Skyerne har trukket sig sammen over den evige stad. Efterårskulden er sat ind, og den yderste højrefløj har taget magten tilbage med den mest ekstreme »Gud, hjemland, familie«-agenda, der er set i italiensk politik siden Anden Verdenskrig. Giorgia Melonis propagandistiske taler vækker minder om Benito Mussolini (1883-1945), hvis fascistiske arv hun fortsat synes inspireret af.

I Rom, hvor jeg netop nu er på feltarbejde på Det Danske Institut for at undersøge Italiens opgør (eller mangel på samme) med landets rolle som moderne europæisk kolonimagt, er arven efter landets to årtier som fascistisk diktatur (1925-1945) stadig en synlig del af gadebilledet. Særligt udtalt i satellitbydelen EUR syd for det historiske centrum, hvor mit feltarbejde på byens etnografiske Museo delle Civiltà finder sted. Bydelen blev opført til verdensudstillingen Esposizione Universale Roma, som skulle have fundet sted i 1942, i forbindelse med 20-års fejringen af Mussolinis magtovertagelse i Rom. Udstillingen blev imidlertid aldrig til noget på grund af udbruddet af Anden Verdenskrig.