Jeg var syv år gammel. Året var 1972, og jeg gik i første klasse og havde lært alfabetet og at sætte bogstaverne sammen til stavelser. Så blev jeg syg med feber. Min far gik på arbejde, min mor gjorde rent, sådan var det dengang, og jeg fik lov til at ligge i deres seng, et tryghedsprivilegie.

Der var intet fjernsyn, intet internet, kun et firkantet parcelhusvindue med et vinternøgent æbletræ udenfor, hvor en musvit indimellem kiggede forbi. Jeg kedede mig bravt og greb ud efter den eneste underholdning: På min fars natbord lå Agatha Christies De syv urskiver (The Seven Dials Mystery, 1929).