Forplantning for sjov

Pandasex var et kæmpe emne i danske medier i slutningen af april måned. Fra time til time kunne man i radioavisen høre om fremdriften i et planlagt one night stand mellem de to kæmpepandaer, som lever i Zoologisk Have i København. De to dyr lever normalt i hver sin del af deres yin-yang-formede anlæg designet af Bjarke Ingels. Men en gang om året kommer hunnen i brunst, og her forsøger man i et tidsvindue på 72 timer at bringe hende sammen med hannen.

Man havde i år taget nye midler i brug for at pirre dyrenes sexlyst. Således havde man forsøgt at stimulere hannen, Xing Er, ved at sprede importeret urin fra andre hanner. Og man ventede med at bringe de to sammen, til hunnen var helt klar, så man ikke risikerede, at de blev trætte af hinandens selskab, inden akten skulle foregå. Alligevel lykkedes det ikke at få gejlet dyrene tilstrækkeligt op. Som det blev beskrevet i en reportage i Politiken: »Selv om pandaerne flere gange tumlede rundt, mistede Xing Er til tider interessen og ville hellere gnaske bambus eller tage sig en lur.« Den 25. april kunne en skuffet zoo-direktør, Mads Bertelsen, så meddele pressen, at det heller ikke i år lykkedes at levere fuldbyrdet pandasex.

Inden vi nu for en tid glemmer alt om pandaernes sexliv, kan det være godt at stoppe op og tænke over, hvad målet med hele forestillingen er. Man kunne let komme til at tro, at det er at redde bestanden af truede pandaer i naturen. Dette er dog allerhøjst tilfældet i en meget indirekte forstand. For at forstå hvorfor, er det nødvendigt at fortælle lidt af historien om kæmpepandaen.

Uduelige kæmper?

Der har været kæmpepandaer på jorden i omkring syv millioner år (til sammenligning har mennesker eksisteret i omring 300.000 år), og i omkring 2,5 millioner år har de været vidt udbredt i det østlige Asien. Gennem de seneste 3.000 år er de dog på grund af jagt og ødelæggelse af deres habitater, ikke mindst gennem landbrug og skovdyrkning, endt med at leve i et lille område i det sydvestlige Kina.

I sidste halvdel af det 20. århundrede var kæmpepandaen tæt på udryddelse, og den kinesiske regering satte initiativer i gang for at bevare arten. I starten var disse initiativer dog ikke særlig effektive. Således så man fra 1970erne, hvor man begyndte at tælle dyrene, til 1990 en halvering af den estimerede bestand fra knap 2.500 til godt 1.200 individer. På den baggrund valgte International Union for Conservation of Nature (IUCN), den internationale organisation, der har til opgave at holde øje med naturbevarelse, i 1990 at klassificere kæmpepandaen som »truet«.

Dengang kunne man i medierne læse historier om, hvordan pandaerne døde af sult, fordi deres fødekilde, bambus, blomstrede og døde. Og man kunne læse, hvordan dyrene heller ikke var særlig gode til at parre sig. Man fik nærmest det indtryk, at kæmpepandaen var et lidt komisk evolutionært fejlskud, hvor en rovdyrart var endt med spise bambus fra morgen til aften uden tid til sex og forplantning – ja, arten havde vel nærmest fortjent at uddø. Sandheden er selvfølgelig, at der er tale om en art, som har været ekstremt godt tilpasset. Når pandaerne for eksempel sultede på grund af blomstrende bambus, var det ikke på grund af manglende tilpasning, men fordi de ikke længere havde mulighed for at flytte sig til områder med andre bambusarter.

Arbejdet med at bevare de vilde kæmpepandaer opnåede efterhånden en vis succes, blandt andet takket været et samarbejde mellem kineserne og den internationale miljøorganisation WWF Verdensnaturfonden, hvis pandalogo er blevet et af de stærkeste brands i international miljøbeskyttelse. I 2014 estimerede man, at bestanden af vildtlevende kæmpepandaer var vokset til godt 1.800 individer, og i 2016 ændrede IUCN kæmpepandaens status fra »truet« til »sårbar«.

Parallelt med arbejdet for at begrænse jagten på kæmpepandaerne og sikre deres levesteder begyndte kineserne i samarbejde med vestlige forskere i 1960erne også et arbejde med at avle og forske i kæmpepandaer i fangenskab.

Kinesiske pandafabrikker

I starten gik det ikke særlig godt. Man kæmpede med de samme problemer med at få dyrene til at parre sig, som vi netop har set i København Zoo.

Efterhånden kom der dog gennembrud, blandt andet ved at man begyndte at bruge kunstig sædoverføring, så man slap for bøvlet med at få dyrene til at parre sig efter naturmetoden. Endvidere begyndte man at tage ungerne fra moderen tidligt og placere dem i særlige pandabørnehaver. Dermed kunne man øge reproduktionsraten pr. hun fra én unge hvert fjerde år til to om året. Som konsekvens heraf har man i dag i Kina en population på over 600 kæmpepandaer, der er avlet i fangenskab, og som lever i store anlæg. At se de mange pandaer, og ikke mindst ungerne, er samtidig blevet en kæmpe lokal turistattraktion. Man har også forsøgt at udsætte nogle af disse dyr i naturen, men indtil videre med meget begrænset succes. Fra flere sider er der blevet sat spørgsmålstegn ved dyrevelfærden på disse kinesiske pandafabrikker.

Kæmpepandaerne i København Zoo stammer fra de nævnte kinesiske anlæg. Pandaerne er udlånt til Danmark, men Zoo betaler én million amerikanske dollar om året til naturbevarelse i Kina, og dyrene skal afleveres tilbage til Kina efter 15 år. Hvis det på et tidspunkt lykkes Zoo at få en pandaunge, skal man af med yderligere 600.000 dollar. Når ungen er så stor, at den ikke længere kan være sammen med sin mor, vil den blive sendt retur til Kina.

Da pandaerne kom til Danmark i 2019, var der en stor diskussion af deres rolle i det kinesiske såkaldte pandadiplomati. Der er imidlertid også god grund til at diskutere deres rolle i zoologiske havers arbejde for at bevare vilde dyrearter. Et vigtigt argument for at have pandaer i Zoo er, at de penge, som betales i leje til Kina, går til arbejdet med at bevare de vilde pandaer, og det arbejde går, som beskrevet, rimelig godt. Det er dog mig bekendt ikke særlig gennemskueligt, præcis hvad pengene går til.

Samtidig bruger København Zoo rigtig mange økonomiske ressourcer på pandaerne. Ud over lejen til kineserne er pandaerne dyre i drift. Zoos direktør har fortalt mig, at udgifterne til foder til de to pandaer er af en størrelsesorden svarende til halvdelen af det, det koster at fodre alle de andre dyr i haven. Selvfølgelig er pandaerne også en attraktion, der giver ekstra entréindtægter til Zoo, og der er også lidt ekstra indtægter for salg af pandamerchandise; men er det nok til at opveje udgifterne? Det ved jeg ikke. Fra litteraturen ved jeg dog, at andre zoologiske haver i verden har oplevet, at deres pandaer er endt med at være en underskudsforretning. Hvis pandaerne giver underskud, betyder det, at Zoo mister ressourcer, som ellers kunne være brugt til bevarelse af andre truede arter, som nyder mindre bevågenhed end pandaerne.

Derfor er der grund til at spørge, om pandaerne i København Zoo reelt bidrager til at realisere den erklærede vision for vore zoologiske haver om at understøtte bevarelsen af truede dyrearter, eller om der blot er tale om en kostbar form for underholdning: sex, pandaer og rock and roll.

Denne artikel bringes i den trykte udgave af Weekendavisen den 6. maj