sydafrika. På dette storpolitiske bagtæppe slog Nordkorea mægtige Italien i Middlesbrough. Et resultat, der sendte italienerne hjem og Nordkorea i kvartfinalen, hvor det blev til et 3-5-nederlag til Eusébios Portugal.
1. USA – England 1-0 i Brasilien 1950
Før VM 1950 havde englænderne ikke orket at berige verdensmesterskaber med deres selskab, og da de første gang troppede op, blev de til grin i hele verden. Så sikker var England på sejr i deres anden puljekamp i Belo Horizonte mod USAs fyraftensproffer (et postbud, en bedemand og en opvasker, blandt andre), at man valgte at lade stjernen Stanley Matthews sidde over. »Det ville være mest fair at lade amerikanerne starte med at føre 3-0,« skrev Daily Express. Det blev nu ikke nødvendigt. USA sloges som gale og vandt The Game of Their Lives på mål af haitianskfødte Joe Gaetjens. Hverken englænderne eller deres amerikanske overmænd gik videre fra det indledende gruppespil.
… ej at forglemme Costa Rica-Italien 1-0 i 2014, Senegal-Frankrig 1-0 i 2002, Sydkorea-Italien 2-1 i 2002, Norge-Brasilien 2-1 i 1998, Algeriet-Vesttyskland 2-1 i 1982 og Costa Rica-Italien 1-0 i 2014.
Kære Asker
En vidunderlig perlerække. Den lille parts historiske triumf, den store parts nationale skam og skændsel. Fodbold er et forunderligt spil.
Danmarks hæsblæsende premierekamp i går mod Tunesien nager mig. Det var en fremragende VM-kamp, hvilket fornøjede iagttagere i Spanien, Storbritannien og Tyskland også fremhævede: en usædvanligt livlig og spændende 0-0-kamp. Med 14 forsøg inden for målrammerne efter hjørnespark satte opgøret rekord i VM-historien (siden 1966, da man indledte denne statistik).
Jeg sidder bare tilbage med fornemmelsen af dansk fiasko, i kampen og i VM-turneringen som helhed.
Tunesien var et imponerende velorganiseret mandskab, og det var i dén grad kampklart. Det var Danmark åbenlyst ikke. Der gik jo en halv time, før et dansk landshold, som burde være toptunet, fik en smule greb om spillet. Mod en modstander med to Superliga-spillere i startopstillingen.
Det var som et skænderi, hvor den ene part er meget ophidset, mens den anden voksent og patroniserende vil dæmpe lydniveauet: Jeg hører, hvad du siger …
Hele situationen var indkapslet i scenen efter få minutter, da det hvirvlende midtbanebæst Aïssa Laïdouni springtacklede bolden til indkast og brølede op mod tribunen, mens Christian Eriksen smågrinede ad ham.
Well, tuneserne fik deres vilje, og i hele det første kvarter var danskerne statister. Ganske forbløffende. Jeg håber, at de enkelte spillere er dybt frustrerede. Det kan jo for pokker være den sidste eller den tredjesidste VM-kamp i deres liv.
Noget må vel falde tilbage på landstræner Kasper Hjulmand, når hans folk går så afdæmpede på banen til en VM-kamp?
Det var en besynderlig optræden. Ofte kan det være et problem, at spillere er overtændte i den første VM-kamp. Man vil så gerne vise sig. Men i går var det modsatte jo tilfældet. Dén situation med Laïdouni (der var fantastisk!) og Eriksen sagde netop det hele. Syntes danskerne, at tuneserne var fjollede, fordi de gik op i det? Fordi de gerne ville vinde hver eneste bold?
Det var jo lige før, man fik fornemmelsen af et opblæst dansk mandskab, som lige havde glemt, at hvis ikke det spiller op til sit bedste, så har det ingenting at gøre ved et VM.
Jeg har også svært ved at forstå, at det i 64 minutter skulle være nødvendigt at spille med tre mand i forsvaret – plus to backer og to defensive midtbanefolk, Pierre-Emile Højbjerg og Thomas Delaney, som i lange perioder infiltrerede det danske midterforsvar – mod et trods alt begrænset tunesisk mandskab.
Først da anfører Simon Kjær blev skiftet ud i en offensiv satsning, gav kampbilledet indtryk af, at det faktisk var verdensranglistens nr. 10 mod nr. 30.
Alle danskere, inklusive landstræneren, virkede underligt lammede. De tunesiske fans lavede en masse larm, og det var som at spille på udebane, men hey, vi har spillere i storklubber som Manchester United, AC Milan og Tottenham, de burde elske sådan en kulisse.
Jeg tror, forklaringen skal findes et andet sted. På det efterfølgende pressemøde henviste Hjulmand til den megen virak om anførerbind og regnbuer: »Det giver uro for mig som menneske«. Han fortsatte: »Lige nu prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg skal håndtere det her. Der er så meget, jeg har lyst til at sige. Der er så mange ting, jeg har lyst til at gøre (…) Det bokser jeg med. Men jeg er der 100 procent. Det er aldrig sådan, at jeg har været på træningsbanen eller til kamp, hvor jeg tænker på noget andet. Men jeg kan godt sige, at jeg går rundt om mig selv og har svært ved at finde mig selv i det her.«
Landstrænerens lange enetale afslørede en martret sjæl. Den kloge tvivl, der gjorde ham til folkeeje for 17 måneder siden, ligner nu et svaghedstegn i en rå verden. Med sin bemærkning om, at »lige nu er jeg ikke sikker på, om jeg er en del af noget, jeg kan lide«, efterlod Hjulmand indtrykket af en leder, der er ved at drukne.
Lad os massere frustrationen yderligere. Et tilbagevendende problem i den danske formation er manglen på rigtige forwards, rigtige hitmen. Hjulmand valgte at stille med en utrænet Kasper Dolberg, hvilket tydeligvis var en fejl. Bolden sprang jo fra ham som popcorn i en gryde.
Det blev bedre med Andreas Cornelius, der erstattede Dolberg efter 64 minutter. Men langt inde i overtiden var han hovedperson i en grufuld sekvens, da bolden blev headet på tværs i det tunesiske felt. Cornelius stod det helt rigtige sted, da bolden dumpede ned en meter fra målstregen, men i dette moment viste FC København-strikeren det eneste træk, som en forward ikke må vise: Han kom i tvivl.
Det rykker i venstrebenet, men Cornelius holder inde, lægger sig i stedet på knæ og header bolden på stolpen. I sig selv flot reageret. Men det må ikke ske.
Forwards kan være tunge eller tynde, hurtige eller klodsede, smidige eller muskuløse. Der er grundlæggende tre krav til en forward: De skal have to ben, de skal have en pandebrask, og de skal være befriet for tvivl.
Danmark er kulturelt belastet, når det gælder forwards. Af historiske årsager dyrker vi et ideal om Laudrup/Eriksen-skønheden. Det er den spilleravl, vi satser på. Resten skal være allroundfolk, som i bedste velfærdsånd kan deltage og bidrage på lige fod i alle faser. Vi skal jo allesammen være her.
Den rene specialarbejder, den rene forward, har vi det svært med. Da jeg voksede op i det sydvestlige Jylland i 1970erne, var det værste, man kunne sige om en medspiller: »Han står og fisker.« Det kunne være ødelæggende for en dreng, hvis han fik dette stempel på sig. Prøv lige at forklare det til Filippo Inzaghi …
Men det stikker dybt. Og derfor kræver det så stærke personligheder som Harald Nielsen og Preben Elkjær at bryde gennem det kulturelle danske panser og blive ægte verdensklasseforwards. Og de blev begge udsat for sanktioner og modvilje fra de danske fodboldmyndigheders side.
Nu begynder så de forwards, som vi trods alt råder over, at komme i tvivl. Så ser det sort ud.
Netop. VM vindes af dem, der tvivler mindst, apropos både Hjulmand og Cornelius. Det så vi mandag, da Wales formåede at vende et truende nederlag til ét point mod USA, blandt andet takket være indskiftningen af angrebsjernet Kieffer Moore, der godt nok ikke scorede, men knoklede sit hold tilbage i opgøret. Eller hvad med Olivier Giroud, der i går scorede to mod Australien, selvom han ikke burde være god nok til det graciøse franske hold? Men når han starter inde, giver han ikke modstanderne et ledigt sekund i straffesparksfeltet. Særligt hans hovedstødsscoring seks minutter efter pausen var så kølig og nøgtern, at jeg får lyst til at spille en hund på ham som turneringstopscorer.
Australien var elendige. De er blevet cirka 50 procent dårligere på de fire år, der er gået siden VM i Rusland. Selv det omhyggelige omdrejningspunkt Aaron Mooy lignede et ringvrag, langsom og sløset.
Nu ser det ud, som om avancement fra vores Gruppe D vil afhænge af målscoren: Hvor mange scoringer Danmark henholdsvis Tunesien formår at sætte ind mod Australien – og hvor mange mål Frankrig lammetæver begge lande med.
Hvis dette regnskab kommer an på kampgejst, står Tunesien fortjent med de bedste chancer. Det er faktisk både bekymrende og trist.
»Vi har spenderet 200 milliarder pund på dette. Vi hænges ud på grund af lgbtq-rettigheder. Vi angribes for at være korrupte for den måde, hvorpå vi fik VM-værtskabet. Vi betragtes som en slags victorianere, når det gælder arbejdsret og den måde, hvorpå gæstearbejdere behandles. Der er ikke kommet noget som helst godt ud af det for os. Det hele har været et gigantisk pengespild, og jeg ville ønske, at det hele bare ville forsvinde, men det gør det ikke.«
Nej, hvis slaveholdet og afstraffelsen af homoseksuelle dog bare kunne fortsætte som før. En unavngiven, fremtrædende qatarer – muligvis fra erhvervstoppen – udøser sin frustration i den britiske podcast The News Agents.
Marokko – Kroatien kl. 11: 0-0
Tyskland – Japan kl. 14 på DR1
Spanien – Costa Rica kl. 17 på TV 2 Sport X
Belgien – Canada kl. 20 på DR1
