Det er småt med gode tidender fra slagmarken i Ukraine i en uge, hvor russiske invasionsstyrker vandt kontrollen med Lysytjansk, den sidste større ukrainsk-kontrollerede by i Luhansk-regionen, og nu bombarderer de skånselsløst byer i naboregionen Donetsk, der stadig er under Kyivs kontrol, som indledning til endnu en fremrykning.
Men ét lyspunkt er der: Mandag kunne ukrainske soldater, landsat med helikopter, igen plante det gulblå nationalflag på klippeøen Zmiinyi (på dansk: Slangeøen) i Sortehavet, 35 kilometer fra den ukrainske kyst. Det skete, efter at de russiske besættelsesstyrker torsdag i sidste uge forlod øen – ifølge den officielle forklaring som »en gestus af god vilje« for at vise, at Rusland skam ikke har til hensigt at hindre åbningen af en humanitær søkorridor, hvorigennem det ukrainske korn kan transporteres til det stærkt hungrende verdensmarked.
Enhver, der har fulgt Ruslands krigsførelse i Ukraine, ved, at »god vilje« ikke er en del af det russiske krigsarsenal.
Grunden til den russiske retræte er snarere, at ukrainerne gennem missil- og artilleribeskydning fra kysten og droneangreb fra luften mod mål på selve øen og mod ethvert russisk fartøj, der kom med forstærkninger og våben, gjorde Slangeøen til et mareridt for russerne at forsvare.
Go fuck yourself!
Den ukrainske genindtagelse af den sagnomspundne ø, som ifølge legenden blev skabt af den græske havgud Poseidon som hjem for krigshelten Achilleus, er langt mere end en symbolsk sejr. Men den er også det!
Det var her, på den russiske invasions første dag, at en officer på den russiske sortehavsflådes flagskib, krydseren »Moskva«, gav de ukrainske grænsevagter på øen ordrer til at overgive sig og fik det berømte svar tilbage: »Russisk krigsskib, go fuck yourself!«. »Moskva« blev i april sænket af ukrainske missiler, en kæmpestor ydmygelse for russerne, mens den ukrainske grænsevagt med den profane opfordring, Roman Hrybov hedder han, kom i russisk krigsfangenskab, blev frigivet i en større fangeudveksling og er i dag ukrainsk nationalhelt, afbildet med strittende langfinger på utallige T-shirts, på frimærker og på tøjstykker, indsyet i ukrainske soldateruniformer, som selve symbolet på den ukrainske nations trodsige kamp mod overmagten.
Men ud over den stærke symbolske betydning er genindtagelsen af Slangeøen også af stor værdi for ukrainerne på andre områder: »Sejren er af stor psykologisk betydning og viser, at med de rette våben kan russerne faktisk jages væk,« siger Andrew Wilson, professor i ukrainske studier ved University College London. »Strategisk giver det Ukraine en høj grad af kontrol med søtrafikken i farvandene omkring øen og dermed også med eventuelle konvojer med ukrainsk korn og andre eksportvarer. Og det gør det langt sværere for russerne at iværksætte en landgang ved Odesa, som der i alt fald tidligt i krigen var store planer om.«
Men tilstedeværelsen på Slangeøen giver ikke fuldstændig ukrainsk kontrol med det vestlige Sortehav, understreger Wilson. »Ukrainerne vil ikke kunne udstationere mere avancerede våbensystemer på øen, for russerne vil kunne ramme dem med deres missiler. Russerne har stadig flådefartøjer og ubåde i farvandet, de har udlagt søminer, og russiske missiler affyret fra Krim-halvøen kan stadig nå det meste af Sortehavet. Så ukrainsk kontrol med Slangeøen hjælper på situationen. Det er ét vigtigt skridt på vejen mod sikker transport for ukrainske skibe. Men det er ikke hele løsningen.«
For ligesom at understrege Wilsons ord rettede russerne natten til torsdag et missilangreb på Slangeøens kajanlæg, ligesom to kornlagre i Odesa blev ramt og fuldstændig ødelagt af russiske raketter.
Kornblokade
Sidste år eksporterede Ukraine omkring 20 millioner ton hvede, 8,5 procent af verdens hvedeeksport, og det skønnes, at omkring 400 millioner mennesker verden over, men især i udviklingslande i Mellemøsten og Afrika, er dybt afhængige af denne eksport. Prisen på hvede er allerede steget med 40 procent sammenlignet med sidste år og vil stige yderligere med raketfart, hvis ikke hveden fra Rusland og Ukraine kommer på markedet, forudser Verdensbanken.
På trods af krigen skønner de ukrainske myndigheder, at det er lykkedes ukrainske landmænd at tilplante 80 procent af det normale landbrugsareal i år. Dertil kommer en anseelig produktion af andre landbrugsprodukter som rug og solsikkefrø, hver cirka 20 procent af verdens eksport.
Problemet er, at Rusland har besat nogle af Ukraines største sortehavshavne, Mariupol, Berdiansk og Kherson, og at en de facto, men uerklæret russisk flådeblokade forhindrer trafik fra de havne, der stadig er under ukrainsk kontrol, såsom Odesa og Mykolajiv.
Da 90 procent af Ukraines korneksport normalt foregår ad søvejen, hober lagre af hvede og andre kornsorter sig op i ukrainske lagerbygninger, altså de af dem, der ikke ødelægges af bomber eller missiler i, hvad der ligner en målrettet russisk kampagne. 20 millioner ton korn ligger nu på lager i Ukraine og optager lagerpladsen for den nye høst, der allerede kommer ind her i juli. »At bryde blokaden af Odesa er lige så vigtigt som at forsyne Ukraine med våben,« siger Andrej Stavnitser, operatør af Ukraines største private havneterminal.
»Millioner af mennesker vil dø, fordi disse havne er blokerede,« forudsiger David Beasley, chef for FNs fødevareprogram, UNDP.
Den alvorlige situation har ført til, at FN og Tyrkiet har taget initiativ til forhandlinger med såvel Rusland som Ukraine for at få brudt den blokade, russerne selv afviser at have iværksat. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, sagde under et pressemøde i denne uge, at en aftale er tæt på. »Om en uge eller ti dage vil vi intensivere forhandlingerne og nå til et resultat,« erklærede den tyrkiske leder. En aftale, der – efter hvad det forlyder – indebærer, at ubevæbnede tyrkiske fartøjer skal ledsage de ukrainske fragtskibe som garanter for, at de ikke vil blive udsat for angreb.
Russernes spil
Nogle af de eksperter, Weekendavisen taler med, stiller sig skeptiske over for, at en løsning er nær.
»Rusland spiller sit diplomatiske spil,« siger Andrew Wilson fra University College London. »Russerne arbejder seriøst på at gøre fødevare- og gasforsyning til våben, de kan bruge over for Vesten, så de kan få Vesten til at presse Ukraine til at indgå en eller anden form for aftale, der er gunstig for Rusland. Hvorfor skulle de opgive den strategi? Den ukrainske stillingtagen er heller ikke helt klar. Ukraine har lagt en masse miner ud for at forsvare sig mod en russisk landgang, især omkring Odesa, og selvom det er enormt vigtigt at få sine landbrugsprodukter ud, er det også enormt vigtigt at forsvare sit territorium. Ukrainerne vil ikke foretage sig noget, der vil gøre dem sårbare over for et russisk flådeangreb.«
Luigi Scazzieri, seniorforsker i europæisk sikkerhed ved den London-baserede tænketank Centre for European Reform, ser heller ikke mange muligheder for, at de nuværende forhandlinger skal ende med en løsning.
»Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor Rusland skulle gå med til en aftale, medmindre de får deres krav om, at sanktionerne mod dem hæves helt eller delvist, opfyldt. Og det vil være absolut umuligt for Vesten at gå med til nu. Russerne er godt tilfredse med tingene, som de er. Det skader Ukraine økonomisk, at de ikke får deres indtægter fra kornsalget. Samtidig udnytter Rusland den fødevarekrise, der spreder sig rundt om på kloden, først og fremmest i Afrika, til at lægge hele skylden på Vestens sanktioner. De fleste afrikanske lande synes at have købt den russiske forklaring.«
Efter Scazzieris mening er den eneste mulige udvej at udbygge jernbane- og vejkapaciteten fra Ukraine til europæiske havnebyer som Constanta i Rumænien eller Gdynia og Klaipeda ved Østersøen. Det er, erkender han, kun en brøkdel af den sædvanlige eksport, der kan nå ud ad den vej, blandt andet på grund af omfanget – det vil kræve hele 300.000 godsvogne at fragte hele den ukrainske korneksport ud af landet. Men også på grund af de mange grænseformaliteter og kontroller og det faktum, at det ukrainske jernbanenet har en anden sporbredde end det europæiske, og at fragten derfor må omlades ved grænsen.
»Men det er den eneste mulige løsning. Ellers skal vi flytte vores krigsskibe til Sortehavet og være parate til at åbne ild mod russiske fartøjer, der forsøger at gribe ind, hvad jeg ikke tror, der er opbakning til. Eller vi skal lempe sanktionerne mod Rusland som led i en aftale, hvad vi heller ikke ønsker.«
Noget for noget
Mark F. Cancian, seniorforsker ved Center for Strategic and International Studies i Washington med en lang militær karriere bag sig, mener derimod, det vil blive nødvendigt for Vesten at indgå en aftale, der også giver russerne noget, for at hindre en verdensomspændende fødevarekrise.
»Vi er nok ikke klar til at løsne sanktionerne lige nu. Men når vi begynder at se fødevaremangel og regulær sult i lande, der er afhængige af russisk og ukrainsk fødevareeksport, når vi begynder at opleve politiske opstande på grund af stigende fødevarepriser, når krisen sender chokbølger gennem den internationale økonomi, så vil spørgsmålet blive sat på spidsen. Der vil komme et enormt pres på USA og de NATO-allierede lande om at gøre noget,« siger Cancian over telefonen fra Arlington, Virginia.
»Og jeg tror ikke, at de europæiske lande vil være villige til at bruge militær magt for at bryde den russiske blokade,« fortsætter han. »Det ville kræve NATO-flådefartøjer i Sortehavet, parate til at åbne ild mod russiske fartøjer. Hvis jeg skulle gætte, ville polakkerne sige ja, men tyskerne sige nej. Transporter over landjorden kan være til nogen hjælp, men vil slet, slet ikke være nok til at transportere alt det ukrainske korn. Så er vi tilbage ved den diplomatiske løsning. Tit for tat, noget for noget. Det er den eneste, der er tilbage.«
