Kort nyt. Et hold amerikanske forskere har undersøgt sammenhængen mellem søvn og graden af generøsitet og empati.

Sød søvn

Mangel på søvn har ikke kun en negativ effekt på eget helbred, psykisk som fysisk. Når man ikke sover nok, har det også konsekvenser for, hvordan man behandler andre. Sådan lyder konklusionen i en videnskabelig artikel af psykologer fra universitetet Berkeley i USA. Forskerne har undersøgt søvnens sammenhæng med graden af generøsitet gennem tre forskellige måleparametre: hjerneskanninger, donationer til velgørenhed og onlineadfærd.

24 frivillige har deltaget i fMRI-skanninger, som har vist en forbindelse mellem søvn og særlige områder af hjernen, der knytter sig til empati og evnen til at læse andres behov. Når vi sover dårligt, er disse områder mindre aktive, viser resultaterne. Forskerne bad også 171 forsøgsdeltagere om at indrapportere detaljer om kvaliteten og længden af deres søvn i løbet af tre-fire nætter og undervejs svare på et spørgeskema, der undersøgte deres lyst til at gøre gode gerninger for andre. Forsøget viste, at deltagerne var mindre tilbøjelige til at ville hjælpe andre, hvis de havde sovet dårligt.

Påvirkningen viser sig selv ved små udsving i søvnens længde. Det er konklusionen i den sidste del af studiet: en analyse af, hvad der sker med donationer til velgørende organisationer i forbindelse med skiftet til sommertid. Forskerne har gennemgået over tre millioner donationer givet i USA mellem årene 2001 og 2016. Et skift til sommertid – og dermed potentielt én times mindre søvn – fører til et fald på ti procent i donationer dagen efter den forkortede nat, viser analysen.

PLoS Biology, 23. august

At få teenagere til at lære noget klokken otte om morgenen er en kamp mod biologien. Læs, hvorfor man måske bør gentænke skolernes mødetider.