MYKOLAJIV – Krig kan være en overraskende kreativ kraft i al sin nådesløse brutalitet. Det hænder, at den får bygninger til at fremstå som væsener, der levede lige indtil det øjeblik, hvor et drabeligt missil ramte dem i et vitalt organ.
Nogle af dem får deres hoveder smadret, så de står med et kæmpe hul i dét, der tidligere var taget. Hos andre ryger der en masse stof ud gennem hoveddøren og vinduerne, som om blodet siver ud af dem. Og nogle bliver såret i maveregionen, men overlever og fortsætter med at kæmpe for deres liv.
Alle disse og flere andre typer ødelagte byggerier findes i store mængder i den ukrainske skibsværftsby Mykolajiv, som har været under daglige russiske bombardementer næsten lige siden krigens udbrud.
På Rajduzjna-gaden nummer 63 er det denne gang gået ud over en fem etager høj boligblok, da en artillerigranat eller et mindre missil ramte ned i jorden mellem træerne cirka ti meter fra bygningen. Trykbølgen tog samtlige vinduer og altaner og rev indvoldene ud af flere hjem. På afstand er det svært at se, om det er en dyr jakke eller et billigt tæppe, der nu hænger ned fra fjerde sal. På anden sal kan man til gengæld genkende en plakat af Sofija Rotaru, en ukrainsk-moldovisk stjernesangerinde fra sovjettiden.
I enkelte lejligheder kigger ejerne forvirret ud på de forbipasserende, der standser op ved ødelæggelserne og det cirka tre meter dybe krater. Imens er omkring ti kvinder og mænd i uniformer i gang med at feje og rydde området for de mange glasskår og andre altan- og vinduesrester:
»Det er hårdt,« siger Jevhenij, en høj fyr i 30erne, der har trætte øjne og en venlig stemme.
»Vi er her for at hjælpe disse mennesker, men de er ofte irriterede over, at vi arbejder så tæt på deres hjem og forstyrrer dem, kort tid efter at de blev ramt. Vi bliver tilkaldt så godt som hver dag. I dag er det vores andet stop,« fortæller Jevhenij, der er bevæbnet med en spade og en kasket.
Han kommer fra en afdeling i Mykolajivs beredskabsstyrelse, hvor de ansatte ikke har haft mange fridage i de seneste syv måneder:
»Før krigen havde vi cirka 120 medarbejdere. Nu har vi 250,« oplyser afdelingsleder Andrij Pankratov, som har inviteret Weekendavisen til en mindre fremvisning foran styrelsens garage.
Her står tre entreprenørmaskiner: en Volvo L90F-frontlæsser, en Liebherr L528-frontlæsser og en Iveco Stralis 460-trækker. De er alle leveret af det danske erhvervsministerium i samarbejde med Dansk Industri og en række private fonde.
»Vi er virkelig glade for, at vi har fået disse og et par andre maskiner fra Danmark. Trækkeren bruger vi til transport, og de to frontlæssere er gode, når der skal fjernes eller ryddes noget stort. De er kraftigere end flere af de andre i vores maskinpark,« fortæller Pankratov.
»Hvis det kunne lade sig gøre, kunne det også være fantastisk med en rigtig stor gravemaskine og en rigtig stor frontlæsser. Men vi er under alle omstændigheder meget taknemmelige for den danske hjælp i Mykolajiv.«
Dansk forbindelse
Den 29. marts, godt en måned efter krigens begyndelse, holdt den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, en onlinetale til Folketinget. Tidligere samme dag var Mykolajiv til ukrainernes forfærdelse blevet ramt af et direkte angreb mod den vigtigste administrationsbygning i centrum af byen. 37 mennesker blev dræbt.
Zelenskyj brugte derfor anledningen til blandt andet at bede Danmark om at blive protektor for Mykolajiv; det vil sige både for selve regionen og for dens hovedstad af samme navn (som stammer fra den kristne helgen Sankt Nikolaj, der på ukrainsk hedder Mykolaj). Pa samme vis har Zelenskyj anmodet Storbritannien om at tage sig af Kyiv.
Statsminister Mette Frederiksen svarede i foråret hurtigt ja til præsidentens forespørgsel om at bidrage til genopbygningen. Og der er nok at tage fat på.
66-årige Oleksandr ved for eksempel ikke, om han nogensinde kommer til at sove på sin hjemmeadresse igen. Et nedslag på hans grund forvandlede garagen til murbrokker, bilen til metalskrot og huset til en ruin. Men det var ikke det værste, der skete den nat:
»Min kone, Galyna, blev dræbt. Vi sov i forskellige værelser, og hun var tættest på nedslaget. Hun blev kastet ud af huset; jeg fandt hende derovre,« siger Oleksandr med et fjernt blik og peger cirka 15 meter væk.
Hans lille gadekryds af en hund, Zjuk, gør angstfuldt ad Weekendavisens udsendte, men lader sig til sidst kærtegne. Zjuk menes at have mistet en del af eller endda hele sin hørelse. Siden februar er det ofte sket for ukrainske hunde, som af og til får heltestatus i det krigsførende land.
For nylig var der således mange overskrifter om hunden Krim fra byen Dnipro, som stod trofast ved husresterne og begræd tabet af sin familie: to børn, deres mor og mormor. I modsætning til Krim får Zjuk næppe nogen medieopmærksomhed. Den kunne hans ejer ellers godt bruge.
Mykolajivs myndigheder har nemlig endnu ikke taget stilling til, hvorvidt det overhovedet kan betale sig at genopbygge Oleksandrs hus. Ved siden af arbejder en gruppe håndværkere på nabohuset, som også blev svært beskadiget ved nedslaget.
»Men deres hus var i bedre stand end vores. De havde endda stadig gas og el, som er røget her,« bemærker Oleksandr.
Både han og hans anden nabo venter på en officiel vurdering og kan derfor ikke selv gå i gang med genopbygningen. For hvis de begynder inden vurderingen, mister de retten til at få hjælp fra myndighederne.
»Måske hjælper det, hvis du skriver om vores problem her på 8. Prodolna-gade,« siger Oleksandr til Weekendavisen, mest i forsøg på at indgyde sig selv håb.
Han peger på en skole på den anden side af gaden, når jeg spørger ham, hvad russerne sigtede efter, den nat de dræbte hans kone og ødelagde hans hjem. Det er en kendt sag, at ukrainerne ofte har brugt skoler og universiteter som midlertidige soldaterbaser og våbenlagre. Det har endda ført til, at Amnesty International har langet ud efter Ukraine i en særlig rapport.
»Men vores soldater er jo nødt til at være et eller andet sted, så de kan forsvare os. De kan ikke bare sove ude i marken,« fastslår Olha Derjuhina, der leder Mykolajivs lighus.
Høj pris
Foran lighuset venter den måske mest skræmmende bil, som man kan møde i Ukraine. »200« står der på nummerpladen. Det er sådan, man omtaler og transporterer dræbte soldater i både Ukraine og Rusland.
Fra Mykolajivs udkant er der kun cirka 20 kilometer til frontlinjen mod øst/sydøst, og på lighuset kan man i den grad mærke, at Ukraine betaler en høj pris for friheden. Ved det rum, hvor de døde får deres sidste tøj på, går vi forbi ti lig, der for de flestes vedkommende ser ud til at være unge soldaterkroppe:
»Nogle gange får vi op mod 40 dræbte pr. døgn. Og nogle gange er der ingen. Det afhænger lidt af, hvor der bliver ført krigshandlinger den pågældende dag,« forklarer Olha Derjuhina.
Hun er en pæn kvinde med opsat hestehale og et synligt kors på halskæden. Men hun har også brede skuldre og en kraftfuld stemme, som hun leder sine mandlige kollegaer med:
»Da krigen begyndte, havde vi ingen fridage i over en måned. Flere af vores medarbejdere som Pavlo og Serhij endte med at bo her. Heldigvis var det marts, og det var koldt, så det kunne lade sig gøre for os at opbevare de døde i nogle af vores rum, som vi normalt plejer at bruge til andre formål. Vores køleboks er kun beregnet til 25 lig,« konstaterer Derjuhina.
Hun følger mig udenfor for at vise en helt moderne køleboks, som lighuset for nylig fik fra Røde Kors. Køleboksen er endnu ikke tilsluttet, men når den bliver taget i brug, bliver den en væsentlig opgradering, for den har plads til 40 lig på separate hylder. Så skal de ikke længere ligge i sække oven på hinanden som i de to midlertidige kølebokse ved siden af. Det er ikke længe siden, at de fungerede som almindelige transportcontainere. »Maersk« står der på den ene af dem.
»Hvis der er noget, jeg er stolt af, så er det, at vi har haft en succesrate på 99,9 procent ved vores dna-analyser. Det er meget vigtigt for de pårørende, at vi kan identificere deres kære. Og når vi får ligrester af kampflypiloter, så får vi dem altså typisk i en pose på 30 gange 40 centimeter,« fortæller Olha Derjuhina, der er uddannet læge og har arbejdet på lighuset i Mykolajiv i 19 år.
Hun plejer også at undervise i anatomi, men ikke i år, for der har ikke været nok tilmeldinger fra førstesemesterstuderende. Det er især børnefamilier og unge mennesker, der er flygtet ud af Mykolajiv, hvis indbyggertal menes at være faldet fra cirka 480.000 til 200-220.000.
Præcise missiler
På Petro Mohyla-universitetet gør Jurij Verlanov imidlertid klar til sin økonomiundervisning – online:
»Vi starter mandag den 10. oktober. Jeg er ved at forberede en masse PowerPoint-præsentationer,« smiler Verlanov, der i 16 år var dekan på universitet. Nu har han nået pensionsalderen og underviser kun i et par fag.
Hans universitet er blevet smadret af et nedslag – nærmest lige ved hovedindgangen. Når russerne virkelig vil, kan de nemlig godt finde ud af at ramme præcist. Den 31. juli brugte de et missil til at myrde den lokale ukrainske rigmand Oleksij Vadaturskyj og hans kone, Raisa. Missilet ramte ikke blot deres store hus ved Pivdennyj Buh-floden, men direkte ned i soveværelset.
Vadaturskyj var kendt som en ukrainsk patriot og grundlægger af en af de største landbrugskoncerner i Ukraine. Koncernen har et skibsværft i Mykolajiv og havde før krigen et tæt samarbejde med en række danske maritime virksomheder, oplyser Danmarks ambassadør i Kyiv, Ole Egberg Mikkelsen:
»Det menes at være en del af baggrunden for, at præsident Zelenskyj i sin tale til Folketinget opfordrede Danmark til at påtage sig en særlig rolle i genopbygning af byen.«
Udenrigsministeriets øremærkede hjalp til Mykolajiv nærmer sig efterhånden et trecifret millionbeløb.
»Og det er kun den første runde,« forsikrer udviklingsminister Flemming Møller Mortensen. »Der kommer helt sikkert flere runder, også i forhold til den mere langsigtede støtte til Mykolajiv.«
Foreløbig giver det dog for eksempel ikke mening at genopbygge ødelagte højhuse, som kan blive bombet i smadder næste dag. Derfor fokuserer man på den mere kortsigtede hjælp i form af mad, vand, tøj og mindre midlertidige reparationer af boliger.
I skrivende stund er det kun en lille del af midlerne, der er nået til Mykolajiv – blandt andet pumper fra Grundfos og Per Aarsleff til en værdi af omkring 200.000 kroner. De større projekter har ladet vente på sig, men skulle nu endelig være på vej.
Fra næste uge begynder Dansk Flygtningehjælp at levere hjælp for 25 millioner kroner. Det drejer sig om vandrensningsanlæg, rør, vandpumper og byggematerialer inklusive 32.000 spånplader, der midlertidigt kan erstatte ødelagte vinduer i de mange hårdt medtagne bygninger.
Hos Dansk Røde Kors gør man med Udenrigsministeriets 17,5 millioner i hånden klar til at forsyne Mykolajiv med blandt andet presenninger og tæpper for at hjælpe indbyggerne gennem vinteren. I forvejen har Dansk Røde Kors leveret fødevarer og anden hjælp for 15 millioner, som i modsætning til de nye penge dog ikke kom fra den danske stat, der i det hele taget har været langsommere end nogle af de danske hjælpeorganisationer.
Akut vandmangel
Hver morgen står primært ældre mennesker i kø ved et hjælpecenter i Ingulskyj-bydelen i den østlige del af Mykolajiv, der ligger tættest på frontlinjen og derfor bliver beskudt oftest. Her kan man blandt andet få danske fødevarer som dåsemad, grød, pasta, solsikkeolie og mel.
»Du kan spørge hvem som helst her, de ved alle sammen, at de får hjælp fra Danmark,« forsikrer Maksym Kovalenko, en høj, kortklippet mand med imødekommende grønne øjne.
Fødevarerne kommer fra den danske hjælpeorganisation Mission10forty samt fra en italiensk og en amerikansk hjælpeorganisation. Egentlig er den 30-årige Kovalenko byrådsmedlem i Mykolajiv, men siden starten af krigen har han stået i spidsen for hjælpearbejdet i den del af byen, hvor han selv er valgt.
»Vi har cirka 30 personer, som bor her i vores lokaler. Og de er alle med til at hjælpe områdets borgere som frivillige,« fortæller Maksym Kovalenko.
»Vi kører også til landsbyerne ved både første og nulte linje ved fronten (det vil sige bogstaveligt talt helt ud til frontlinjen, red.). Nogle gange bliver vi beskudt og må gemme os i skyttegravene. Men når vi har varmt brød med til de mennesker, der bor der, er det for nogle af dem første gang i tre måneder, at de får det. Det er som under Anden Verdenskrig.«
Også i Mykolajiv kan man opleve scener, som vi kun kender fra krigsfilm. Den nok største akutvare i byen er vand, for russiske bomber har forvandlet vandet i vandhanerne til en mørk og næsten uigenkendelig væske. Rundtomkring i byen har man derfor lavet cirka 40 vandboringer med tilsluttede vandrensningsanlæg.
Ved et af anlæggene i Ingulskyj-bydelen er der seks vandhaner, og det er ikke én for meget, for der er tæt trafik af folk med store og små flasker og vanddunke. Væggen er malet i ukrainske blågule farver, og på den er der yderligere malet et italiensk og et dansk flag. Det er nemlig den danske organisation Mission10forty samt den italienske StopTheWarNow, der har etableret anlægget ved siden af en halvbombet børnehave.
»Vi har yderligere brug for omkring 70 vandboringer og rensningsanlæg,« vurderer Maksym Kovalenko.
»Især om vinteren bliver rent vand afgørende, og vinteren kommer tidligt her i Mykolajiv, om cirka en måned, så det er et kapløb med tiden«.
