Det lyder som en Morten Korch-film: Efter den gamle barons død er slægtsgodset i overhængende fare for at blive solgt. I sidste øjeblik lykkes det den ene af baronens to døtre at overtage ejendommen, men selve slottet er tømt. Ved en række transaktioner med advokaters hjælp er hendes storesøsters mindreårige søn kommet i besiddelse af alt inventaret og de gamle anemalerier, og nu er det sat til salg. Lillesøster planlægger at møde op på auktionsdagen for at købe så meget som muligt af familiens historie gennem 350 år tilbage til slottet. Et gammelt juridisk dokument, som nogle tilsyneladende ikke har været opmærksom på, spiller også en rolle.
43-årige Louise Iuel Albinus spiller hovedrollen, og det er ikke en film: For fire måneder siden kom det overraskende frem, at hun var køberen af Valdemars Slot, der indtil 2017 var ejet af hendes far, lensbaron Niels Iuel-Brockdorff, og onsdag i næste uge bliver en stor del af inventaret solgt på auktion hos Bruun Rasmussen.
Aktieselskabet bag Valdemars Slot, som hun og hendes fire år ældre søster, Caroline Fleming, ejede halvdelen af hver efter faderens død, blev af myndighederne sendt til tvangsopløsning sidste år, og slottet derefter sat til salg. Tvangsopløsningen var en konsekvens af, at Caroline Fleming nægtede at underskrive familieselskabets regnskab. Hun påstod, at søsteren og hendes mand, der var henholdsvis direktør og bestyrelsesformand i selskabet, brugte af selskabets penge til private formål. En uafhængig revisor fandt ingen uregelmæssigheder af betydning, men hun ville stadig ikke skrive under.
Det lykkedes Louise Iuel Albinus at rejse penge til at købe slægtsejendommen, men det var et næsten tomt slot, som hun overtog. Et par år tidligere havde Carolines dengang umyndige søn, Alexander, nemlig erhvervet alt indbo med penge fra familien Fleming. Hans far er den britiske milliardær Rory Fleming, som Caroline er skilt fra.
Da det stod klart, at Louise ville blive den nye ejer, bad hun om lov til at købe nogle af de for slægten mest betydningsfulde malerier, møbler og andre genstande, men både søsteren og hendes eksmand sagde via deres advokater blankt nej. I stedet blev inventaret hentet og kørt væk i mange læs flyttebiler for siden at blive sat på auktion.
LOUISE IUEL ALBINUS er 12. generation af slægten Juel på slottet, og hun har tænkt sig at møde fysisk op på auktionen i Bredgade i København. Andre potentielle købere må gerne se, at hun er der.
»Jeg håber, at folk vil lade være med at overbyde mig, når det gælder de vigtigste ting. Nogle har allerede ringet og spurgt, hvad jeg er interesseret i, for så vil de ikke selv byde. Det er jeg selvfølgelig enormt taknemmelig for,« siger hun.
Lykkes manøvren, vil det ikke være første gang i danmarkshistorien. Da grevskabet Brahesminde med slottet Hvedholm som centrum gik i opløsning i 1920erne, blev indboet også solgt på auktion. Fortællingen lyder, at når folk i salen så, at en fra slægten Bille Brahe – der havde siddet på grevskabet i mange århundreder – bød på noget fra slottet, lod de armen blive nede i respekt for den gamle ejerfamilie.
Så hensynsfuldt foregår det næppe i dag, hvor interesserede kan byde anonymt via telefonen eller nettet. Til gengæld kan man ifølge Louise Iuel Albinus være sikker på, at tingene ikke bare havner et tilfældigt sted i Danmark eller udlandet, hvis det lykkes hende at få hammerslag.
»Alt har sådan set sentimental værdi for mig selv, men det kan jeg ikke lade mig styre af. Der er grænser for, hvad jeg har råd til, og jeg vil kun forsøge at købe det tilbage, som historisk har betydning og virkelig hører til på Valdemars Slot,« siger hun.
Vigtigst er malerierne af ejerslægtens mænd og kvinder gennem århundreder.
»For mange mennesker vil et familiealbum med fotos være det vigtigste at redde ud, hvis huset brænder. Her har familiealbummet hængt i stor størrelse på væggene, og de er personificeringen af historien om Valdemars Slot,« siger hun, mens hun viser rundt i det tomt rungende slot: »Som barn var jeg faktisk bange for at gå alene gennem denne her gang, fordi mændene på væggen så virkelig store og bryske ud. Alligevel går jeg nu og tænker over, hvem der mon kan finde på at købe min familie på auktion. Det er en mærkelig oplevelse, og det er også mærkeligt, at billederne ikke er her længere. Jeg har jo kigget på dem hele mit liv og har et forhold til dem.«
Højeste prioritet for hende, når det går løs på auktionen i næste uge, har tre 1700-tals portrætter, som er malet af den højt anerkendte Jens Juel. Den samlede vurdering lyder på 400-500.000 kroner.
Trods efternavnet er maleren ikke i familie med slægten på Valdemars Slot, men personerne på billederne hører til blandt de vigtigste i slottets historie. To af malerierne forestiller Frederik Juel og hans kone, og det var ham, der – inden det blev lov i Danmark – oprettede skoler for alle børn på godset, høj som lav. Han sørgede for husmændene og de fattige, indførte nye og moderne dyrkningsmetoder i landbruget og plantede træer på en måde, som i dag gør skovene i området til nogle af Danmarks mest frodige.
»Han har betydet så meget for det her sted!« udbryder Louise Iuel Albinus: »Frederik Juel er min fire gange tipoldefar, og han er en af de forfædre, jeg føler mig nærmest knyttet til, for vi deler lidt samme skæbne. Han mistede sin mor, da han var et par måneder gammel, og sin far, da han var seks år. Jeg mistede min mor, da jeg lige var fyldt syv, og jeg kan forestille mig, hvordan den lille dreng har haft det. Frederik fik en stedmor, Amalie, som Jens Juel også har malet, og jeg fik Molise. Både Frederik og jeg var heldige, at vi fik søde stedmødre, der tog sig af os. På maleriet ser han så rar ud, og det var han også i virkeligheden.«
LOUISE IUEL ALBINUS er født i Danmark, men flyttede som treårig med sin familie til England. De flyttede af skattemæssige årsager, efter at hendes far måtte sælge Valdemars Slots skove for at redde ejendommen. Egentlig skulle de kun have boet der i et par år, men hendes mor fik kræft og døde efter få måneders sygdom.
»Jeg kan huske, at jeg besøgte hende på hospitalet og fik lov at mærke arret på ryggen, hvor hun havde fået fjernet en nyre. 'De har lavet patchwork på mig,' sagde hun, og det forstod jeg, for hjemme syede hun altid,« fortæller Louise Iuel Albinus.
Senere flyttede hun tilbage til Danmark med faderen, der giftede sig igen. De boede på Valdemars Slot, mens hun gik i ottende og niende klasse i Svendborg og senere i gymnasiet på Herlufsholm.
»Min far blev på en måde både min far og min mor, og han var en fantastisk mand. Han var umådelig sjov, intelligent, galant og meget bevidst om familiens historie. Altid med et glimt i øjet. Vi havde Encyclopedia Britannica stående, og når jeg hele tiden spurgte om noget, prikkede han på mig og sagde: 'Gå hen og slå det op!' Jeg gik altid bag ham, når han gik ud med sodavand og sandwich til folkene, der høstede, og når der var restaurering på slottet, var det enormt sjovt og spændende at høre ham fortælle om, hvorfor den ene stue var dekoreret i rokokostil, og den anden ikke var det. Og om hans forfædre, som også var mine,« fortæller hun.
Efter gymnasiet tog hun en etårig handelsuddannelse og drog bagefter til USA for at læse kunsthistorie, mens hendes søster, Caroline, slog sine folder i London.
VALDEMARS SLOT på Tåsinge mellem Fyn og Langeland er af fyrsteligt format. Selve hovedbygningen blev opført i 1639-44 af Christian 4. til hans søn med hustruen til venstre hånd, Kirsten Munk. Prins Valdemar Christian nåede dog aldrig selv at flytte ind, før han døde på en slagmark i Polen, 34 år gammel.
I 1677 fik admiral Niels Juel overdraget godset af Christian 5. som delvis betaling af de prisepenge – belønning for kaprede skibe – han havde gjort sig fortjent til ved blandt andet den storslåede sejr over svenskerne i Køge Bugt. Med ham begyndte slægtens ubrudte ejerrække frem til i dag.
I midten af 1700-tallet skabte hans søn, Niels Juel den Yngre, det nuværende bygningskompleks, som gør Valdemars Slot til en af Danmarks arkitektonisk set mest interessante herregårde. Stilen er højbarok, hvor alt skulle være symmetrisk omkring en akse. Fra hovedbygningen fører mure i en stor bue ud til to portbygninger og herfra lige videre til de lange, lave avlsbygninger. Yderst ude ved søen bøjer linjerne atter sammen og mødes i en elegant tepavillon.
Afstanden fra slottet til pavillonen er ikke mindre end en kvart kilometer. Det monumentale anlæg var berettiget af godsets størrelse, der indtil begyndelsen af 1900-tallet omfattede hele øen. I dag er det decimeret til godt 400 hektar, men slægten sætter stadig sit præg overalt på Tåsinge.
Ikke mindst i den nærliggende Bregninge Kirke, hvor et enormt gravkapel, adskilt fra kirkeskibet med forgyldte gitre, stadig hører til familien. Søhelten Niels Juel er begravet i Holmens Kirke i København, men efterkommerne hviler her på Tåsinge i store sarkofager.
I den nyeste ligger Louise Iuel Albinus' farfar, der døde i 1989, ved siden af en stor marmorurne med støvet af hendes mor. Hendes far er begravet i jorden ude på kirkegården under en stor plade af sten. Også den prydes af Juelernes våbenskjold med en sekstakket guldstjerne over tre sølvstrømme i et blåt felt, som erindrer om slægtens glorværdige fortid – til vands og på land.
Gennem århundrederne blev slottet fyldt med et rigt inventar og den store portrætsamling udført af skiftende perioders bedste danske og europæiske kunstnere.
SØSKENDESTRIDEN, tømningen af slottet og den forestående auktion fik for nylig den konservative folketingskandidat og debattør Nikolaj Bøgh til at tale om »en regulær kulturarvskatastrofe i langsom gengivelse«.
Han mener, at det burde have været en national opgave at sikre, at inventaret på Valdemars Slot kunne bevares på stedet og fortsat være tilgængeligt for offentligheden, som det har været siden 1970erne og indtil for nylig. Som han fastslog: »Det er bestemt ikke et spørgsmål om at redde indboet for en bestemt familie, men om at vi i fællesskab mister noget vigtigt. Det er helheden, kulturmiljøet og samspillet mellem bygninger, inventar og historie, som har gjort Valdemars Slot til en i virkeligheden umistelig del af dansk kulturarv. Det truende salg af Valdemars Slots indbo giver samtidig anledning til at overveje mulighederne for en opstramning i fredningslovgivningen i de helt særlige tilfælde, hvor bygninger og store historiske samlinger er knyttet tæt sammen. I blandt andet Italien har staten mulighed for at kræve, at store historiske kunstsamlinger bliver holdt – og eventuelt solgt – samlet, hvilket blandt andet tidligere har reddet den fantastiske Borghese-samling i Rom. Valdemars Slots indbo er naturligvis ikke Borghese-samlingen eller anden umistelig kulturarv på verdensplan, men i en dansk kontekst er det måske ikke så langt derfra.«
DEN KONSERVATIVE DEBATTØR slog forgæves til lyd for, at en eller flere af de store danske fonde burde træde til, men i realiteten er der nu kun Louise Iuel Albinus til at redde stumperne. Hvorfor gør hun det?
I stedet for at poste mere end 100 millioner kroner i en ejendom, der med det nuværende jordtilliggende knap kan løbe rundt – og med en forventelig gasfyret varmeregning på 600.000 i år for blot at holde slottets 6.800 kvadratmeter frostsikret – kunne hun i stedet have levet trygt og godt af pengene.
»Jeg kunne ikke udholde tanken om en anden køber, der ikke havde samme kærlighed til stedet. Det har vel noget at gøre med at kende sine forfædre og sin egen historie. Det føles som en forpligtelse, når man har set sin far og hans forfædre passe på det i generationer,« svarer hun. Og så lidt efter: »Egentlig har jeg svært ved at sætte ord på hvorfor. Jeg tror, det er opdragelsen fra min far om, at man kun har slottet til låns, og at opgaven er at passe på det og videregive det til næste generation og dermed sikre historien. Min mand, Nikolaj, og jeg har lavet en tiårig forretningsplan, og hvis vi får alle husene lejet ud, optimeret skovdriften, trimmet jagtvæsenet og får lov at bygge ældreboliger på en grund i udkanten af Troense, kan det lige præcis hænge sammen. Vi er sparsommelige, og vi skal arbejde for føden, men jeg er kun lidt nervøs.«
Som noget af det første efter overtagelsen inviterede hun og hendes mand de lokale beboere på besøg. Stående på hovedtrappen med en mikrofon i hånden og tårer i øjnene appellerede hun til deres opbakning og forståelse for, at slottet ikke længere kan holdes åbent som museum, for der er ikke længere så meget at vise frem inden døre.
»Jeg ved, at Valdemars Slot betyder meget for jer. Det er en del af Tåsinge og en del af jeres baghave, men vi skal have jeres tålmodighed. Vi skal have ro til at finde ud af, hvordan I kan komme her igen,« sagde Louise Iuel Albinus.
Hun har en vag drøm om, at slottets største rum og sale – der er 40 i alt – med tiden kan bruges til koncerter og udstillinger af kunst og design. Enkelte skal hun og familien selv bo i: »Da møblerne og malerierne blev båret ud, var jeg ulykkelig. Det var ligesom at miste en nærtstående, og jeg gik igennem alle sorgens faser: tristhed, vrede og tomhed, men så endelig en uforklarlig ro. Jeg begyndte at gå rundt i de tomme sale og så alle slottets vidunderlige detaljer på en måde, som jeg aldrig havde gjort før. Pludselig var der masser af luft og plads rundt om mig, og jeg anede mulighederne for at gøre noget helt nyt.«
I LOFTERNE ER lysekronerne væk, men helt tomt er der faktisk ikke på Valdemars Slot. Ifølge et tinglyst dokument fra 1923 skal 14 af de historisk mest betydningsfulde malerier og genstande nemlig forblive på slottet til evig tid – eller i hvert fald så længe, som slægten Juel ejer det.
I den gamle deklaration forpligtede den daværende ejer sig på egne og efterkommernes vegne til aldrig at sælge, pantsætte eller flytte de 14 specificerede stykker indbo. Principielt beholdt familien ejendomsretten til blandt andet Niels Juels skibskiste, hans rejseapotek og ikke mindst hofmaleren Pilos gigantiske malerier, der stadig hænger i den enorme riddersal med seks meter til stukloftet, men de fraskrev sig retten til at udøve en ejers sædvanlige ret.
Ifølge det gamle dokument har Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Statens Museum for Kunst nemlig forkøbsret, hvis noget sættes til salg eller fjernes fra slottet, og det skal ske til de i dokumentet angivne priser. De svinger mellem 500 og 6.000 kroner, hvilket i 1923 selvfølgelig var noget mere værd end i dag, men stadig en uhørt lav pris.
Aftalen med staten var en følge af lensafløsningen, hvor de såkaldte fideikommisgodser, der hidtil havde skullet gå ubrudt i arv som tilhørende slægten og ikke kunne sælges eller pantsættes, i stedet blev overdraget til den aktuelle besidder som hans eller hendes frie ejendom mod en klækkelig afgift til staten og aflevering af en stor del af godsets jord.
Ifølge loven om lensafløsning fra 1919 kunne staten også kræve historisk betydningsfulde genstande overdraget – og dem var der mange af på de store godser – men på nogle slotte blev der i stedet indgået en aftale om, at malerier og indbo kunne forblive på stedet, mod at staten fik forkøbsret.
Som stamhus var Valdemars Slot et af disse fideikommisgodser, som ud over at blive drænet for jord og kapital også fraskrev sig retten til at råde over det mest værdifulde inventar.
De gamle bestemmelser har pludselig fået fornyet betydning, efter at alt indbo efter faderens død blev erhvervet af Caroline Flemings søn – inklusive de i alt 14 malerier og andre genstande, som ifølge aftalen fra 1923 skal tilbydes museerne til ingen penge, hvis de ønskes solgt, eller Valdemars Slot ikke længere tilhører slægten Juel.
Spørgsmålet er, om dødsboet overhovedet havde ret til at sælge, selvom det formelt set var til en direkte efterkommer i skikkelse af den umyndige Alexander – hans engelske far ville aldrig selv have kunnet købe uden at aktivere museernes forkøbsret – og i hvert fald må de historiske effekter ikke fjernes fra slottet.
Alligevel tog flyttebilerne et stort Pilo-maleri af Anne Margrethe Juel med, som er omfattet af aftalen. I det gamle dokument er salgsprisen til museerne fastsat til 300 kroner, men ifølge en vurdering fra et forsikringsselskab i 2014 er værdien af maleriet i dag snarere 600-800.000 kroner.
Advokaten, der repræsenterer Caroline Flemings søn og hans far, hævder, at det kostbare billede bare er sendt til restaurering, og at museet, som har forkøbsret, er orienteret om »bortførelsen«.
Louise Iuel Albinus er usikker på, hvad der i virkeligheden foregår. Hun kan ikke få at vide, hvor billedet er, og hvem der står for restaureringen. Siden marts har hun forgæves bedt om at få leveret maleriet tilbage til slottet, for som aktuel ejer af slottet har hun i egen optik ansvaret for det, som staten har forkøbsret til.
Det er så endnu en af kampene om Valdemars Slot.
Caroline Fleming ønsker ikke at udtale sig om sagen, oplyser hendes manager, Elisa Lykke.
