Foto:  Foto:
Bænkevarmer VI. I næste uge tager de danske kvinder hul på EM, men midt i forventningens glæde ulmer debatten om Nadia Nadims ambassadørrolle for Qatar. Det er ikke så ærgerligt, som man kunne tro.

Forklædt velsignelse

Det ville være forkert at kalde dækningen af det danske kvindelandsholds hjemmekamp mod Brasilien i Parken i fredags for andet end jublende. For første gang spillede kvindelandsholdet i nationalarenaen og endte med at vinde 2-1. 21.542 indløste billet. Ny rekord og vanskeligt at sige noget dårligt om.

Kommentatorduoen Henrik Liniger og Arnela Muminovic gjorde i den forstand, hvad de skulle for at tale kampen op, og det samme var tilfældet i den forudgående studiesnak. Tid og sted var ikke til nøgtern analyse, og således agerede DRs medarbejdere forventeligt for et rettighedshavende medie: produktpromovering frem for journalistik.

Ovre på TV 2, hvor man som bekendt netop har overtaget rettighederne til herrelandsholdet helt frem til 2028, tillod legendariske Flemming Toft sig at rynke på næsen i en klumme. Toft skrev om EM-testkampen mod Brasilien:

»Det blev tv-dækket på den pæneste måde. Kyndige, kvindelige eksperter, selvom fnis i optakten ikke kræver gentagelse. Vi skal 'benovelsen' til livs over mødet med herrernes arena.«

Fnis? Den mangeårige DR-vært Tina Müller gav straks svar på tiltale på Instagram:

»Arh, Toft. 'Fnis' alligevel?! I aftes var en historisk aften for alle os, der har fulgt kvindefodbolden i mange år, og derfor talte vi naturligvis om rammerne – og nej, der var ikke gravkammerstemning, men fnis alligevel?« skrev hun.

Müllers svar indeholdt et implicit spørgsmål: Ville Toft have brugt ordet »fnis« i forbindelse med en herrekamp? Over for B.T. sagde den erfarne kommentator, at hans ordvalg ikke var »ment så kritisk, men jeg synes bare, at benovelsen over at stå i Parken var tydelig og måske forståelig«.

Denne lille, ganske udramatiske polemik mellem to af sportsformidlingens ikoner rejser et generelt spørgsmål: For kan en sag være så god, at den er hævet over journalistisk kritik og undersøgelse?

Det er en historisk kendsgerning, at de fodboldspillende piger og kvinder er blevet ydmyget og hånet i årtier. Helt indtil 1970erne var kvindefodbold på konkurrenceplan forbudt i store dele af Vesteuropa. Det engelske forbund afviste længe kvindefodbolden som »smagløs underholdning«, mens vesttyske DFB i 1955 mente, at kvinder var for kalveknæede til at spille fodbold; og at deres »krop og sjæl ville tage skade« af den hårde sport. »Der er så meget, kvinder ikke forstår,« som det hed i Danske Spils reklamer helt op i 10erne.

De senere år har kvindefodbolden oplevet en fænomenal fremgang økonomisk og sportsligt, både herhjemme og internationalt. Fodbolden er fortsat langt efter sportsgrene som tennis og atletik, når det kommer til ligeberettigelse, men det går den rigtige vej.

Mille Gejl blev matchvinder i Parken med et mål i tillægstiden efter assist af Nadia Nadim. Foto: Ulrik Pedersen, Scanpix
Mille Gejl blev matchvinder i Parken med et mål i tillægstiden efter assist af Nadia Nadim. Foto: Ulrik Pedersen, Scanpix

I denne tid har man fornemmelsen af, at 100 års misgerninger forsøges udbedret på måneder, hvorfor talen om kvindefodbold ofte fremstår usaltet, hvis ikke ligefrem lovprisende. Som om vi alle – spillere, trænere, forbund, fans, sponsorer og medier – bør påtage os en fælles opgave med at hylde og hædre.

Det er derfor, at sagen om Nadia Nadim, landsholdets fremragende og skadesplagede forward, som har påtaget sig hvervet som ambassadør for den kommende VM-vært Qatar, kan vise sig at være en forklædt velsignelse.

Før kampen mod Brasilien blev Nadim krydsforhørt af pressen i forbindelse med en træningssession. De fremmødte journalister ønskede at vide, om Nadim gjorde det for pengenes skyld, og Nadim ønskede at vide, om journalisterne godt vidste, at de udsatte hende for grov mobning.

Optrinnet fik tidligere direktør for Kvinfo Elisabeth Møller Jensen til at tweete, at det »er så nemt at udpege en syndebuk. Men hun er sej. Jeg genkender en modig kvinde, når jeg ser hende«. Tilbage står, at Nadim aldrig er ligegyldig, og at også kvindernes fodbold kan være andet end glad fortælling. Selvom skænderiet kan virke forstyrrende, er det muligvis det bedste eksempel på, at fløjlshandskerne er ved at glide af, og at også de kvindelige fodboldlandsholdsspillere fortjener at blive taget alvorligt som en del af det omgivende samfund.

I England gør man sig klar til europamesterskabet. Der er allerede solgt 450.000 billetter, næsten ligeligt fordelt mellem kønnene. Værternes tre gruppekampe og finalen på Wembley er udsolgt. Forventningerne er, at op mod 100.000 udenlandske turister vil komme til England i forbindelse med slutrunden, og at op mod 200 millioner mennesker vil se (dele af) kampene på tv.

Sidste sommers herre-EM fik afgørende betydning for en række nationers selvforståelse tværs over kontinentet. Der er ingen grund til at tro, at kvindernes EM ikke også kan få det.

To plet- og et fejlskud

Bliv klædt på til kvindernes europamesterskab, se en tyrkisk trøjenørd i aktion, og læs en virkelig dum forside på Spaniens største dagblad.

1. EM-intro
Kvindernes 13. EM-slutrunde begynder onsdag i næste uge med åbningskampen mellem England og Østrig på Old Trafford. Fodboldwebsitet goal.com leverer korte, præcise introer til de 16 deltagerhold, mens The Guardian vanen tro går endnu grundigere til værks med masser af tekst og infografik.

2. Staveplade-appel
At lidenskab godt kan være intelligent, demonstrerer en Besiktas-tilhænger, som på Instagram har sat sig for at folde mange års klubtrøjer, så rygnavnenes bogstaver akkurat danner navnet på Burnleys hollandske landsholdsangriber Wout Weghorst. Og hvorfor så det? Fordi ham vil den tyrkiske storklub frygtelig gerne have fingre i. Den opmærksomme seer vil desuden bemærke, at et af trøjenavnene lyder »Stavrum« som i Arild Stavrum, norsk angriber, der spillede i Besiktas for 20 år siden og den dag i dag gør sig som skønlitterær forfatter.

3. Det land, alle spaniere kender
Spansk fodbold har en trist historie med kulturel chauvinisme. Et af de grelleste eksempler er fra 2004, da en mikrofon opfangede, hvordan landstræner Luis Aragonés over for José Reyes omtalte dennes klubkammerat, franske Thierry Henry, som en »sort lort«. Til sammenligning er Marcas mandagsforside relativ harmløs – og dog dum. Her leverer Spaniens største dagblad således overskriften »Africa power« ledsaget af billeder af seks Real Madrid-spillere: Antonio Rüdiger (Tyskland), David Alaba (Østrig), Aurélien Tchouameni, Eduardo Camavinga, Ferland Mendy og Karim Benzema (alle Frankrig). Disse »afrikanere« er alle europæiske statsborgere og født i Europa med undtagelse af Camavinga, der kom til Frankrig som toårig.

Nyhedsbrevet lægger sig hermed til rette i hængekøjen og vender først tilbage til august. Hav en strålende sommer – og tak, fordi De læser med. De kan finde tidligere udgaver af Bænkevarmer her.