Tegningens magt

På Weekendavisen er vi vilde med ord, og de få gange, jeg har mødt en skribent, der hellere vil skrive kort end langt, har det nærmest været rystende.

Men den avis, De hver uge modtager, bliver ikke kun til takket være vores velskrivende armé; tilknyttet er også en række af landets dygtigste tegnere, hvis særlige streg er lige så karakteristisk som »lyden« af vores skribenter.

I kultursektionen bringer vi for eksempel hver eneste uge originale tegninger af både Gitte Skov, Rasmus Meisler og Peter Wandel, mens bogsektionen udsmykkes af Lars Vegas, Christoffer Zieler og Signe Herlevsen. I forlængelse af det drejer kultursektionen denne uge sig om tegningens magt.

I år fylder Disney 100 år, og i den forbindelse har Christian Bennike været i München til åbningen af en stor jubilæumsudstilling om Disney for at finde ud af, hvordan Disney har formet os, og hvilke ideer om det gode liv, om venskab og kærlighed og om selvet som filmene udstråler, og artiklen starter sådan her:

»Han ankommer til udstillingen i en kortege af sorte BMWer med blå blink på taget, og mens solen langsomt synker ned over München, skridter Markus Söder – den kristendemokratiske ministerpræsident i Bayern, som næsten blev Angela Merkels afløser og Europas mægtigste politiker – over til de ventende tv-kameraer, nikker til sikkerhedsfolkene og bekendtgør med klar og professionel røst, at Junglebogen altså er hans »lieblingsfilm forever«. At han er »total Marvel-fan«, at han elsker Bernard og Bianca og Aristocats og Star Wars.«

At tegninger ikke bare er underholdning, ved vi danskere godt. I denne uge har Folketinget onsdag behandlet et beslutningsforslag, der ville pålægge regeringen at udarbejde undervisningsmateriale om krisen til folkeskolen samt gøre undervisning i muhammedkrisen obligatorisk. Men som Søren Villemoes forklarer i sin artikel, så ønsker regeringen ikke at støtte forslaget. I avisen denne uge finder De derfor også vores bud på, hvordan et satirepensum til danske skoleelever kunne se ud. Pensum består af otte tegninger, som er udvalgt og forklaret af formanden for Danske Bladtegnere, Erik Petri, der begrunder vigtigheden af at undervise i danske satiretegninger og i muhammedkrisen således:

»Hvis man sidestiller kritik og vold, umuliggør man i sidste ende, at der kan være et rum, hvor ideer kan blive udfordret. I et demokrati kan der eksistere endog stor uenighed om, hvad der er det rette at gøre og mene. Men opfordrer man til vold, eller udøver den, kan demokratiet ikke fungere.«

Ugens kulturanbefaling

Hver uge anbefaler en af Weekendavisens skribenter fem aktuelle kulturaktiviteter, og i denne uge er det Jeppe Bentzen, som anbefaler den danske musiker Guldimund.

For tiden har aftenstund Guldimund på anlægget hjemme hos mig. I marts udkom Jeg venter i lyset, andet soloalbum fra sangskriveren med det borgerlige navn Asger Nordtorp Pedersen. Via musikkonservatoriet, bassisttjanser og orkestersplittelser har Guldimund haft en kringlet vej frem til det lys, han nu venter i, og som jeg anbefaler, at man finder. Melodierne er smukke og harmonisk eksperimenterende, men det er teksterne, jeg finder mest dragende.

Ligesom på debutpladen, Dem, vi plejede at være fra 2021, skildrer Guldimund skænderier, konflikter og forførelse så minutiøst, at det kan føles forlegent at lytte med: »Og den ret til delt bopæl, du har læst om på en hjemmesid’/ eksisterer bare ikke i virk’ligheden/ Hun ka’ tage ham med til Thisted/ men du får seks ugers varsel i din e-Boks/ Det hjælper jo selvfølgelig ikk’ dig, men din ordning er fin,« som han synger på kommunedialogen »Forstår du?«. Det er lyrik, lytteren tvinges til at forholde sig til, og af samme grund havner numrene ikke på mine playlister; musikken flyder ikke sammen med andre kunstnere, og den kræver uspoleret koncentration at tage ind. Afgjort besværet værd.

Læs alle ugens kulturanbefalinger her.