Informationskrig. Amnesty Internationals rapport om Ukraines brud på folkeretten lyder som et ekko af Vladimir Putins forsvarsministerium og bliver derfor set som »et gennembrud« for russisk propaganda.

Anerkendelse fra Amnesty

Hvis man er en af de danske ruslandskorrespondenter, der modtager hyppige pressemeddelelser fra det russiske forsvarsministerium, lander man hver dag i en alternativ virkelighed.

Ofte kan de inddeles i to kategorier. Den første handler om den tilsyneladende imponerende store succes, som russerne har med deres præcisionsbombninger i Ukraine:

Ved storbyen Kharkiv har de således netop ramt op til 150 ukrainske soldater. Ikke så langt derfra er en »nazistisk« gruppering blevet skadet så meget, at den reelt ikke kan fungere længere. I grænselandet mellem regionerne Kherson og Mykolajiv har russiske missiler tilintetgjort op mod 70 ukrainske »nationalister«. Lidt længere nordvestpå i Mykolajiv-regionen er det gået ud over op til 30 soldater.

En lang række andre steder har man bombet både mandskab og materiel, uden at det dog specificeres, hvor mange der er blevet uskadeliggjort. Men i Donetsk-regionen har russerne i hvert fald – ifølge sig selv – gjort det af med flere af de berygtede amerikanske HIMARS-missilsystemer. Alt dette er sket i løbet af de seneste par dage, fremgår det af den i skrivende stund nyeste pressemeddelelse.

Og når skrivelserne ikke jubler over russiske succeser, peger de som regel på ukrainske krigsforbrydelser. Der er nok at tage fat på, fremgår det af denne kategori mails:

I en mindre by i Kharkiv-regionen har ukrainske styrker for eksempel overtaget et gymnasium og etableret checkpoints uden at evakuere civile fra nabohusene. I en mellemstor by i Donetsk-regionen bruger »neonazister« et kollegium og andre bygninger, der hører til en teknisk skole, hvor lokale indbyggere er blevet tvunget til at agere menneskeskjold.

I storbyen Mykolajiv er en musikskole blevet lavet om til dels en base for territorialforsvaret og dels et våbenlager. Vejene til skolen er blevet mineret, uden at befolkningen er blevet informeret om det.

Sådan fortsætter den lange russiske mailopdatering fra torsdag i sidste uge, samme dag som Amnesty International offentliggjorde deres omdiskuterede rapport om Ukrainian fighting tactics.

Denne rapport er til en vis grad et gennembrud. Man vil altid kunne henvise til dens indhold, når man får ordet ved forskellige fora.

Anton Khasjtjenko, Politisk kommentator i den Putin-tro avis Moskovskij Komsomolets

I rapporten anklages de ukrainske styrker for at bringe civile i fare. Langt hen ad vejen har Amnesty gentaget russiske argumenter om, at ukrainerne opererer i tætbefolkede områder i skoler og på hospitaler.

Hvad sagde vi

I Ukraine og Vesten er kritikken haglet ned over Amnestys rapport og logik. I Rusland har man ikke overraskende taget godt imod den internationale menneskeretsorganisations konklusioner:

»Amnesty International har anerkendt fakta, som er, at Ukraine overtræder krigsret,« konstaterede det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Marija Zakharova.

»Vi taler konstant om det,« skrev Zakharova på sin Telegram-kanal. Hendes ord blev citeret i en lang række medier, som fik travlt med at henvise til Amnesty International.

For en gangs skyld kunne russiske nyhedsjournalister og redaktører endelig fremme Kremls sag ved at referere til en i Vesten anerkendt og respekteret organisation. Endda næsten uden at manipulere. Blot skulle de slette Amnestys bemærkninger om Rusland.

I rapporten står der, at ukrainske overtrædelser medfører russiske angreb på civilbefolkningen. Men ordet »russiske« er forsvundet i de mange artikler i de russiske nyhedsbureauer, fremgår det af en gennemgang fra det Kreml-kritiske eksilmedie Meduza. Ukrainerne bliver dermed stemplet som eneskyldige i angrebene og ødelæggelserne.

Sådan bliver krigen – eller »den militære specialoperation«, som den officielt hedder – fortsat beskrevet i russiske medier. Blandt meget andet fremgår det af ugens største nyhedsprogram på Ruslands svar på DR1, Pervyj Kanal. I søndags bød det på følgende overskrifter:

»Russiske soldater risikerer deres liv for at sikre freden i Donbas.« »Som reaktion på tiltag fra uvenlige lande forsvarer Rusland sine nationale interesser – og vil også forsvare dem i fremtiden.« »Kyiv-regimet fortsætter med vedholdende forsøg på at fremprovokere en atomkatastrofe i Europa.«

I det hele taget er der nærmest ingen grænser for de uhyrligheder, som »Kyiv-regimet« begår dagligt:

»Forbrydelserne er så åbenbare og uhyggelige, at selv de mindst objektive organisationer (som den ifølge russerne provestlige Amnesty, red.) ikke kan undgå at lægge mærke til dem,« ræsonnerer advokat Dmitrij Agranovskij på retsportalen Rapsinews.

I lighed med andre russiske iagttagere peger Agranovskij på, at Amnesty International ikke har forholdt sig til nogen af de værste angivelige krigsforbrydelser.

Blodig provokation

Natten til den 29. juli udførte ukrainerne »en blodig provokation,« oplyste det russiske forsvarsministerium få timer efter, at det var sket. Ifølge russerne besluttede »Kyiv-regimet« at dræbe en gruppe ukrainske soldater, som tidligere havde overgivet sig til russiske styrker.

Deres midlertidige fængsel i den mindre by Olenivka i Donetsk-regionen blev ramt med missiler fra de amerikanske HIMARS-systemer. Omkring 50 fanger omkom. Enkelte russiske fangevogtere kom vistnok også lidt til skade.

Årsagen til »provokationen« var, at mange ukrainske soldater var begyndt at lægge deres våben og overgive sig, fordi de havde fundet ud af, at russerne behandlede dem humant. Ved at dræbe en gruppe fanger forsøgte den ukrainske ledelse at skræmme sine soldater og tvinge dem til at fortsætte kampen til det sidste.

Sådan lød argumentet fra det russiske forsvarsministeriums talsmand, generalløjtnant Igor Konasjenkov. Andre kendte Kreml-propagandister kom med endnu mere fantasifulde teorier:

»De ville lukke munden på dem, fordi de allerede var begyndt at afgive forklaringer, og for hver dag fortalte de mere og mere (om den ukrainske hærs forbrydelser, red.),« påstod den populære kommentator Sergej Mikhejev.

Kreative forklaringer på forbrydelser, som den russiske stat efter al sandsynlighed står bag, var i forvejen blevet en veludviklet disciplin. Uanset om det var drabet på oppositionslederen Boris Nemtsov, giftattentatet mod hans kollega Aleksej Navalnyj, nedskydningen af passagerflyet MH17 eller noget helt fjerde, så var det enten amerikanerne, tyskerne, ukrainerne eller den russiske opposition, som på forskellige måder iscenesatte en »provokation«.

Ikke desto mindre er den sandsynlige forklaring også denne gang, at russerne stod bag: De ukrainske krigsfanger blev dræbt, da der blev kastet eksplosiver ind i det midlertidige fængsel, så fangerne blev brændt ihjel.

En række internationale iagttagere har i hvert fald peget på, at der ikke kunne være tale om et ukrainsk missilangreb, for ingen bygninger i nærheden af fængslet havde taget skade, og der var heller ikke andre tegn på nedslag.

Sandheden er ilde hørt

Men også denne forklaring har russerne en forklaring på. Når vestlige analytikere drager sådanne slutninger og nægter at acceptere de officielle russiske udmeldinger, så skyldes det ikke deres iver efter sandheden, men at de fungerer som »det neoliberale diktaturs fortrop«.

Citatet stammer fra den altid velformulerede russiske politiker og udenrigspolitiske ekspert, senator Aleksej Pusjkov.

»Blandt alle institutioner i det vestlige samfund er massemedierne den, der har degraderet allermest i løbet af de seneste 30 år,« fastslår Pusjkov som kommentar til den massive kritik fra medierne, som Amnesty Internationals rapport blev mødt med i Vesten.

I Rusland lyder en af analyserne, at rapporten nu vil kunne bruges til at styrke Kremls argumenter de næste mange måneder og måske år:

»Denne rapport er til en vis grad et gennembrud. Man vil altid kunne henvise til dens indhold, når man får ordet ved forskellige fora,« vurderede kommentator Anton Khasjtjenko over for den Putin-tro avis Moskovskij Komsomolets.

For russiske propagandister er det ikke et problem, at der kun gik tre dage fra, at Amnesty International offentliggjorde sin rapport, til organisationen beklagede »den sorg og vrede«, som rapporten havde forårsaget. For dels holder Amnesty alligevel fast i rapportens konklusioner, og dels kan russerne nu pege på, hvordan selv vestlige menneskeretsaktivister er nødt til at undskylde, hvis de fortæller »sandheden«, som vestlige medier og regeringer ikke kan lide at høre på.

Fra russiske officielle kilder skal man ikke forvente nogen form for undskyldning, når de beretter om, hvordan deres virkelighed ser ud. Mens jeg har skrevet denne artikel, er der tikket nye pressemeddelelser ind fra det russiske forsvarsministerium. Her er et lille udpluk fra de seneste:

I regionalhovedstaden Tjerkasy i det centrale Ukraine huserer »militante« ukrainske grupperinger i et garageanlæg til ambulancer. Lokalbefolkningen er ikke klar over, at vejene er blevet mineret.

I den mindre by Zalizne i den krigshærdede Donetsk-region i Østukraine beskyder »nationalistiske bataljoner« nabobyerne fra et sygehus. De civile, der bor tæt på, får ikke lov til at blive evakueret, og de bliver endda afstraffet, hvis de forsøger at rejse væk.

Et andet sted i Donetsk-regionen, i den mellemstore by Kramatorsk, har ukrainske »neonazister« overtaget et sygehus, hvor personalet og patienterne bliver brugt som menneskeskjold.

Præcisering: Af artiklen underrubrik fremgik det oprindeligt, at Amnestys rapport omhandler ukrainske krigsforbrydelser. Vi har præciseret, at det drejer sig om brud på folkeretten.