Vanskelighederne med at skaffe sygeplejersker, pædagoger, skolelærere, sosu-assistenter og andre faggrupper i velfærdssamfundets frontlinje er som bekendt enorme. Rekrutteringsproblemerne er nået dertil, at Kommunernes Landsforening, KL, forleden opfordrede Christiansborg, der aktuelt er ramt af valgkuller, til at ignorere traditionelle stridigheder for at finde sammen i et nationalt kompromis om at skaffe mere arbejdskraft.
Oven i de øjeblikkelige kvaler med at hyre medarbejdere til at tage sig af den borgernære service forventer kommunerne at få brug for 44.000 flere medarbejdere frem mod 2030 som følge af et stærkt stigende antal ældre og en pæn vækst i antallet af børn. Det er bare svært at se, hvorfra de ansatte skal komme. Som Martin Damm, KL-formand og borgmester i Kalundborg, formulerede de dystre udsigter i Jyllands-Posten: »Vi kommer til at mangle sosu-ansatte, så langt øjet rækker, og vi står ved foden af bakken.«
Måske gør de kommunale arbejdsgivere nu også klogt i at fundere over, om deres ansættelsespolitik gennem de seneste mange år har været til udelt gavn for borgerne. Sagt kort har rådhusene fået flere medarbejdere i administrationen og færre til at tage sig af de gamle i ældreplejen, småbørnene i daginstitutionerne og eleverne i folkeskolen. Balancen mellem såkaldt varme og kolde hænder er forrykket til fordel for sidstnævnte.
Udviklingen er foregået, siden strukturreformen, også benævnt kommunalreformen, blev indført i 2007, hvor 271 kommuner blev til 98, og de 14 gamle amter blev erstattet af fem regioner. Målet? At høste stordriftsfordele og give borgerne bedre velfærdsservice.
Ifølge tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor var der ved den seneste opgørelse fra april i år 384.491 ordinært ansatte, opgjort som fuldtidsbeskæftigede. Det er to procent færre end i april 2007.
Men undervejs i de seneste 15 år er der sket forskydninger mellem personalegrupperne. Antallet af ansatte, der befatter sig med administration og it, tilhører chefgruppen eller er på akademikeroverenskomst, er steget med cirka 8.300, hvad der svarer til en forøgelse på 18 procent. Særligt er akademikergruppen, der især tæller magistre, jurister og økonomer, vokset. Den er øget med 86 procent, altså tæt på en fordobling.
Værd at bemærke er også, at rådhusene i stigende grad beskæftiger journalister. De er ganske vist ikke mange i det store billede, men det er dog påfaldende, at cheferne i løbet af de seneste 15 år har fundet det formålstjenligt at øge antallet af journalister med 117 procent, altså mere end det dobbelte, for at kunne kommunikere positive fortællinger om kommunen ud til lokalbefolkningen. Ret beset gør det næppe servicen bedre.
Omvendt er der i samme periode blevet færre medarbejdere til at tage sig af nogle af borgernes nære behov.
Antallet af lærere er reduceret med cirka 8.900, hvad der svarer til en nedgang på 14 procent. Antallet af pædagoger i daginstitutioner, sfo’er og klubber er mindsket med omkring 1.300, hvad der er en reduktion på tre procent. Og antallet af medarbejdere blandt social- og sundhedspersonalet, hvad der i altovervejende grad er sosu’erne i ældreplejen, er svundet med cirka 2.700; svarende til en nedgang på fire procent.
Stordriftsulemperne
Arkitekten bag omkalfatringen af det administrative danmarkskort i 2007 var Lars Løkke Rasmussen, der som daværende indenrigs- og sundhedsminister i 2005 i forordet til en publikation om den forestående reform skitserede, hvad danskerne kunne forvente. Nemlig en offentlig sektor, der »mere end nogensinde er indrettet efter borgernes behov«, og hvor opgaverne skulle løses »med høj kvalitet og så tæt på borgerne som muligt«.
I samme publikation anførte ministeriet, at der ved sammenlægningerne ville være synergigevinster at hente på administrationen: »Det kan – meget forenklet – sammenlignes med situationen, når et kærestepar flytter sammen og opnår besparelser ved kun at have et avisabonnement, en telefon og fælles forsikringer.«
I dag kan man nok konstatere, at de administrative gevinster stadig mangler at blive udmøntet for alvor. I slutningen af juni udsendte Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed en analyse, der dokumenterede, at kommunernes udgifter til administration og ledelse sidste år løb op i 9.616 kroner pr. indbygger på landsplan. Udgiften er, målt i faste priser, den højeste siden 2013, der er det længste tilbage i tiden, som analysen beskæftiger sig med.
Spørger man Roger Buch, kommunalekspert og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er historien ganske enkelt, at den store reform er mundet ud i noget andet, end den blev markedsført som:
»Lars Løkke turnerede op til kommunalreformen rundt med det glade budskab, at et væsentligt formål med kommunalreformen var at flytte ressourcer fra de kolde hænder, altså djøf’erne, og over til de varme hænder. Det var et af salgsargumenterne dengang. Ved at slå kommuner sammen kunne vi høste stordriftsfordele og spare en masse oppe på rådhuset – og så kunne vi få flyttet ressourcerne ud, så vi fik mere personale til at hjælpe borgerne. Man må bare sige: Det er det stik modsatte, der er sket.«
Ifølge Roger Buch er det for så vidt ikke underligt, at cheferne på rådhuset har oprustet personalet i forvaltningerne, eftersom kommunesammenlægningerne har skabt større og mere komplekse organisationer at holde styr på.
»Grundlæggende handler det om, at kommunerne er blevet ramt af stordriftsulemper. I en lille kommune før i tiden var skoledirektøren chef for måske fem skoler. Det kunne han fint overskue, og han havde et ret indgående kendskab til hver enkelt skole. I de sammenlagte kommuner sidder skoledirektøren nu med måske 20, 30 eller 40 skoler. Det betyder, at han ikke kan have det forkromede overblik eller noget detailkendskab til, hvad der foregår på skolerne. Det har skabt behovet for hjælpere, som mellemledere, områdechefer og afdelingschefer og så videre, for at få bistand til at skabe et overblik. Det medfører også kontrolsystemer for at kunne holde øje med, hvad der sker ude på skolerne. Og så får man et selvpåført bureaukrati for at kunne overskue, hvad der foregår ude på skolerne, daginstitutionerne og ældrecentrene,« siger Roger Buch.
Malplacerede magistre
Forhører man sig hos Kurt Houlberg, ekspert i kommunaløkonomi og professor på VIVE, er der også andre grunde til, at antallet af akademikere i forvaltningerne er vokset som følge af reformen.
»Man havde en ambition om at opruste professionaliseringen i administrationen med analyse- og evalueringskompetencer for at få et mere kvalificeret grundlag for lokalpolitikernes beslutninger. Der er ingen tvivl om, at det blandt andet afspejler, hvorfor der er kommet flere akademikere,« siger han.
Ifølge Kurt Houlberg er der desforuden andre årsager til, at en medarbejdergruppe som juristerne er øget. Databeskyttelsesforordningen gdpr har for eksempel nødvendiggjort det.
»Fra de nordsjællandske kommuner hører jeg også, at de ansætter flere jurister, fordi de får flere og flere klager fra borgere, som selv er jurister, og det presser kommunerne til at stå på mål for deres afgørelser og beslutninger på en mere struktureret og tidskrævende måde end tidligere,« tilføjer han.
Dennis Nørmark, antropolog, foredragsholder og medforfatter til den storsælgende bog Pseudoarbejde, hæfter sig ved, at akademikerne i nogen grad har fortrængt hk’erne i den kommunale administration. Det har flyttet rådhusenes fokus.
»Administrationen handler nu i højere grad om at betjene ledelsen, så cheferne kan fremstå godt, end om de medarbejdere, der udfører opgaverne over for borgerne,« siger Dennis Nørmark.
Konsekvensen er, at hverdagens arbejdsgange er blevet mere bøvlede for eksempelvis lederne i daginstitutionerne og på plejehjemmene. Før kunne de få hjælp fra hk’erne til de administrative opgaver, som de nu må spejde forgæves efter.
»Administration i ordets oprindelige forstand er jo at understøtte medarbejdere til at udføre deres arbejde over for borgerne. Og en kontoruddannelse er en reel faglighed. Men er du cand.mag. i dansk, har du ikke en klap forstand på at hjælpe folk med de ting. I virkeligheden skulle du have siddet og undervist i Tove Ditlevsen ude på et gymnasium. Men i stedet ender du så som specialkonsulent i en kommune, hvor du egentlig gør meget lidt nytte,« bemærker Dennis Nørmark.
Han finder det samtidig påfaldende, at den øgede digitalisering, hvor borgerne skal betjene sig selv, ikke har nedbragt antallet af ansatte i administrationen.
»Man skulle tro, at der kunne høstes fordele ved digitaliseringen til at skaffe sig af med folk, der ikke mere er brug for. Men det er altså ikke sket. Man kan kun spekulere i hvorfor. Men det kunne jo være, fordi cheferne beskytter og holder på deres egne årsværk. Når jeg taler med kommunaldirektører uden for citat, siger de, at alle sørger for ikke at gøre sig selv overflødige. Derfor finder man på nye opgaver at give til medarbejderne, selvom de egentlig ikke er væsentlige,« siger Dennis Nørmark.
Egen eksistensberettigelse
Muligvis bør rådhusene også grunde over, hvad de kommunale arbejdsgivere selv kan gøre for at rekruttere og fastholde flere ansatte ude på gulvet. Det er ingen hemmelighed, at medarbejderne med den daglige kontakt med borgerne opfatter flere dokumentationskrav, der skal afrapporteres opad i systemet, som meningsløse og dræbende for arbejdsglæden.
Således fremlagde fagforeningen FOA, hvor sosu’erne er organiseret, for et par uger siden en medlemsundersøgelse, der fortalte, at ansatte i ældreplejen i gennemsnit bruger 50 minutter om dagen på at dokumentere. Syv ud af ti medarbejdere beretter, at de skal registrere de samme oplysninger flere steder eller i flere systemer. Og lige så mange oplever, at det, de skal indrapportere, ikke bliver anvendt til noget.
Ifølge sektorformand Torben Klitmøller Hollmann fra FOA er mange af dokumentationskravene i realiteten udtænkt af administrationen for at legitimere egen eksistensberettigelse.
»På den måde opfinder mange af akademikerne opgaver til sig selv. Men de bunker af dokumentation, som vores medlemmer skal levere, bliver jo end ikke læst. Der er et eller andet med hele systemet, som bare er stukket helt af,« siger han.
Det er nu ikke kun i kommunerne, at antallet af administrative medarbejdere er vokset siden strukturreformen. Det samme gælder på sygehusene, der drives af regionerne. Her har man samlet haft en fremgang i antallet af ansatte, opgjort som fuldtidsbeskæftigede, på 21 procent fra 2007 til 2021. Det skyldes ikke alene, at der er kommet flere læger og sygeplejersker. Det administrative personale er vokset med anselige 38 procent og altså mere end beskæftigelsen som helhed.
