BERLIN – Da jeg for 15 år siden interviewede Wladimir Kaminer, spurgte jeg ham, om der er forskel på tysk og russisk humor? »Tysk humor fungerer kun, hvis man på forhånd siger: ‘Her kommer en vits!’ Når tyskere ser komedier i teatret, så ler de, og når de ser tragedier, så ler de ikke,« forklarede han.
Jeg skal møde ham igen og spadserer gennem Mauerpark, som er et tidligere ingenmandsland i Berlin, hvor Muren mellem øst og vest gik igennem. Kaminer skrev om parken i sin humoristiske byguide, Ich bin kein Berliner (2007), og funderede her over, at berlinerne underminerede deres turisme ved at nedrive deres store attraktion, Berlinmuren.
Men til de fortabte turister anbefalede Kaminer Mauerpark og beskrev, hvordan vestberlinerne opholdt sig i den vestlige ende af græsset. De havde masser af stole, borde og alskens smart grilludstyr. På den østlige side af græsset sad østberlinerne så, typisk gamle evighedsstuderende omkring en engangsgrill og en kasse øl. Ved at iagttage, hvordan berlinerne fordelte sig i parken, kunne turisterne præcist spotte, hvor Muren gik.
Jeg møder tysk-russiske Kaminer på cafeen Meta, nær ved Mauerpark, og vi skal ikke tale om de gamle berlinere, men om den nye krig. Kaminer er ankommet først og har i sommervarmen valgt et udendørs bord med udsigt til parken og Max-Schmeling-Halle, der er opkaldt efter en afdød sværvægtsbokser. Kaminer har allerede bestilt sort kaffe. Med sine markante øjenbryn, dybe mørke øjne, daggamle skægstubbe og iført en blåternet sommerskjorte ligner Kaminer en slavisk udgave af George Clooney.
Mit første spørgsmål handler om, hvordan russerne i Berlin har det for tiden? »Min mor, der også bor i Berlin, går stadig til koncerter i filharmonien og hører Tjajkovskij og Sjostakovitj. Det siges, at mange russere i Tyskland nu bliver chikaneret, eller at russisk kultur bliver forbudt, men det er helt overdrevet,« fortæller den 54-årige forfatter.
Første gang, jeg så ham, var for 20 år siden på hans daværende natklub, Kaffee Burger i Torstrasse. Han var DJ og spillede »Russendisko« natten lang. Det vil sige russisk folklore og militærmusik tilsat svedige technorytmer. Han er stadig DJ, men nu kaldes danseaftenerne »Ukrainedisko«.
Han er i dag den mest kendte russer i Tyskland, hvor han for længst har haft sit nationale gennembrud som bestsellerforfatter. Siden Putins krig mod Ukraine optræder Kaminer også som både Ruslandsekspert, Putinkritiker og revser af Tysklands tøvende ageren i krigen. Efter at jeg også får serveret sort kaffe, spørger jeg:
– Hvis Tyskland var en patient, hvilken diagnose skulle man så egentlig give landet?
»Jeg kan jo godt lide Tyskland, så jeg vil ikke tale landet for meget ned i en dansk avis. Og i forhold til andre lande er Tyskland grundlæggende sundt,« udbryder Kaminer med seriøs mine, og tilføjer så med et smil: »Men Tyskland kunne godt trænge til noget yoga og akupunktur. Tyskland burde nok også få en tarmskylning. Måske er der noget, der skal ud af kroppen. Man kunne godt bruge noget mere frisk kultur, nogle flere vitaminer,« siger han og rører i kaffen.
Scholz og afmagten
Kaminer blev født i Moskva i 1967 og aftjente værnepligt ved en raketstilling uden for den sovjetrussiske hovedstad, hvor han på nærmeste hånd i 1987 oplevede den vesttyske privatpilot Mathias Rusts dumdristige færd gennem sovjetisk luftrum. I 1990 flyttede Kaminer til Vesten, da Sovjetunionen var ved at gå i opløsning. Han valgte Berlin, fordi han som russisk jøde let kunne få opholdstilladelse, og han havde ikke råd til at flytte til London eller New York.
Siden har han været en af de 200.00-300.000 russisktalende, der har slået sig ned i den tyske hovedstad. Den har han sat på landkortet med bøger som Russendisko, Schönhauser Allee og Mein deutsches Dschungelbuch. Bøger om de småkårsfolk, som Kaminer har stor sympati for: Han skildrer dem som hverdagens helte, der kommer i konflikt med bureaukrater og spekulanter.
Han holder en høj udgivelseskadence. Alene i 2021 kom der tre bøger: Liebeserklärungen, Der verlorene Sommer og Die Wellenreiter om blandt andet det coronaramte Tyskland. Men lige nu er det altså krigen, der optager forfatteren.
– Blev du overrasket?
»Ja, jeg så ikke krigen komme. Jeg tror også, at Putin blev overrasket. Han troede, han ville blive modtaget med blomster, da han marcherede ind i Ukraine. Desværre blev Olaf Scholz også meget overrasket. Han havde forestillet sig noget helt andet for sin kanslerperiode. Han troede, at han med De Grønne skulle bremse den globale opvarmning fra 2 til 1,5 grader. Men nu famler han med krigen i øst. Forsøger at komme af med sin afmagt, men ved ikke hvordan. Tyskland har ikke engang en hær, der har våben, som kunne være relevante for krigens udfald. Man har nu sendt nogle få panserkøretøjer til Ukraine og kalder det højstemt både »Zeitenwende« og »Panzerwende«. Det er næsten til at grine af, men er jo i virkeligheden dybt tragisk. Scholz er overbebyrdet med dette job. Klarer han det i fire år? Personligt tror jeg det ikke, fordi han ikke kan kommunikere med befolkningen. Siger noget den ene dag og gør noget andet den næste dag.«
Vankelmodig kan man omvendt ikke kalde Kaminer. Han henviser til sagnkongen Midas, som forvandlede alt, hvad han rørte ved, til guld: »Putin er som en anti-Midas. Alt, hvad han berører, bliver til lort. Alle, der har gjort forretninger med denne djævel, går det også dårligt.«
Og det er netop, hvad tyskerne har gjort i alt for stort omfang, harcelerer den populære berlinerforfatter: »Tyskerne diskuterer meget intenst, om de skal levere panservåben til Ukraine. Samtidig finansierer Tyskland Rusland, så de kan bygge panservåben. Hver dag bliver der overført en milliard dollar fra Tyskland til Rusland. Hver dag.«
Gazproms gidsel
Jeg kigger ned på min seddel med spørgsmål, men Kaminer kommer mig i forkøbet og bringer en mand på banen, som optager ham indgående, og som jeg gætter på vil optræde i den næste Kaminer-roman:
»Jeg er blevet kontaktet af både russiske, franske og amerikanske journalister, som udspørger mig indgående om den forhenværende forbundskansler, Gerhard Schröder. Arbejdede han for Gazprom, allerede mens han var kansler? Det interesserer mange i udlandet, og det er et interessant spørgsmål,« lyder det fra Kaminer.
»Schröder gjorde Tyskland til Gazproms og Putins gidsel, og måske skulle man antage, at han allerede som tysk kansler fra 1998 til 2005 arbejdede for Putin. Hvorfor skulle han ellers tillade denne utilladelige tyske afhængighed af Ruslands råstoffer? Enhver sparekasserådgiver ved, og enhver bedstemor i hele verden ved, at man ikke bør lægge alle sine æg i én kurv. Man må passe på, altid diversificere og udnytte, at kapitalismen har et frit marked med mange leverandører,« siger Kaminer og påpeger, at der faktisk var mennesker i Rusland og Tyskland, der gennemskuede, hvad denne afhængighed ville betyde for Tyskland. Men det stoppede ikke Nord Stream-rørene mellem Rusland og Tyskland.
Jeg spørger Kaminer, om der er noget dokumentation for, at Schröder allerede var i Putins sold, mens han var kansler, men Kaminer »kender ikke detaljerne«, som han siger, så jeg springer videre til et andet emne:
– Hvad synes russerne om Putin?
»Der er to Ruslande, og de yngre ser sig som europæere og ønsker ikke Putins Rusland. Derfor er der nu et eksodus, hvor fire millioner russere har forladt Rusland, siden krigen begyndte. Men der er også modige unge mennesker, der er blevet tilbage, og som demonstrerer imod denne stat, selvom det er udsigtsløst. Der er tilsyneladende også en guerilla, som nu laver sabotage i Rusland,« siger Kaminer og beskriver derefter de ældre russere:
»De fleste russere er ældre, der hænger stærkt fast i den arkaiske verden. Det betyder, at homofobi er blevet fast bestanddel af politikken. Men det sker i øvrigt ikke kun i Rusland. Du ser også homofobi i de baltiske lande, hvor der er folk, der kan lide Putin, fordi han står i spidsen for den globale homofobi-front,« siger Kaminer og fastslår:
»En ukrainsk sejr i krigen vil give Rusland en chance for at blive et frit land. Ukraine er et spejlbillede for russerne. Hvis de ser direkte ved deres grænser, at Ukraine bliver en succesfuld europæisk stat, så vil mange af de 140 millioner russere sige til sig selv: ‘Hvorfor er vi endt i sådan en kloak med denne komiske diktator?’«
Mens vi nipper til kaffen, springer der pludselig et rødbrunt egern hen over fortovet lige ud for vores bord, og Kaminer spørger venligt tjeneren: »Er det jeres egern?« Tjeneren forstår ikke det komiske i spørgsmålet og svarer bare: »Næh, de bor oppe i træerne i kvarteret,« og peger op i luften.
Da jeg skal til at stille næste spørgsmål, kommer Kaminer mig igen i forkøbet og fortsætter med Gazprom og Schröder:
»Gazprom er som en blæksprutte, der bredte sine metatakler, sine metastaser, ud i næsten ethvert hjørne af den tyske dagligdag – fra sportens og kulturens verden til industrien og den politiske verden. Gazprom fandt huller i alle samfundets niveauer, især det socialdemokratiske parti, hvor de kunne pumpe deres giftige penge ind og skabe en struktur, som gjorde Tyskland fuldkommen lam. I grunden har denne afhængighed gjort Tyskland til en handske for tyrannen. Denne kunne gøre, hvad han ville. Og efter Schröders regeringstid kom der så andre politikere til magten, men ligegyldigt hvem det var, så var det et faktum, at uden russisk gas og olie skete der ikke noget i Tyskland.«
At en forfatter som Kaminer ikke kan slippe tanken om den muligvis korrupte ekskansler, hænger selvfølgelig sammen med, at »Gazprom-Gerd«, som er Schröders øgenavn, minder om en skurkefigur a la William Shakespeare, eller måske endda en faustisk skikkelse, som man kender det hos Wolfgang Goethe.
»Jeg tror også, at Schröder lider meget under, hvad der er sket, især nu, hvor socialdemokraterne prøver at ekskludere ham fra partiet. Jeg har hørt, at han er endt på en nerveklinik,« tilføjer Wladimir Kaminer.
Regeltyranner
Det er som nævnt anden gang, jeg interviewer Kaminer. I 2007 mødte jeg ham i bistroen Gosch på Berlin Hauptbahnhof, hvor vi talte om hans bog Mein Leben im Schrebergarten (Mit liv i kolonihaven), der handlede om hans første år som ejer af et kolonihavehus og alle de regler, der gælder i en tysk kolonihaveforening. Et godt tema for Kaminer, der gennem sit forfatterskab har gjort nar af regeltyranner. Dengang sagde han blandt andet til Weekendavisen:
»Jeg kommer fra Rusland, jeg har et rebel-gen. Det er også kilden til min anarkistiske livsindstilling. Jeg føler mig altid under pres, når der er nogen, der forlanger noget af mig, der står på et papir. Formularer giver mig krise. Sådan et rebel-gen er i øvrigt noget, som næsten alle russere har.«
Han forklarede også, at hele den russiske historie har været »en kamp mellem systemer og befolkningen. Hver gang noget ikke fungerer, skyder statsmændene skylden på befolkningen og siger, de er dovne og drikker. Og omvendt giver befolkningen altid staten skylden, når noget går galt, også når det drejer sig om et problem med konen«.
Men hvad tænker Kaminer i dag, er de store bagvedliggende årsager til, at den russiske stat udviklede sig så problematisk?
»For Putin er det store problem udenrigspolitikken. Den russiske regering lever i en skurril virkelighed, hvor det kun er Kina, USA og Rusland, der tæller. Sådan ser Putin verden, men det har Tyskland slet ikke erkendt, man lukkede øjnene. Kansler Merkel, der regerede i 16 år, var vel klar over, at det var sådan – hun var den, der bedst kendte Putin – men hun gjorde intet.«
Men der er også nogle globale trends i spil i Ukrainekrigen, en langsigtet udvikling, der ikke just giver anledning til optimisme, mener han:
»På den ene side har vi en verden, hvor vi erobrer nye planeter, opsender nye satellitter, og på den anden side har vi store områder, hvor kvinder ikke må køre i bil eller må bevæge sig udenfor uden mandlig ledsagelse. På den ene side har vi dem, der bebuder en forjættet, lys fremtid, der skal være klimaneutral, kønsneutral, socialt retfærdig og nøjsom. Det er målet for unge mennesker som Fridays for Future og mine egne børn. Men den anden halvdel af verden ønsker ikke at gå med. Det er kløften mellem det arkaiske og det moderne, og den bliver dybere. På russisk har vi en talemåde: ‘Man kan ikke lægge et æg tilbage i en høne.’ Det er det, de arkaiske vil. Vi skal alle tilbage til mormor, til håndarbejdet. Det er, hvad Trump i USA lover, og det sker også i Rusland med Putin, der lover en vej tilbage til Det Storrussiske Rige og den giftige mandighed,« siger Kaminer.
Han mener, at det er de to verdener, der intet har at sige hinanden, der gøder bunden for krige forskellige steder på Jorden.
»Det er ligesom sår på menneskehedens krop. Det ene sted udbryder der store sår og betændelser – det vil sige krige, hvor der dør tusindvis. Et andet sted klør det bare lidt på kroppen, ligesom i Tyskland og Danmark. Men sygdommen er den samme, og hvad skal vi gøre ved den? Man må nok gå tilbage til Bibelens ord om, at ‘de sidste skal blive de første’. Man må trække de bageste med ind i fremtiden og ikke lade dem stå tilbage på perronen. Dér bliver de alligevel ikke stående, og så har vi krigen,« forklarer Kaminer.
Ved vores cafébord ankommer pludselig en person mere. Det er Olga, Wladimirs kone, der også er forfatter. Jeg byder hende på noget at drikke, og hun får en Aperol Spritz serveret.
Men afbrydelsen benytter Wladimir til at skifte emne, så han fortsætter:
»Schröder ligner jo Putin. De repræsenterer begge denne mandighed med machosprog og mandevenskaber med store cigarer. Putin taler om konflikter, hvor man aldrig må give efter og altid går til sagen. Og se bare på Schröder, der også har haft utallige ægteskaber, og som blev kaldt ‘Basta-kansleren’, fordi han var så kommanderende. Men det interessante er, at de to mænd har samme baggrund, er vokset op under hårde sociale forhold og uden en far.«
– Hvad fortæller Schröder om den tyske mentalitet?
»Jeg tror, at han afspejler mange ældre tyskeres tankegange, og da Tyskland er en hær af ældre mennesker, så har denne gamle hvide mands amoralitet en bred klangbund.«
Denne artikel bringes i den trykte udgave af Weekendavisen fredag den 8. juli.
Læs Weekendavisens interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.
