Det kan godt være, at litteraten og debattøren Marianne Stidsen er stridbar og polemisk ud over manges grænser, men videnskabelig uredelig er hun ifølge Københavns Universitets Praksisudvalg ikke. Udvalget har brugt ni måneder på at behandle en klage over hendes doktordisputats, der var under mistanke for at være delvist plagieret, og ordvalget i deres konklusion er ikke til at tage fejl af.
Ifølge afgørelsen, der kom i sidste uge, har Praksisudvalget »i enstemmighed og uden tvivl konkluderet, at der ikke i MS’s disputats forekommer tilfælde af plagiering, der gør det relevant at rejse spørgsmål om videnskabelig uredelighed«.
Det var Marianne Stidsens daværende chef, dekan og professor Kirsten Busch Nielsen, der formelt indleverede klagen i januar i år, men hun gjorde det så at sige på andres vegne. Det var nemlig bedømmelsesudvalget, som tilbage i 2015 godkendte Stidsens doktordisputats, der havde opfordret dekanen til at få foretaget en plagiattest af Stidsens disputats.
Opfordringen kom, efter at Marianne Stidsen i en række artikler i Dagbladet Information og Jyllands-Posten var blevet beskyldt for i to debatbøger at have kopieret lange tekstuddrag fra leksika og andres artikler uden at have gjort tilstrækkelig opmærksom på, at det var citater. Stidsen forsvarede sig med, at der var tale om parafraseringer med tydelig kildeangivelse, og at der således ikke var noget at komme efter. Den parafraserende metode havde hun i øvrigt brugt både i sin formidling og i sine akademiske arbejder, fastslog hun. Og så rullede sagen:
»De nye udtalelser skaber usikkerhed om, hvorvidt hendes akademiske arbejder, herunder disputatsen, plagierer andres tekster,« skrev bedømmelsesudvalget i oktober sidste år til dekanen som begrundelse for deres forslag om at plagiatteste Stidsens syv år gamle doktordisputats.
Opfordringen var underskrevet af et af bedømmelsesudvalgets tre medlemmer, professor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet, og i Marianne Stidsens optik var det næppe en tilfældighed.
»Jeg tror, hendes mangeårige aversion mod mig var udslagsgivende for klagen,« siger hun og henviser blandt andet til balladen i Det Danske Akademi, der i 2020 var ved at gå i opløsning på grund af Stidsens medlemskab af akademiet. Hendes karske kritik af MeToo-bevægelsen og identitetspolitik var for hård kost for andre medlemmer af den litterære elite, og fire medlemmer – herunder Suzanne Brøgger og Ida Jessen – endte med enten at melde sig ud eller overgå til passivt medlemskab af akademiet i protest mod Stidsen.
Forinden havde seks medlemmer underskrevet en erklæring, der opfordrede hende til selv at forlade akademiet, hvor man er valgt på livstid, men det nægtede hun. En af underskriverne var netop Anne-Marie Mai.
»Internt var hun en af hovedkritikerne mod mig, og i offentligheden gav hun interview om, at man ikke kunne være medlem af akademiet og samtidig have den slags holdninger til MeToo og Black Lives Matter, som jeg havde,« siger Stidsen.
Anne-Marie Mai afviser bestemt påstanden om, at uenigheder mellem hende og Marianne Stidsen har spillet nogen som helst rolle i uredelighedssagen.
»Jeg kritiserede, at hun udtalte sig på en måde, så hun lød som en repræsentant for akademiet, men det har intet med denne sag at gøre,« siger hun og fortsætter:
»Hendes udtalelser i medierne om den parafraserende metode gjorde os i udvalget usikre på, om der var noget, vi havde overset, da vi bedømte hendes disputats, for dengang havde vi ikke adgang til at foretage en elektronisk plagiattest. Doktordisputatsen er en vigtig institution i akademia, og der må ingen mistanke være om uredelighed. Nu er det undersøgt, og dekanen har meddelt os, at hun ikke vil foretage sig yderligere. Det tolker vi sådan, at vi ikke har overset noget i vores bedømmelse. Det er vi tilfredse med.«
Mindre alvorligt
Trods Praksisudvalgets klare afvisning af videnskabelig uredelighed i Marianne Stidsens disputats vil hendes mest indædte modstandere måske hævde, at helt frikendt bliver hun alligevel ikke.
Udvalget forholder sig nemlig til to forskellige begreber. Det ene er videnskabelig uredelighed, hvilket i Stidsens tilfælde ville have været, at hun havde plagieret andre og fremstillet deres formuleringer, ideer og tanker som sine egne. Det har hun ikke gjort, for som der står:
»Efter Praksisudvalgets vurdering er disse gengivelser, med ganske få undtagelser (der angår genbrug af forklaringer af almene begreber i leksika), sket således, at MS har markeret, at hun gengiver indholdet af andre kilder.«
Det andet begreb er tvivlsom forskningspraksis, og her bliver sagen lidt mere speget. Det handler i Stidsens tilfælde især om parafrasering, hvor hun i enkelte tilfælde godt nok tydeligt har markeret, at et efterfølgende afsnit bygger på andres arbejde og tanker, »men hvor udførelsen af denne parafrasering pga. undladt brug af citationstegn efterlader tvivl om, hvornår teksten er hendes eller kildens«, som udvalget formulerer det.
Den slags uklarhed er ikke videnskabeligt uredelig, men kan være tvivlsom forskningspraksis. Alligevel slipper Marianne Stidsen også i denne sammenhæng for at få en formel kritik fra udvalget. Anklager om tvivlsom forskningspraksis forældes nemlig efter fem år, og hendes disputats er mere end syv år gammel.
Dog kan man i særlige tilfælde se bort fra fristen – Marianne Stidsen meddelte faktisk selv Praksisudvalget, at det ville være fint for hende – men efter længere overvejelser nåede udvalget frem til, at der ingen grund var til at fravige hovedreglen.
Som forsvar for sin parafraserende metode har Stidsen undervejs i sagen forklaret, at hun »ønskede at skrive en tekst, som var læselig for mennesker uden for det akademiske reservat«, og udvalget afviser ikke argumentet blankt:
»Efter Praksisudvalgets opfattelse kan dette hensyn til at nå en bredere læserkreds sagtens forenes med en mere flittig brug af citationstegn, end det sker hos MS. Hvor grænsen skal lægges, kan imidlertid være vanskeligt at afgøre, og det kan tilmed tænkes, den akademiske praksis på dette område inden for forskellige humanistiske fagområder har ændret sig over tid. Dermed kan det ikke udelukkes, at kravene hertil ville være strengere i dag, end da MS indleverede sin disputats til bedømmelse.«
Praksisudvalget finder det »ikke usandsynligt, at dele af disputatsen bedømt efter dagens standarder ville have givet anledning til en påtale for tvivlsom forskningspraksis. Da der imidlertid foreligger en ikke ubetydelig overskridelse af den for Praksisudvalget gældende frist for indgivelse af klager om tvivlsom forskningspraksis, og da de kritisable forhold med stor sandsynlighed i givet fald ville blive anset som mindre alvorlige«, slipper hun.
På Herrens mark
Så er sagen vel endelig slut?
Faktisk ikke – og nu bliver det ekstra speget: Af sagens dokumenter fremgår, at Praksisudvalget på grund af den store offentlige opmærksomhed om Marianne Stidsens plagiatsag har følt sig presset til at sende sagen til det nationale Nævnet for Videnskabelig Uredelighed (NVU), selvom udvalget er helt sikker på, at hun ikke er uredelig. Det er aldrig sket før.
Ifølge loven er det kun NVU, som kan afgøre sager om videnskabelig uredelighed, men det er de enkelte universiteters praksisudvalg, som sender sagerne videre til det nationale nævn, hvis de har begrundet mistanke om uredelighed.
Københavns Universitets Praksisudvalg bemærker i afgørelsen, at »tilfælde, hvor der ikke foreligger begrundet mistanke om videnskabelig uredelighed, ikke skal sendes til nævnet,« og at man derfor ikke plejer at videresende disse sager til NVU.
Men sådan gik det ikke i tilfældet Stidsen, som tydeligvis er omgærdet af ekstra stor interesse – også fra det nationale nævns side. Efter at Praksisudvalget på mødet i september »frikendte« hende – hvilket normalt ville være en endelig afgørelse – fik Praksisudvalgets sekretariat tilsyneladende kolde fødder.
I hvert fald har sekretariatet ifølge udvalgets dokumenter »udtrykt betænkelighed ved beslutningen om ikke at forelægge sagen for NVU. Sekretariatet har blandt andet bemærket, at den generelle opmærksomhed om sagen betyder, at nævnet følger sagen, at nævnet i foråret har spurgt sekretariatet til, hvornår sagen er klar til oversendelse til nævnet, og at det på denne baggrund må forventes, at nævnet vil følge sagen tæt«.
Praksisudvalget besluttede herefter, at afgørelsen alligevel ikke skulle være endelig, men at NVU kan tage sagen op, hvis det ønskes:
»Selvom Praksisudvalget som nævnt finder det utvivlsomt, at klagen om plagiering ifølge nævnets hidtidige praksis ikke vil blive anset som sådan ved nævnet, har Praksisudvalget besluttet at overlade det til nævnet, om man ønsker sagen fremsendt til videre behandling ved NVU.«
Nævnet har en måned til at svare på, om de insisterer på at behandle sagen, og indtil da kan Marianne Stidsen ikke vide, om hun er købt eller solgt. Hun må trøste sig med, at den usædvanlige beslutning næppe er sket med udvalgets gode vilje. Det ligger nærmest mellem linjerne i udvalgets følgebrev til det nationale nævn:
»Praksisudvalget er opmærksom på, at den således benyttede fremgangsmåde ikke har været praktiseret før. Da Praksisudvalget på den anden side ikke tidligere har modtaget sådanne henvendelser fra nævnet (...) finder udvalget, at fremgangsmåden er den mest korrekte efter de foreliggende oplysninger.«
Selv er Marianne Stidsen på den ene side lykkelig for endelig at have fået de akademiske autoriteters ord for, at hun ikke har været videnskabeligt uredelig, og på den anden side frustreret over, at det alligevel bliver ved.
»For mig virker forløbet helt besynderligt, når det så tydeligt fremgår, at det ikke er den normale arbejdsgang,« siger hun.
Marianne Stidsen forlod stillingen som lektor på Københavns Universitet, da hendes dekan rejste sagen om videnskabelig uredelighed.
»Jeg sagde op, fordi jeg ikke længere havde en ledelse, der bakkede mig op,« siger hun og fortsætter:
»At være omstridt og politisk ukorrekt har jeg sagtens kunnet stå igennem i mange år, men jeg er ærekær, når det gælder mit arbejde. Det er noget helt andet at skulle stå og undervise studerende med sådan en ødelæggende anklage hængende over hovedet. Selv har jeg hele tiden vidst, at der ikke var noget at komme efter, så opsigelsen var også udtryk for en vrede over at blive efterladt på Herrens mark efter at have udført mit job upåklageligt i 25 år.«
Weekendavisen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra dekan Kirsten Busch Nielsen og formanden for Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, landsdommer Jens Hartig Danielsen.
