Sundhedspolitisk exodus

VI kan i disse uger se Lars von Triers Riget Exodus, der i store træk ligner en dokumentarfilm om sundhedspolitikken i Danmark: en historie om et væsen i en tilsyneladende ustoppelig dødedans, hvor vi med vantro gru kan se fundamentet krakelere, portene åbne sig og personalet flygte over hals og hoved. En sektor, der i slowmotion styrter sammen under egen vægt. I de første sæsoner af Riget kom sundhedsministeren dog på besøg en sjælden gang imellem. I den nye sæson er der slet ingen politikere. Sådan er det også i virkeligheden. Vi har ingen sundhedspolitik i Danmark, og det har vi ikke haft, siden Lars Løkke Rasmussen gik af som sundhedsminister i november 2007. Siden har der været hele syv ministre, og ja, nogle af dem har forsøgt sig med reformer, men forgæves. Sundhedsminister Magnus Heunicke spillede fermt sin rolle under coronakrisen, men han har forsvindende få ambitioner for sektoren. Socialdemokratiet er måske det parti, der er mindst interesseret og mindst tynget af viden og ambitioner for sundhedspolitikken.

HAR man brug for en forklaring på Lars Løkke Rasmussens aktuelle succes, der rækker ud over hans evne til at kommunikere og fremstå som en art apolitisk frelserskikkelse, er den her: Vælgerne siger, at sundhed er det vigtigste politiske emne. Løkke er den politiker, der ved mest om det, og i valgkampen er han tilsyneladende den eneste, der har tænkt over, hvad der skal gøres for at rette op på elendigheden.