Statusrapport. Danserne ved Den Kongelige Ballet træner lige så fysisk hårdt som eliteidrætsudøvere. Men gode ben er ikke nok. Danserne skal også være smukke, udtryksfulde og musikalske, og så skal de kunne løfte i flok. Hvordan har ballettens stjerner og vandbærere klaret sæsonstarten i Nikolaj Hübbes genbrugsrepertoire?

Ballet som en holdsport

På en vis måde kan ballet sammenlignes med en holdsport. Ganske vist ikke på alle måder, da ballet så udpræget er en »skjøn Kunstart«, som finder sine sejre og højdepunkter i en æstetisk, udtryksfuld og musikalsk sammenhæng. Men en balletdansers daglige fysiske træning er mindst lige så krævende som en elitesportsudøvers. Gode ben er i ballettens verden ikke kun stærke ben. De skal også være smukke, musikalske og elegante og skal tage sig aldeles ubesværede ud uanset koreografiens art og føje sig ind i dansens samlede udtryk lige fra solodanserne og solisterne i front til bageste række af korpsdansere.

En balletforestilling er en kæmpemæssig holdpræstation, der kræver et indgående samarbejde mellem den koreografiske trinsætter og hele holdet, der står bag virkeliggørelsen af balletforestillingens kunstneriske vision.

Det er dirigenten og Det Kongelige Kapel, der fremmaner musikkens stemningsfulde og dramatiske dimension, mens scenografen, kostumieren, lysdesigneren og den grafiske designer står for det visuelle trylleri. Og bag dem assisterer en hel hær af flittige hænder på skræddersalen, hatte- og parykværkstedet, malersalen med alt, hvad det indebærer af højt specialiserede håndværkere, sminkører og påklædere, lysmestre, tonemestre, forestillingsleder, signalører, rekvisitører og sikkert mange flere.

SOM STATSVIRKSOMHED er bestyrelsen den øverste ledelse for Det Kongelige Teater med det overordnede ansvar direkte over for kulturministeren. Målsætningen for Det Kongelige Teaters virksomhed er i teaterloven defineret som en forpligtelse til uden ensidighed at producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet med særlige hensyn til de danske værker, ligesom Det Kongelige Teater skal videreføre både de klassiske traditioner og samtidig udvikle en nutidig scenekunst.

Det er så balletmesteren, der lægger strategien for at opfylde lovens ord gennem sit repertoirevalg for Den Kongelige Ballet, og det giver sig selv, at balletmesterens personlige smag og egne ambitioner i høj grad er med til at tegne kompagniets kunstneriske linje. Siden udnævnelsen til balletmester i 2008 har Nikolaj Hübbes hovedfokus altovervejende været på egenproduktioner af de store russerklassikere, foruden balletter, der har spejlet hans tid som danser ved New York City Ballet med værker af George Balanchine og Jerome Robbins, mens kun enkelte balletter fra det danske bournonvilleske arvegods har haft Hübbes interesse i hans nu 14-årige balletmestertid, der løber frem til 2026. Spritnye værker er passeret forbi som enlige svaler.

Som regel er det den enkelte forestillings koreograf, der sætter holdet, det vil sige står for castingen, hvor det besluttes, hvem der danser hvad i hvilke forestillinger. Nogle gange er der flere hold, der danser den samme ballet, hvilket kan resultere i vidt forskellige fortolkningsnuancer. Når balletmesteren er koreografen og/eller iscenesætteren, så er det også ham, der sætter holdet. For den enkelte danser er det derfor altafgørende, at balletmesteren har sans og næse for hver enkelte kunstners særlige kvaliteter og udviklingspotentiale, både teknisk og udtryksmæssigt.

Den Kongelige Ballet består af omkring 80 dansere plus 20 aspiranter og 11 tilknyttede karakterdansere, som udfører mimiske roller som ammer, fyrster og ældre bønder. Kompagniet er hierarkisk opbygget med 12 solodansere som de absolutte hovedrolledansende stjerner, herunder figurerer 11 solister, som danser lidt større partier end korpset, som for tiden tæller 55 dansere. Der er i omegnen af 20 nationaliteter repræsenteret i Den Kongelige Ballet.

OG HVAD HAR SÆSONENS første forestillinger så budt på af ballettens stjerner og vandbærere? Sæsonen lagde ud med repremiere på den romantiske ballet Giselle, hvor kompagniets kvindelige korpsdansere indtager i synkrone danseoptrin en slags kollektiv stjernerolle som en natlig rædselsvision af spindelvævsblafrende hævnfurier, der danser unge mænd til døde. I titelrollen var valget af Holly Dorger, som den lidt skarpskårne type, hun er, ikke indlysende, men det var tydeligt, at der var arbejdet ekstra meget med armenes blødhed for at strække Dorgers teknisk set ellers helt uomtvistelige dansetalent i en mere udtryksfuld retning.

På andetholdet var den lille Caroline Baldwins Giselle af en helt anden poetisk liga. Med naivitetens troskyldighed som nøgle til skuffelsen, sammenbruddet og til sidst tilgivelsen duvede og svævede hun vægtløst ind og ud af armene på Jonathan Chmelenskys elegant springende førsteelsker, der får livet foræret tilbage som kærlighedens nådegave.

Sæsonens anden forestilling var Blixen med koreografi af kompagniets britiske solodanser Gregory Dean. I forhold til premieren i 2019 har Dean revideret sin biografiske ballet over Blixens liv i en mere politisk korrekt retning. Således er kikuyuernes silhuetdans i modlys her skåret væk og erstattet af en statisk projektion af et afrikansk ansigt med afrikansk korsang på lydsiden. Samtidig er Blixens hushovmester Farah fra Somaliland givet en større rolle som den, der inspirerer Blixens fortællinger.

Ved premieren dansede Caroline Baldwin titelrollen med den frihedssøgende unge piges kække gåpåmod ved slotsballerne og siden ved club-partyerne i Kenya, men formåede sidenhen tillige at fange den aldrende forfatters glubske trang til at fordreje hovedet på unge mænd og til berømmelse. Med en rød turban som rollemarkør førte Alexander Stæger sig med stor værdighed som Farah, og som den britiske adelsmand Denys Finch Hatton fløj den altid karismatiske Sebastian Pico Haynes over scenen med gevær og flyverbriller inde for rækkevidde.

På andetholdet overtog smukke Ryan Tomash rollen som den britiske flyver, mens Sebastian Pico Haynes gled ind i rollen som Farah. Men det er især den langlemmede Astrid Elbos forrygende scenetalent, der imponerer som en djævelsk hypnotiserende Blixen. Et selvbevidst nakkekniks, en skrutrygget kropsdrejning og håndens bydende fingre, og hele Blixens psyke er anslået, fra ung til moden kvinde, og til sidst gammel og dødsmærket forfatterikon. Elbo er et instinktivt scenedyr helt ud til fingerspidserne! Er der mon en ny solodanserudnævnelse på vej?

SENESTE REPREMIERE ER John Neumeiers Shakespeare-komedie En skærsommernatsdrøm, som Nikolaj Hübbe valgte at lade erstatte den ellers oprindeligt programsatte nyproduktion af samme koreografs langt mere interessante tragedie Othello, der (fejlagtigt!) blev opfattet som stereotyp og racistisk af nogle af Den Kongelige Ballets dansere, som følte sig traumatiseret over at skulle medvirke. En skærsommernatsdrøms mere letbenede kærlighedsforvekslinger er en gammel kending, der med mellemrum har været på Den Kongelige Ballets repertoire siden 1980.

På premiereaftenen indfangede Emma Riis-Kofoed med fornem dronningeværdighed tvivlen i kærlighedens uforudsigelige tiltrækningskraft i dobbeltrollen som Hippolyta/Titania, mens Jonathan Chmelensky førte sig med selvsikker autoritet som Theseus/Oberon. Komikken fik frit løb i de to unge pars natlige forelskelsesforviklinger, som den drilske Puk i Tobias Praetorius’ sprudlende legesyge skikkelse sendte i alle retninger. Men dér, hvor kærligheden pulsede varmt og ufravigeligt, var i Jón Axel Franssons håndværkerhjerte i rollen som Rendegarn, der næsegrus beundrer sin dronning. Det er et helt lille drama i sig selv!

Nikolaj Hübbes sæsonstarts repremierer har således sat spot på korpsets kvindelige danseres smukke synkroni og har tillige leveret formidabel teknisk dansekunst, men også åndfulde, poetiske og ekspressivt dramatiske præstationer, der understreger, at indlevelsen i rollernes mange fortolkningslag er en af de helt særlige kvaliteter ved Den Kongelige Ballets udtryk. Talentmassen er der. Det, der mangler, er et repertoire med flere nyproduktioner, der peger fremad og inspirerer kompagniets dansere – og ikke mindst publikum.