I det tidlige forår i 1989 sad Owen Harries på sit kontor og røg pibe mellem stabler af bøger og stakke med papirer. Han var chef på det lille politiske magasin The National Interest i Washington og manglede en artikel, der kunne forklare, hvad i alverden der foregik i verden.
Tiden var i skred, det vidste han, Muren var endnu ikke faldet, men Gorbatjov havde holdt tale i FN og lovet, at Sovjet ville slippe kontrollen med satellitstaterne i Østeuropa. Den Kolde Krig var ved at slutte, og nu skulle Harries bruge en tekst, som kunne »forbinde historien og de store politiske ideer«, som han senere har sagt.
En eller anden nævnte noget med et oplæg på en konference for international politik på University of Chicago en måned tidligere – om historien og Hegel og det liberale demokrati, ikke nogen stor konference, ikke nogen kendt taler, han var vist embedsmand i udenrigsministeriet, Francis Fukuyama, hed han, men det havde været spændende. Så Harries skrev til den 36-årige Fukuyama: Kunne han sende en kopi af sit oplæg? I løbet af sommeren udkom oplægget som en artikel: »The End of History?« Det blev en sensation.
The National Interest var godt nok kun et obskurt tidsskrift for politikere og akademikere, oplaget var blot 6.000 eksemplarer, men pludselig ville hele verden læse med. Fukuyama havde givet tidsånden et navn, Harries fik kendte tænkere til at skrive indlæg for og imod, og snart var teksten oversat til hollandsk, japansk, islandsk og italiensk.
BBC sendte et tv-hold til Washington for at finde forfatteren, Margaret Thatcher sendte folk i byen for at købe magasinet. »Det sælger hurtigere end alt andet, selv porno,« som en bladhandler på Manhattan sagde til New York Times, da avisen bragte en lang reportage om fænomenet Fukuyama. En artikel, hvor den udsendte journalist i øvrigt dårligt kan skjule sin skuffelse, da han endelig får opstøvet den nyslåede verdensberømthed på et lille kontor i udenrigsministeriet, hvor han sidder med en cola og kæmper for at holde styr på breve og opringninger fra alverdens forlæggere:
»Hans kaki-jakkesæt ligner noget, man bare har trukket ned fra en hylde, og hans stemmeføring er prøvende og afmålt, mere opsat på at være tydelig end på at gøre indtryk.«
I dag er Francis Fukuyama blevet 69 år gammel, politolog ved Stanford University, bedstefar, stadig verdensberømt og stadig med en fast tro på sin berømte teori.
»Jeg mener stadig ikke, der findes et højere stadie for menneskets sociale organisering end det liberale demokrati,« som han siger til mig på en Zoom-forbindelse fra sit kontor lidt syd for San Francisco.
Han har rullet persiennerne ned for vinduerne ud til gangen og sat et eksemplar af sin nye bog frem i reolen med fronten udad, som om den stod til salg i en boghandel: Liberalism and Its Discontents. Man forstår sådan set godt beskrivelsen i New York Times, for han taler på sådan en helt særlig måde; skubber ordene afsted som små godstogsvogne, roligt, monotont og præcist.
De fleste kan referere til Fukuyamas tese, men de fleste har også misforstået den. Han har aldrig sagt, at krig og konflikt ville høre op, og han har aldrig sagt, at hele verden ville blive liberale demokratier. Men han har sagt, at hele verden fra nu af vil drømme om at leve i et liberalt demokrati. Det engelske ord end har en sproglig dobbelthed: Det betyder både afslutning og mål. Og Fukuyamas teori er, at det liberale demokrati efter 1989 er blevet hele verdens endemål. Det højeste stade for menneskehedens udvikling. Og det mener han stadig.
»Lige nu viser Putin os, hvad alternativet til liberalisme er,« som han siger. Og det har vi brug for.
»Siden 1989 har vi oplevet en periode med fred og fremgang, så vi er begyndt at tage det liberale demokrati for givet. Måske skal vi bare gennem cyklusser, hvor vi ser alternativerne til liberalisme, og hvor forfærdelige de er, for at kunne generere den nødvendige opbakning, så liberalismen kan overleve.«
Bertel Haarders kone
Problemet er, at liberalisme ikke er nok i sig selv. Vi fortæller hinanden, at ukrainerne kæmper for det liberale demokrati, for frihed og menneskerettigheder, men det er ikke helt rigtigt, siger Fukuyama:
»Ingen mennesker kæmper for abstrakte koncepter som liberalisme og demokrati. Det er altid liberalisme indskrevet i et specifikt land. En af de ting, som motiverer ukrainere til at ville dø for Ukraine, er, at de vil leve i et frit samfund, men jo ikke i et hvilket som helst samfund: De vil leve i et frit ukrainsk samfund. Hvis du tog Ukraine-delen ud, tror jeg ikke, de ville risikere deres liv. Derfor mener jeg også, at liberalisme har brug for nationalismen for at kunne overleve.«
Og det er pointen i hans nye bog: Liberalismen er i krise – menneskerettigheder rulles tilbage, og flere lande bliver mindre liberale: Putins Rusland, men også Tyrkiet, Brasilien, Indien og Kina. I Europa er Viktor Orbán blevet genvalgt, og Le Pen er videre til anden valgrunde i Frankrig. Og ifølge Fukuyama skyldes krisen groft sagt, at vores samfund er blevet for liberale.
»Klassisk liberalisme begynder med nogle præmisser om tolerance og individuel autonomi, som nu er blevet overdrevet,« siger han.
»På højrefløjen er liberalisme altid blevet associeret med økonomisk vækst og ejendomsret, håndhævelse af kontrakter, institutioner, som understøtter vækst. Men i 80erne og 90erne udviklede det sig til neoliberalisme, hvor markedsprincipperne blev overdrevet og staten nedgjort. Det førte til en form for globalisering, der sætter økonomisk effektivitet højere end alle andre sociale mål, og det har skabt finansiel ustabilitet, finanskrise og ulighed. På venstrefløjen blev det oprindelige liberale princip om individuel autonomi overdrevet, så det ikke kun handler om at træffe frie beslutninger inden for en given ramme, men om selv at skabe rammerne. Det underminerer samfundets evne til at danne fællesskaber, for fællesskaber er altid baseret på en fælles moralsk orden.«
Liberalisme er en universel idé: Alle har samme rettigheder, alle skal respekteres, og ingen skal kunne definere, hvad det gode liv er. Frihed for Loke såvel som for Thor. Men det er ikke værdier, man kan knytte sig følelsesmæssigt til. Det er et tomt stykke papir; et løfte om, at andre ikke begrænser din frihed, om at være sammen om at være forskellige. Og derfor skaber liberalismen et »åndeligt vakuum«, som Fukuyama skriver i sin nye bog. Frihed kommer til at ligne ensomhed. Og derfor længes liberale borgere efter noget andet og noget mere.
Jeg kommer til at tænke på noget, Bertel Haarder engang har sagt (og her citerer jeg frit fra min hukommelse): »Ingen er liberale om ting, som er virkelig vigtige. Jeg er liberal, men ikke i forhold til, hvem der går i seng med min kone.«
Eller som Fukuyama siger: »Mange mennesker vil jo med glæde begrænse deres individuelle frihed til gengæld for religiøse og moralske rammer, som forbinder dem til andre mennesker.«
Derfor er det heller ikke så underligt, at det polske regeringsparti, PiS, er tæt forbundet til den katolske kirkes moralske orden – de taler om familien, de er imod abort og imod særlige rettigheder til lgbt-personer. Noget lignende sker på højrefløjeni USA og i Indien, hvor Narendra Modi ønsker at skabe en hinduistisk nation. Eller i Frankrig, hvor Marine Le Pen taler om en stor kamp mellem »lokalisme og globalisme«, mellem folk som Macron, »der tror, de har født sig selv«, og folk som hende selv, der tror på konkrete fællesskaber.
Brug for nationen
Det betyder ikke, at liberalismen er en forfejlet idé – Fukuyama har netop brugt sin karriere på at fortælle verden, at liberalismen er den bedste måde at organisere et samfund på – men det betyder, at liberalismen ikke kan stå alene. Rettigheder, autonomi og tolerance fungerer kun, hvis de er forankret i noget andet, i noget, vi kan mærke og identificere os med, noget, vi er villige til at kæmpe for. Og for Fukuyama er det nationalstaten.
»Liberalismen har brug for nationen,« som han siger.
Det gælder rent praktisk: Kun suveræne nationalstater kan sikre, at borgernes rettigheder faktisk reelt bliver overholdt. Men det gælder også følelsesmæssigt. Som han skriver i den nye bog: »Få mennesker elsker menneskeheden som helhed. For de fleste mennesker i verden er nationalstaten stadig den største enhed af solidaritet, som de føler en spontan loyalitet over for.« Og liberalismen kan slet ikke fungere uden den slags spontan fornemmelse af loyalitet og fællesskab.
Således også i Ukraine lige nu. Nogle dage inden jeg talte med Fukuyama, spiste jeg middag med den ukrainske historiker Serhii Plokhy. Han forklarede, at de måneder, Ukraine gennemlever lige nu, i fremtiden kan fungere som nationens grundfortælling: Der vil blive skrevet sange om de 13 grænsevagter, der nægtede at overgive sig og i stedet råbte »fuck jer«, da russerne angreb. Om de bortførte borgmestre. Om soldaterne.
»Så på længere sigt er jeg meget optimistisk på Ukraines vegne,« sagde Serhii Plokhy til mig. Og det tænkte jeg på, mens jeg læste Fukuyamas nye bog. De fleste nationalstater er jo skabt af kamp, krig og død. Revolution, borgerkrig, oprør. Vi lever i dag i sammenhængende nationer, fordi mennesker engang har ofret sig og skabt de fortællinger om frihed og fællesskab, som vores land bygger på. Det er vel derfor, Europa stadig dyrker film om kampen mod nazisterne. Derfor franskmænd hele tiden taler om revolutionen. Det er den slags dybe fortællinger, som holder nationen sammen. Og det har liberalismen brug for.
»Liberalismen giver alle mennesker en generisk værdighed, men for mange mennesker er det ikke nok. De vil respekteres og æres for mere særlige kendetegn baseret på nation, på køn, på race, etnicitet og så videre,« siger Francis Fukuyama.
Kastrerede embedsmænd
Faktisk passer liberalismen dårligt med »menneskets natur«, mener han.
»Da jeg skrev The End of History, forstod jeg ikke, at alle moderne politiske institutioner har en tendens til at forfalde, fordi de ikke er helt forenelige med menneskets natur: Mennesker er sociale væsner, og vores sociale liv har en særlig form, hvor vi naturligt favoriserer venner og familie. Men alle moderne politiske systemer bygger på en præmis om upersonlighed – staten skal behandle alle borgere ens. Og det gør det svært på lang sigt at bevare et moderne politisk system. Det bliver korrumperet. Osmannerne forsøgte at løse problemet ved at kastrere deres embedsmænd eller tage kristne fra Balkan som slaver og bruge dem som administratorer, som ikke måtte have familier eller få børn. Men det er vanskeligt at fastholde, og det er en grund til, at vi oplever tilbageslag i moderne samfund.«
»Den store trussel imod liberale demokratier er ikke store militærkup eller diktatorens pludselige genkomst, det er den langsomme erosion af liberale normer, som akkumulerer over tid. Ligesom vi har set i Ungarn.«
Spørgsmålet er altså ikke, om trygge liberale samfund bliver for selvtilfredse og »promoverer en slags indadvendt individualisme«, som Fukuyama formulerer det – for det gør de helt rutinemæssigt.
»Spørgsmålet er, om liberale samfund også kan ryste sig ud af deres stilstand og rejse sig, når de møder en trussel,« siger Fukuyama. Og det tror han på, de kan.
»Det har vi set mange gange de sidste 100 år: i kampen mod Hitler. Under en lang kold krig. Og nu er Ukraine et wakeupcall, der minder os om, at liberalismen ikke findes automatisk, vi er nødt til at kæmpe for den.«
– Joe Biden siger, at vi står i en stor global kamp mellem liberalt demokrati og autokrati. Er du enig i det?
»Ja, det er meget tydeligt, at verden bliver mere og mere opdelt i lejre, med liberale demokratier på den ene side og en stigende trussel fra illiberale autokrater på den anden side, som nu strukturerer global politik.«
Han er ikke så bekymret for Europa, siger han. Selvom Orbán er blevet genvalgt, og Le Pen igen er til anden valgrunde, er Europa ikke ved at opgive liberalismen. Men USA er han bekymret for.
»I USA har vi en stor presserende krise på højrefløjen. En betydelig del af Det Republikanske Parti tror, at Biden vandt valget på grund af svindel, selvom det var det mest fair valg i USAs historie. Vi kan stå med en forfatningskrise i 2024, hvis republikanerne slipper afsted med at ændre reglerne for, hvordan stemmer optælles, og hvem der kan stemme. Det er en klar fare for amerikansk demokrati. Der er også en trussel fra venstrefløjen, men den er mere langsigtet og udtrykker sig mere inden for kultur end som en direkte trussel imod det politiske system.«
The End of the End
Interviewet er ved at være slut, Fukuyama skal videre til et eller andet møde, men jeg når lige at spørge, om det ikke er skidehamrende irriterende, at hver evig eneste gang der sker noget dramatisk i verden – en krise, en krig, en stor begivenhed – så udkommer der 1.000 artikler, som bedrevidende påpeger, at »øøh, ups hva', Francis Fukuyama, historien var alligevel ikke slut«. Især, fordi det jo ikke er det, hans teori handler om.
»Jo, det er da irriterende, men sådan har det været i 30 år,« siger han. Han må have fået det spørgsmål 1.000 gange, tænker jeg. »Jeg kan ikke gøre noget ved det. Ud over tålmodigt at forklare, hvad The End of History rent faktisk betyder.«
– Hvad ville for dig være The End of The End of History?
»Hvis Kina eller et andet samfund viser sig at være en klar overlegen form for social organisering i forhold til det liberale demokrati. Hvis millioner af mennesker fra hele verden kæmpede for at komme til Kina for at nyde livet dér, mens vestlige demokratier forfaldt til et punkt, hvor folk flygtede. Så ville jeg sige ja, The End of History var forkert. Men det ser jo ikke sådan ud lige nu,« siger han med samme rolige og præcise intonation, som da vi begyndte.
»Ud over at have vækst mener jeg ikke, at Kina er et specielt attraktivt samfund. Og jeg tror ikke, at andre vil efterligne den kinesiske kultur og levevis. Folk vil gerne bo i liberale samfund. De vil gerne have frihed og muligheder for deres børn. Og det viser de liberale princippers holdbarhed.«
.
