Bag af dansen

Min højre hånd spillede omkring hendes smukt hvælvede mave, min venstre hånd var hævet, så hun kunne hvile sin hånd i min, og vi freestylede et par chassétrin på det tykke væg til væg-tæppe, mens orgelbokseren arbejdede koncentreret ved tangenterne, og den spinkle crooner lød som en honningsjus i en elsket bedsteforælders have, da han svøbte rummet i sin baryton:

»Tell me when will you be mine

Tell me quando, quando, quaaaandooo.«

Det var nytårsaften 2010 på Madeira, og vores kortvarige tid som kærester var ved at rinde ud: Snart ville vi blive til en børnefamilie, men her og nu var vi stadig unge, og vi missede med øjnene mod det utrolige sted, vi var havnet: Øens bedste restaurant var åbenbart udstyret med dansegulv, og vi trak på skuldrene og faldt ind i den særegne rytme velkomstdrink-svingom-forret-svingom-hovedret-svingom-dessert-tæt-sjæler.

Vi fnes hele vejen hjem til hotellet og skulle bare have vidst, at vi en dag, langt ude i fremtiden, netop ville mangle steder som dette. For hvordan går man egentlig ud sammen, når man er rundet de 40?

JEG ER TRÆT AF RESTAURANTER. Det er efterhånden længe siden, jeg kunne mønstre interesse for det nye spændende spisehus i en nedlagt jernbaneremise, hvor en tidligere Noma-kok vil introducere danskerne for den unikke måltidskultur i [indsæt eksotisk, men ikke for eksotisk destination]. Jeg er definitivt mæt af tatar og burrata og andre forlorent fornemme serveringer, der skal holde prisen på den faste femretters menu nede, og jeg gider ikke høre endnu en monolog på svensk eller dårligt engelsk om den vestvendte bjergskråning i bla bla med den skiferholdige jord, hvor druerne til det næste glas bliver plukket af venstrehåndede munke efter vintraditioner, der kan spores tilbage til holdnuop.

Mit koncertforbrug er også gået ned. Turene på Vega eller Hotel Cecil med fadøl i hånd og pikrock eller britpop på scenen har ellers altid været min modus operandi for en aften i byen, men min tinnitus bliver ikke bedre, og konen er for lav til at se scenen fra salen.

Man kan naturligvis gå ud hver for sig, og oftest er det den letteste løsning. Skiftes til at slå håret ud, henholdsvis hygge med børnene derhjemme. Men i længden er det ikke holdbart at lave det sjove hver for sig: Hvis kun venner og kolleger får glæde af dit velklædte, udadvendte jeg, mens partneren får ham med hættetrøje, tømmermænd og huslige pligter, er nedtællingen for parforholdet i gang.

Så hvad findes der af muligheder? Havkajak? Vi er for unge. Cocktailbar? Vi er for gamle. Natklubber for »voksne mennesker«? De er beregnet til singler og fraskilte. Parmiddage? Dem holder vi da fra tid til anden, men de bliver sjældent særlig mindeværdige, medmindre de to sæt børn på magisk vis finder hinanden på tværs af køn- og aldersforskelle, for afkommet fylder alt i dag.

VORES BEDSTEFORÆLDRE havde styr på det. Min mormor og morfars villa i Virum var et socialt kernepunkt i vennekredsen, hvor fem-seks vennepar mødtes, velklædte og lattermilde, til rejecocktail, indbagt oksemørbrad og nonnetårer ved det veldækkede bord (inklusive kuvertaskebægre, naturligvis). Herefter kom der garanteret gang i grammofonen, kanske en svingom til tidens toner, og så ellers gang i jetonerne: et slag l’hombre og et glas likør eller vermouth.

Eller hvad med en tur i teatret, mødes med vennepar i foyeren til en flyversjus, nyde en flot forestilling sammen og så hjem til et stykke natmad og en kold øl, efter at den unge pige i huset havde lagt de velfriserede børn i seng. Dumpe opløftede ned i sofagruppen, byde røgvarer rundt og fordøje Jørgen Reenbergs flotte præstation.

Men allermest misunder jeg dem danserestauranterne. Fra Første Verdenskrig og helt op i 70erne var der levende musik i nattelivet, selv mindre værtshuse havde en klaverbokser eller harmonikaspiller ansat, og på de større og bedre spisesteder hørte et velspillende orkester med til oplevelsen. Mange gik ud parvis, man ankom allerede ved 18-tiden, indtog en drink og gennemså menuen inden den første tur på gulvet, og under middagen kunne man nyde underholdning fra scenen eller tage en svingom mellem retterne, for dans var en naturlig del af et restaurationsbesøg.

Hvem der var gammel nok til at have oplevet Palace Hotels Marmorhaven, en vinterhave i jugendstil med glastag mod nattehimlen. Den storslåede art nouveau varieté Valencia i Vesterbrogade, hvor de store swingorkestre holdt til. Prater i Stengade med buffist, cigaretdame og de røde telefoner på bordene, så gæsterne kunne ringe til de andre borde og inklinere eller byde på drinks. National Scala med de hvælvede hjørnetårne og tusinde glødepærer, som af selveste PH blev udnævnt til »livsglædens palads«, skønt han vist selv foretrak at gå »i de dæmringslyse gader hjem fra Adlon/ møde første morgenmand og sidste natvogn«.

MEN FRA 60ERNE og frem klingede de store restauranters tid af, oplyser skænkestuekronikør deluxe Allan Mylius Thomsen i sine indsigtsfulde tekster om byens næringsliv. Københavnerne blev hjemme ved fjernsynet eller tog i sommerhus, og orkestre blev erstattet af båndoptagere og siden jukeboxe, for nogle gange går civilisationen bare tilbage og ikke fremad.

Men skulle nogle af de åbenbart utrolig mange iværksættere anno 2022 få øje på denne oplagte forretningsidé, kan de øjeblikkeligt notere sig for to forhåndsstamgæster, der vil indtage både aperitif og dansegulv på åbningsaftenen ligesom dengang på Madeira, hvor jeg holdt hende tæt, lykkelig i nuet og så pokkers spændt på det nye liv, der ventede os som familie. Den spinkle crooner så det straks og kvitterede med en James Blunt-schlager:

»Den næste sang går ud til det unge par på gulvet. Må I alle tre få en lykkelig fremtid sammen, to-tre-fire:

You’re beautiful

You’re beautiful

You’re beautiful, it’s true.«

Med 12 års forsinkelse: Tak, du madeiranske Engelbert. Det meste er gået godt. Jeg mangler bare én ting.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.