Kommentar. Tysklands legalisering af cannabis vil forstærke den skæve dansk-tyske grænsehandel. Et vigtigt debatemne for den danske valgkamp.

Für den fede

I sidste måned sørgede kansler Olaf Scholz for lidt latter i den tyske sommer. I et tv-interview modtog han flere direkte spørgsmål fra seerne; et af dem lød: »Herr Scholz, wann Bubatz legal?«

Bubatz er et tysk ord for joint, så spørgsmålet gik på, hvornår cannabis bliver legaliseret.

Scholz reagerede først desorienteret spørgende: »Hmm?«, men hans ansigtsudtryk viste, at han var helt med.

Men han fik det så gentaget – og svarede med en smilende mine, at regeringen med socialdemokrater, grønne og liberale jo har besluttet at tillade cannabis til almindelig nydelse, og at man stadig er ved at forberede lovgivningen.

På de sociale medier gik kanslerens reaktion viralt, og medierne har så boret nærmere i, hvornår cannabissen endelig bliver givet fri? Ifølge sundhedsminister Karl Lauterbach – der står for lovarbejdet – bliver lovteksten måske klar i år, så de tyske parlamentarikere i Berlin til næste år kan stemme om det.

TYSKLAND HAR I DAG, ligesom Danmark, en streng cannabis-lovgivning. Nu tager vor sydlige naboer så skridtet mod en reguleret legalisering af hampplanten, der indeholder omkring 60 forskellige psykoaktive stoffer, herunder den velkendte tetrahydrocannabinol. Planten indtages i form af marihuana, som er tørrede blomster og blade fra planten, eller hash, som er lavet af harpiksen fra blomsterstandene. Rygning af marihuana-joints er den mest almindelige form for forbrug.

Indtil videre er det tyskernes plan, at licenserede landmænd skal overtage dyrkningen, hvorefter produktet vil blive solgt i godkendte butikker til borgere over 18 år. Men det er en omhyggelig proces at vurdere risici og effekter. I det tyske parlament laves der rapporter om forskningen og virkningerne af legaliseringen i andre lande. De første eksperthøringer har fundet sted i juni-juli om forskellige emner som sundhed og forbrugerbeskyttelse, forebyggelse af unges misbrug, cannabissens forsyningskæder, det kriminelle miljø, strafferetlige ansvarsspørgsmål, kontrolmuligheder og licensering. Uklart er det endnu, om man ud over marihuana også skal tillade den stærkere hash-variant.

Den tyske cannabis-udvikling har i år været en stor historie i JydskeVestkysten, for i Vestdanmark ved man godt, at den frie tyske »Bubatz« får indvirkning på dem. Som avisen skrev forleden: »Et kilo Matadormix, tre rammer Ceres Royal og ti gram rød marokkaner. Sådan kan nogle danskeres indkøbsseddel til grænsehandel komme til at se ud inden årets udgang. Tyskerne tager nemlig nu endnu et skridt mod at legalisere marihuana.« Og videre: »Således er der heller ingen tvivl om, at den legale cannabis bliver et hit i grænsehandlen. Flere forretninger i Flensborg har allerede vist interesse for at få hamp på reolen.«

MEN MED EN DANSK valgkamp lige om hjørnet ville det være smart, hvis hele Danmark begyndte at tale seriøst om cannabissens indtog i grænselandet. De relevante spørgsmål er nemlig mange:

Bør vi stramme den allerede stramme grænsekontrol yderligere, fordi det fortsat vil være forbudt at have cannabis i lommen, når man rejser ind i Danmark?

Bør vi i stedet følge tyskernes vej og gradvist tillade cannabis, så danske landmænd også kan deltage i produktionen og indgå joint venture-projekter med tyskerne?

Hvad stiller vi op med den i forvejen skæve dansk-tyske grænsehandel? I dag handler afgiftsramte danskere for fem-ti milliarder kroner i de tyske grænsebutikker, hvilket koster tusindvis af danske arbejdspladser og tabte skattemilliarder. Store cannabisbutikker i Flensborg, Rostock og Puttgarten vil bidrage til at øge den handel.

Endelig er der også spørgsmålet om frihed versus stat? Det er efterhånden svært at argumentere for, at kontrolleret salg af cannabis udgør en speciel stor samfunds- eller sundhedsfare. Staten skal ikke bestemme, hvad individer laver i deres fritid, som den kendte kriminolog og juraprofessor Flemming Balvig så fint sagde – ifølge videnskab.dk – i sin afskedstale på Københavns Universitet i 2015:

»Jeg mener, vi bør give frie mennesker så frie udfoldelsesmuligheder som muligt. Det er ikke fællesskabets opgave at tage sig af, hvad det enkelte menneske gør mod sig selv, men hvad det udsætter et andet menneske for. Og det skal være en betydelig skade, før staten træder ind.«