Der er godt nyt fra islam i Danmark: Salafismen, særligt dens militante variant jihadi-salafismen, er på tilbagetog. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man læser en ny rapport, Udfordringer relateret til salafisme og jihadi-salafisme i Danmark, der er udarbejdet af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme i samarbejde med den svenske Försvarshögskola og terrorforsker Magnus Ranstorp. Over 250 sider gennemgås salafismens historie i Danmark og Europa fra 1980erne til i dag. Derudover indeholder den blandt andet en række spørgeskemaundersøgelser fra fagpersoner i kommunerne og politiet samt interviewundersøgelser fra 25 udvalgte danske moskeer.

I alle tilfælde er meldingen den samme. Efter en periode særligt i 2010erne, hvor salafismen havde vind i sejlene og formåede at tiltrække mange unge muslimer, har den her i 2020erne mistet pusten. Det betyder ikke, at faren fra jihadismen er drevet over, hvilket en række terrorsager fra de seneste år demonstrerer, men der er langt fra dengang, hvor unge i hobevis drog i hellig krig for Islamisk Stat, og organisationer som Kaldet til Islam kunne erklære shariazoner i Tingbjerg og få taletid i medierne. Kort sagt: Jihadisme er ikke længere trendy.

To sider af samme sag

Inden vi går i gang med selve rapportens fund, er det nødvendigt med en kort begrebsafklaring. For hvad er salafisme egentlig? Der er ikke tale om én bestemt skole inden for islam, men en dogmatisk og bogstavtro tilgang til religionen, som man finder inden for hver af de fire dominerende retsskoler i sunniislam. Salafister forsøger at komme nærmest den udgave af islam, der dominerede i de tidligste år af islams historie.

Dette vil de fleste retninger inden for islam hævde at gøre, men hvad der kendetegner salafismen er, at man typisk afviser at læse og forstå hadither og koranvers i overført betydning eller som rationelle argumenter – i stedet skal tekster læses bogstaveligt. Enhver opførsel kan kategoriseres som enten halal eller haram, og religionens regler følges meget stramt. Religiøs renhed er centralt, mens fornyelse afvises kategorisk. Salafister har typisk et mistroisk og ofte fjendtligt forhold til ikketroende, med hvem man kun bør interagere, hvis det er for at omvende dem til islam.

2010erne blev salafi-jihadismens foreløbige storhedstid i Danmark. Arkivfoto: Anthon Unger, Scanpix
2010erne blev salafi-jihadismens foreløbige storhedstid i Danmark. Arkivfoto: Anthon Unger, Scanpix UNGER ANTHON

Salafister kan groft sagt opdeles i to grupper. Den ene er indadvendt, apolitisk og går mest op i personlig frelse. Her handler det om at forædle egen religiøse praksis og komme nærmere Allah. Denne gruppe kan kaldes kvietisterne. Den anden er den, vi kender som jihadisterne. De abonnerer på en udadvendt og politisk variant af salafismen, der søger at etablere et kalifat gennem enten udførelse eller promovering af vold og terror. I rapporten omtales denne variant som jihadi-salafisme.

Det er naturligvis den sidstnævnte, der er mest bekymrende, men også kvietisterne kan skabe problemer i form af social og religiøs kontrol med andre muslimer samt gennem kultivering af et konfliktpræget mistillidsforhold mellem muslimer og ikkemuslimer.

Ankomsten

Rapporten fortæller i kort form den foreløbige historie om salafismen i Danmark og Europa, der er værd at opsummere her. Den italiensk-amerikanske forsker Lorenzo Vidino har skrevet kapitlet om salafismens ankomst på det europæiske kontinent. Den fandt sted i slutningen af 1980erne, hvor jihadister slog sig ned i en række europæiske lande, herunder i Danmark, hvor vi eksempelvis husede terrorlederen Abu Talal al-Qasimi, der var involveret i mordet på den egyptiske præsident Sadat i 1981. Myndighederne var sløve til at opdage, at de lukkede farlige elementer ind i deres lande og gav asyl til mange jihadister, der var forfulgt i deres hjemlande.

I begyndelsen var disse grupperinger isoleret fra hinanden, men i løbet af 1990erne blev de gradvist mere integrerede. Særligt al-Qaeda formåede at forbinde de forskellige fraktioner, og deres fokus begyndte at ændre sig fra regimer i Mellemøsten til Vesten, særligt USA. Samtidig formåede kvietisterne i flere lande at etablere sig i segregerede boligområder med lav kontakt til det omgivende samfund, hvor de kunne etablere religiøs kontrol med andre muslimer. Dette så man eksempelvis ske i miljøet omkring moskeen ved Finsbury Park i London.

I Danmark besøgte flere højtstående terrorister uhindret landet. Eksempelvis »den blinde sheik«, der blev dømt for medvirken i det første terrorangreb på World Trade Center i 1993. Samme år opdagede politiet kemikalier til fremstilling af en bombe, da de ransagede tre muslimers hjem uden for Aarhus. Men sagen førte aldrig til en terrordom, fortæller terrorforsker Ann-Sophie Hermansen i kapitlet om salafismens tidlige dage i Danmark. Først efter terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001 opstod der en opmærksomhed på truslen fra de danske myndigheder. Indtil da havde salafister og jihadister formået at leve et liv under radaren.

Det var her, den brede offentlighed opdagede, at der også var danskere, der deltog i hellig krig i udlandet. Det skete, da en dansker var blandt de tilfangetagne fra Afghanistan, der sad på Guantánamo-basen i Cuba i de tidlige 2000ere. Efter terrorangrebet i Londons undergrund i 2005 opstod der over det europæiske kontinent en opmærksomhed på de såkaldte homegrown-terrorister. Et fænomen, der straks blev relevant også herhjemme, da man i oktober samme år anholdt fire personer i Glostrup, der i samarbejde med jihadister i Bosnien planlagde et terrorangreb et sted i Europa.

Man kan dog kun læse rapporten således, at den beskriver et fænomen i lavkurs. Selv de tilbagevendte fremmedkrigere har ikke vist sig at være den trussel, man frygtede i 2010erne.

Storhedstiden

Efter muhammedkrisen i begyndelsen af 2006 kom Danmark i jihadisternes søgelys. Osama bin Laden udstedte samme år en erklæring, der opfordrede til at dræbe tegnerne og straffe den danske regering. Herefter fulgte henholdsvis Vollsmose- og Glasvej-sagen, der begge endte med fem domme for terrorplaner. Flere af de dømte var født og opvokset i landet. Under retssagerne stod det klart, at alle de tre terrorsager udsprang af samme salafi-jihadistiske miljø.

Særligt muhammedtegneren Kurt Westergaard var udsat. I 2008 blev tre mænd anholdt og to af dem administrativt udvist, da politiet mente, de planlagde et mord på tegneren. Genoptrykningen af tegningerne samme år gjorde Danmark til et særlig udsat terrormål, og i 2010 forsøgte en dansk-somalier med relationer til al-Shabaab at dræbe Westergaard med en økse.

Det er altså i anden halvdel af 2000erne, at Danmark går fra at have været et lettere overset opholdssted for salafi-jihadister, hvis fokus var på aktioner i udlandet, til selv at være et højtprofileret terrormål for en ny generation af jihadister, der ofte var født og/eller opvokset her i landet.

I 2010erne udviklede salafi-jihadismen sig i en mere aktivistisk og synlig retning. Særligt gruppen Kaldet til Islam valgte en meget højlydt tilgang med stærk inspiration fra den engelsk-pakistanske salafist Anjem Choudary. De arrangerede demonstrationer imod demokratiet, som de anså for at være i strid med islam, og kunne i denne periode ses, mens de delte løbesedler ud på Strøget i København. I 2011 erklærede de endda Tingbjerg for »shariazone«.

2010erne blev salafi-jihadismens foreløbige storhedstid i Danmark. Men som terrorforsker Tore Hamming beskriver i sit kapitel, var det også en periode med intens intern splittelse i miljøet. Der var konstante udbrydergrupper og organisatoriske reformationer i en proces, der minder om den yderste venstrefløjs uendelige mikropartidannelser i 1970erne. Af særlig afgørende betydning blev splittelsen i den internationale jihad i 2013. Den opstod mellem al-Qaeda og deres afdeling i Irak, der året efter blev kendt som Islamisk Stat, da de udråbte deres eget kalifat.

Denne splittelse rev Kaldet til Islam midt over. De blev delt mellem dem, der var loyale over for al-Qaeda, og dem, der svor troskab til Islamisk Stat. Samtidig blev den syriske borgerkrig en magnet for salafi-jihadister med ambitioner om at deltage i hellig krig. En lille gruppe ved navn Kaldets nye ungdom forsøgte kortvarigt at agitere imod Islamisk Stat, mens adskillige af Kaldet til Islams øvrige medlemmer døde i Syrien.

Herefter opstod en gruppering ved navn Millatu Ibrahim, der blev de første herhjemme med eksplicit støtte til Islamisk Stat og fokus på at rekruttere fremmedkrigere til kalifatet. I Aarhus var Muslimsk Ungdomscenter i Grimhøjmoskeen også storleverandør af danske helligkrigere til Levanten.

Nedturen

Begge disse grupper faldt dog fra hinanden omkring 2016-17 under negativ offentlig opmærksomhed og blev erstattet af en række smågrupperinger med navne som Wakf Ungdom og Sandhedens Vej, der dog også hurtigt døde ud. Tilbage stod en decimeret bevægelse ved navn Team Dawah. Men i takt med kalifatets nedtur i Irak og Syrien, hvor de led militære nederlag og til sidst mistede deres territorier, faldt kursværdien for jihadismen også herhjemme.

I dag ser miljøet ud til at være på tærsklen til opløsning. På trods af ugentlige aktiviteter har Team Dawah svært ved at samle mere end syv-otte personer. Det er langt fra fordums storhedstid i midten af 2010erne. Et betydeligt antal af deres tidligere medlemmer er enten fængslet, dræbt eller har forladt miljøet. Nye medlemmer står ikke i kø.

Det betyder ikke, at truslen fra jihadismen er væk. Der eksisterer stadig jihadister, der fra tid til anden lægger terrorplaner, omend de er færre og mindre synlige end før. Man kan dog kun læse rapporten således, at den beskriver et fænomen i lavkurs. Selv de tilbagevendte fremmedkrigere har ikke vist sig at være den trussel, man frygtede i 2010erne.

Rapportens øvrige kapitler, der samler erfaringer fra politiet, kommunerne og flere moskeer, melder også her om et fænomen, der ikke er, hvad det har været. En del moskeer er blevet mindre tolerante over for jihadisterne, omend kvientisterne stadig har deres gang de fleste steder. Man er her blevet bedre til at samarbejde med politiet, hvilket blandt andet skyldes, at man oven på flere højreekstreme terrorangreb på muslimske miljøer i udlandet, har indset, at man faktisk også har brug for politiets beskyttelse.

Dermed står Danmark over for et langt mindre problem end i Sverige. I rapportens afsluttende kapitel fortæller den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp, at der ifølge den svenske sikkerhedstjeneste er over 2.000 voldsfremmende radikale islamister i landet. Hvor de i Danmark er decimerede og isolerede, har de jihadi-salafistiske miljøer i Sverige tilsyneladende infiltreret langt bredere sammenhænge endda med ejerskab af skoler og systematisk misbrug af offentlige midler. Ingen af de personer, der er blevet interviewet i den danske rapport, melder om lignende problemer herhjemme.