Overflødige. Unge kenyanere er blandt verdens bedste til at skrive akademiske opgaver. Men ikke deres egne.

De falske studerende

De falske studerende

NAIROBI – Joshua Omondi er en spinkel kenyansk mand med høje, markerede kindben og vågne øjne. Han bor i en lille lejlighed i et af Nairobis hårdeste kvarterer. Her holder de fleste sig inde efter klokken 20. Om aftenen står unge mænd langs lejlighedskompleksernes rå mure og følger de forbipasserende med øjnene. Røgen fra dynger af udbrændt madaffald går i næsen. Kvinder frituresteger snacks over åben ild, og børnene, der løb gennem gadens mudder i deres pangfarvede plastiksandaler for få timer siden, er blevet puttet nu.

Joshua arbejder om natten. Fra klokken 23 sidder han på sit hjemmekontor. Det er et smalt skrivebord i hjørnet af stuens ti kvadratmeter. Et brunt sofasæt er møjsommeligt presset ind i rummet, og gulvet er dækket af et matchende brunt tæppe. En enlig pære i loftet giver en dæmpet belysning, men den virkelige lyskilde er Joshuas HP-computerskærm. Det skarpe, hvide lys ligner en portal til en anden verden.

Om natten er Joshua ikke længere en 33-årig kenyaner, men en amerikansk akademiker, der går under navnet Dr. H. Den altid høflige, imødekommende Dr. H skriver akademiske opgaver for universitetsstuderende i Europa og USA.

Han har skrevet en hel ph.d.-afhandling om, hvordan hospitalspersonale i USA undgår, at ældre patienter falder. Han har skrevet opgaver for studerende på superstjerneuniversiteter som Harvard og Oxford. Og han har skrevet rapporter for studerende i Danmark. Sidste år skrev han en hel opgave for en studerende ved Danmarks Tekniske Universitet. Et par måneder inden da redigerede han en aflevering for en studerende ved Københavns Universitet.

Dr. H har sin egen hjemmeside med et billede af en mørkeblond studine fordybet i sin bærbare computer. Kunder kan kontakte akademikeren og hans »team« ved hjælp af en chatbot i højre hjørne, og listen af anerkendende beskeder fra studerende er lang. »Jeg var næsten ved at opgive mit studie. Tusind tak for hjælpen,« skriver Tore. »Høj kvalitet selv med en kort deadline,« skriver Pamela.

Flertallet af kunderne er fra USA, så amerikansk eftermiddag er Dr. Hs primetime. Han kan skrive 20 sider i løbet af et par nætter, fortæller han, og efter ti år i branchen sidder emner inden for folkesundhed, markedsføring og økonomi på rygraden. Nogle gange har han været nødt til at sænke niveauet, så opgaverne virkede mere realistiske.

Men Dr. H er et spøgelse, en såkaldt ghostwriter. Joshua har altid sit VPN-program (Virtual Private Network) aktiveret, når han arbejder. Med en VPN kan han oprette forbindelse til en fjernserver i USA, så det ser ud, som om han befinder sig derovre.

Joshua opfatter sig selv som de vestlige studerendes »lærer«, men han må konstant finde på undskyldninger for at undgå at tale i telefon med de studerende.

»Jeg bliver nødt til at gemme mig, for de fleste dømmer mig på min accent. Folk tror ikke, at noget godt kan komme ud af Afrika. Jeg er jo afrikaner, men det vil jeg ikke have, at de skal se,« siger Joshua på et grammatisk ufejlbarligt engelsk. Hans r’er er rullende, og hans s’er er spidse. Han taler engelsk som en moderne kenyaner.

Gennem de seneste ti år har Joshuas generation af kenyanere skabt en uformel industri af leverandører af opgaver for penge – skribenterne selv kalder det for »academic writing«. Alle, jeg taler med i Nairobi, kender nogen i industrien – en nevø, en nabo, en veninde. Det er en gigantisk forretning, der trives i mørket, og som skribenterne selv anslår til at være mindst lige så indbringende som Kenyas telegigant Safaricom.

Ingen ved præcis, hvor mange unge kenyanere der lever som skyggeskribenter. Eksperter peger på, at omkring en tredjedel af alle ghostwriters i den akademiske verden kommer fra Kenya. Mange af dem kommer i kontakt med vestlige studerende ved hjælp af hjemmesider i USA, Europa og Indien med fængende navne som Guru, Truelancer, Studypool og UvoCorp. Hjemmesiderne markedsfører sig som altruistiske firmaer, der forbinder studerende med tutorer og freelanceskribenter over hele verden. Til studievenlige priser. I praksis fungerer de som mellemmænd mellem vestlige studerende og skribenter.

JEG ANKOMMER TIL NAIROBI en sen hverdagsaften. Luften er grå af støv og udstødningsgas. Vejen fra lufthavnen ind mod byen er mennesketom, og over den knejser en nybygget motorvej med grå søjler som lange rækker af elefantben. Jeg forestiller mig, at vi kører igennem den askegrå dal, »The Valley of Ashes«, som F. Scott Fitzgerald kaldte porten til den brølende storby i klassikeren The Great Gatsby. New York 1922, Nairobi 2022.

Som et ungt menneske i Kenya bliver du indoktrineret til at tro, at det kapitalistiske samfund vil hjælpe dig og skaffe dig et job efter uddannelsen. Men efter uddannelsen slutter drømmen.

Lena Grace Anyuolo, forfatter og aktivist

Taxachaufføren suser hjemmevant over den uregelmæssige asfalt. Han drømmer om at uddanne sig til it-reparatør og sparer op til uddannelsen ved at køre turister rundt i den gule taxa. »Man kan ikke arbejde sig op, medmindre man har gode forbindelser,« siger han. Alt handler om at »trykke hænder«, som han udtrykker det, hvilket kan betyde to ting; at hilse og at bestikke. Eller begge dele på samme tid: at give hånd til en indflydelsesrig person med en pengeseddel omhyggeligt gemt i håndfladen.

Nairobi er ambitionernes metropol i Østafrika. Byen opstod omkring år 1900 som en handelspost på den britiske kolonimagts prestigeprojekt, jernbanen mellem Kenya og nabolandet Uganda. Jernbanen blev et flop, men Nairobi blev en moderne by med adskillige firesporede motorveje og regionens mest takkede skyline. Efter uafhængigheden fra briterne i 1963 allierede Kenya sig med USA og åbnede markedet for udenlandske investeringer. Mens nabolandet Tanzania blev inspireret af planøkonomi, kørte Kenya ned ad den kapitalistiske hovedvej. Det ene land hyldede individet, det andet fællesskabet. Adjunkt ved United States International University-Africa i Nairobi Njoki Wamai formulerer det sådan her: »Vi overtog en slags amerikansk måde at tænke på – hvis du bare arbejder hårdt i denne verden, så skal du nok klare den.«

Tanzanias første præsident, Julius Nyerere, kom engang i et verbalt slagsmål med Kenyas daværende justitsminister Charles Njonjo, da han kaldte Kenya for et »man-eat-man society«. Njonjo svarede igen ved at kalde Tanzania et »man eat nothing society«.

JOSHUA OMONDI HAR VÆRET professionel opgaveskriver siden universitetstiden. Han voksede op i landsbyen Madiany ved Victoriasøen, en forsamling huse på en halvø, der stikker ud i ferskvandet.

Joshua er sin mors førstefødte, efterfulgt af to søstre. Han har aldrig kendt sin far, og da han gik i folkeskole, giftede moren sig med en ny mand og fik tre børn med ham. Joshua og hans søstre var ikke velkomne hos stedfarens familie og måtte flytte ind hos deres bedstemor og bedstefar. Bedstefaren havde otte koner, og alle havde nok at gøre med at skaffe mad til storfamilien. For at hjælpe sin familie fældede Joshua pindebrænde i skoven med en machete, som han solgte til køkkenpersonalet på den lokale kostskole.

Efter gymnasiet ville Joshua læse akvatisk videnskab på universitetet, men familien havde ikke råd. En ven af familien, som Joshua kalder »den gode samaritaner«, tilbød at sponsorere en del af universitetsuddannelsen, mens et statsligt studielån dækkede resten. I 2010 trådte Joshua spændt ind ad porten til Egerton University, et af landets bedste universiteter.

I Kenya bliver uddannelse betragtet som en »billet« ud af fattigdom, siger 26-årige Lena Grace Anyuolo, der er forfatter og aktivist i Mathare-slummen i Nairobi.

»Forældre gør alt, hvad de kan, for at deres barn kommer på universitetet. Som et ungt menneske i Kenya bliver du indoktrineret til at tro, at det kapitalistiske samfund vil hjælpe dig og skaffe dig et job efter uddannelsen. Men efter uddannelsen slutter drømmen. De, der klarer sig gennem universitetet, ender som arbejdsløse eller som freelanceskribenter,« siger hun.

Joshua indså også hurtigt, at universitetet var en jungle i sig selv. Efter skolepengene og kollegieværelset var betalt, havde han 233 kroner til at leve for i fire måneder.

Han opdagede, at ældre studerende på universitetet hyrede yngre medstuderende til at skrive opgaver for rige studerende i Vesten. Det foregik således, at den ældre studerende havde en konto på en af de internationale hjemmesider for akademiske opgaver og modtog bestillinger fra studerende i USA og Europa. Men i stedet for at skrive opgaven selv, outsourcede kontoindehaveren den til en yngre studerende. Joshua trådte ind i industrien som den nederste i fødekæden. Lønnen var »peanuts«, men »så har du da i det mindste en peanut«.

Kenya bliver ofte lovprist for at have et af de bedste, mest konkurrencedygtige uddannelsessystemer i Afrika. Men bag universiteternes mure kæmpes en overlevelseskamp. Alle kneb gælder. Studerende fremlejer deres kollegieværelser til medstuderende for at tjene lidt ekstra, og så sover de på skift. Måske sover fremlejeren om natten, udlejeren sover om dagen. Den vågne halvdel kan gå på biblioteket og skrive opgaver, mens den anden sover.

Gennem sin universitetstid skrev Joshua sine egne og andres opgaver på bibliotekets computere. Selvmedlidende betragtede han de rige studerende, der så film og serier på deres bærbare i fritiden. »Det gjorde ondt indeni,« husker han.

Efter sin bacheloreksamen fik han arbejde på en privatskole i Tanzania og sparede op til sin egen computer. I 2016 hørte han fra sin gamle gymnasiekammerat, at der var muligheder som skribent i Nairobi. Han flyttede til storbyen og fandt et værelse i den tætbefolkede bydel Kayole.

Illustration: Maty Biayenda
Illustration: Maty Biayenda

DET VAR EN HÅBEFULD TID. Internationale medier skrev næsten dagligt om Kenyas fremadstormende techvirksomheder. »Silicon Savannah« blev Nairobis økosystem af teknologiske startups døbt. Investeringer rullede ind, og det gjorde mastodonter som IBM og Intel også. Eventyret begyndte for alvor i 2007, da teleselskabet Safaricom annoncerede M-Pesa, et mobilt betalingssystem og forløberen til MobilePay. »Mobil-Penge«, som M-Pesa betyder, er så udbredt i Kenya i dag, at kenyanere taler om et kontantløst samfund. Regeringen har heller ikke siddet på hænderne. I 2009 indviede Kenyas daværende præsident, Mwai Kibaki, et undersøisk internetkabel fra De Forenede Arabiske Emirater til den kenyanske kystby Mombasa. Højhastighedsinternet over 4.500 kilometer.

De to unge mænd – Joshua og hans gymnasiekammerat – var klar til at ride på bølgen af optimisme og en hurtig internetforbindelse. De besluttede sig for selv at købe kontoer på de internationale hjemmesider for akademiske opgaver. Joshua tog et lån på 3.000 kroner for at investere i en konto på den respekterede amerikanske hjemmeside UvoCorp.

Der var bare ét problem. UvoCorp accepterede ikke kenyanske freelanceskribenter, og Joshua måtte træde længere ind i underverdenen.

Jeg arbejder som akademiker, men jeg servicerer andre mennesker, der slet ikke er inden for min rækkevidde. De gør fremskridt. De får deres kandidatgrader og doktorgrader, men jeg er stadig her.

Joshua, akademisk ghostwriter

På sociale medier reklamerede kenyanere bosat i USA med UvoCorp-kontoer til tusindvis af kroner, som de havde oprettet med deres amerikanske id. Joshua købte en konto til over 17.000 kroner af en kenyaner i USA. Nu var det ham, der var boss og kunne hyre fattige kenyanske studerende til at skrive de opgaver, han ikke selv havde tid til. På en god måned kunne han tjene næsten 6.000 kroner.

Men noget nagede ham alligevel.

»Hvorfor arbejder jeg for de her vestlige studerende? Set fra mit kristne perspektiv er det snyd. Er Gud tilfreds med mig? Jeg begyndte at spørge mig selv, om arbejdet var rent,« siger Joshua den første dag, jeg møder ham. Det er på en gulnet café i Nairobis østlige forstæder. Joshua faster, fortæller han og beder om citronté.

En regnfuld eftermiddag et par dage senere inviterer Joshua mig ind til byens forretningsdistrikt for at møde den gymnasiekammerat, som var hans guide ind i underverdenen af akademiske opgaver for seks år siden. Jeg ankommer til en kongeblå kontorbygning i en gade fyldt med herrer i slips og damer i blyantnederdele. Gymnasievennen arbejder på et regeringskontor nu. Men lønnen rækker ikke til at forsørge hans hustru og deres to små børn, så om natten skriver han opgaver for amerikanske studerende.

Vennen vil ikke have sit navn i avisen af bekymring for, at hans arbejdsplads opdager hans sidegesjæft. Mange i den kenyanske elite betragter spøgelsesskribenterne som gemene fupmagere. Alligevel omtaler vennen stolt sine bedrifter som skribent og beundrer Joshuas »hårde arbejde og engagement«. Vennen er stadig Joshuas wingman. Engang hjalp han Joshua med at overbevise en amerikansk kunde om, at Joshua var amerikaner. Mens vi går ad Nairobis regnvåde gader, demonstrerer han sin nasale, John Wayne-lignende amerikanske accent for mig. »Hallaw, haw do you doo?« Kunden var købt. Vennerne delte indtægten.

ALT HANDLER OM FORBINDELSER og penge i Kenya, forklarer han, da vi passerer højesteretten. »Du kan holde et møde lige her, hvis du har penge nok. Politiet vil spærre vejen for dig,« siger han og peger ud mod hovedgaden, der forbinder højesteretten og parlamentsbygningen.

Samtidig med at Kenya er et af Afrikas mest moderne samfund, er det også et af de mest korrupte. Skandaler om udbuddet af store offentlige projekter – infrastruktur, militærudstyr, fødevareproduktion – har ramt avisforsiderne i årtier. De private selskaber, der får millioner for at udføre arbejdet for staten, viser sig ofte at have uheldigt tætte relationer til politikere eller i nogle tilfælde at være ren varm luft.

Hverdagskorruption går under ordet »te«, »chai« eller andre varme drikke. Den første medarbejder, jeg møder i lufthavnen den sene aftentime, jeg ankommer, beder om »kaffe«, efter han venligt har udfyldt en coronadeklaration for mig. Jeg undskylder mig med, at jeg kun har tanzaniske shilling på mig, og han trækker på skuldrene.

I en by, hvor et fuldtidsjob for nyuddannede akademikere typisk indbringer omkring 3.000 kroner om måneden, og en lejlighed i et middelklassekvarter koster 2.000 kroner, er det ikke så mærkeligt, at ordet »hustle« er blevet indlemmet i sproget. I Den Danske Ordbog har ordet negative konnotationer som »fuske«, »bondefange«, »leve fra dag til dag« og »småsnyde«. I Nairobi taler unge mænd om at »hustle« som en særlig evne til at finde nye muligheder, skabe sit eget liv ud af byens støv og sved. En »hustler« er ikke en snyder, men en vinder og en urban helt, der kreativt og hårdtarbejdende rejser sig igen og igen.

MEN JOSHUA OMONDI har ofte lyst til bare at forsvinde. Slukke for sin computer og sin VPN. Rejse ud til den kenyanske kyst, mærke sandet mellem tæerne og glemme alt om de vestlige studerende, som han beskriver med et ord: dovne. »Der er ikke et bedre ord for dem,« som han siger.

I 2018 besluttede han at sælge sine kontoer på UvoCorp og de andre online markedspladser for akademiske opgaver. På det tidspunkt havde han købt adskillige kontoer, han havde oplært en flok ligesindede unge i at skrive opgaver mod betaling, og han havde flere skribenter under sig. Men på trods af ph.d.erne og specialerne var hans cv stadig blankt.

»Jeg er en person, der har så meget at give til samfundet, men jeg føler mig meget begrænset. Jeg arbejder som akademiker, men jeg servicerer andre mennesker, der slet ikke er inden for min rækkevidde. De gør fremskridt. De får deres kandidatgrader og doktorgrader, men jeg er stadig her,« siger Joshua.

Lyset i computerskærmen er gået ud. Kun den lille pære i loftet skinner på os i Joshuas omhyggeligt rengjorte stue. I baggrunden kan vi høre byen, der summer uafbrudt.

Joshua vil gerne forlade industrien af opgaver for penge. Det har hele tiden været planen, at denne »hustle« skulle være midlertidig, bare indtil han finder noget bedre, måske en lederstilling i et firma eller måske som arbejdsgiver i sin egen virksomhed.

Teknisk set driver han allerede en enmandsvirksomhed. Efter han forlod UvoCorp, oprettede han sin egen hjemmeside, der specialiserer sig i redigering og korrekturlæsning af universitetsopgaver. Nogle gange skriver han også hele opgaver. På en enkelt konsulentopgave kan han tjene 4.000 kroner, og de seneste to måneder har han redigeret to opgaver fra USA.

»Med det beløb, som jeg tjener, burde jeg slet ikke bo i det her fattige kvarter. Jeg burde have en god lejlighed et sted. Men jeg bliver nødt til at sænke mine egne udgifter, for jeg har fem søskende at tage vare på,« siger han.

Hans stedfar er pensioneret folkeskolelærer, og som den førstefødte har Joshua ansvaret for at uddanne resten af børneflokken. 70 procent af hans indtægter går til dem.

Jeg spørger ham, hvad der får ham til at blive ved – blive ved med at skrive, ved med at sende penge til familien, ved med at hustle.

»For mig er det Gud. Nogle gange spørger jeg mig selv, hvor længe det vil blive ved på den her måde. Men jeg tror, at Gud har planer om en bedre fremtid for mig.«