DELHI, INDIEN – Card? Nahi. Card? Nahi. Card? Nahi. Mit danske hævekort er efterhånden blevet afvist en del gange i Delhi. En by, hvor kontanterne flyder, de lyserøde og grønne pengesedler med Mahatma Gandhi bliver vekslet mellem mange hænder på en dag. Jeg betaler min Uber-chauffør med to af de kulørte sedler.
I den indiske avis The Economic Times, som jeg har med under armen, står der: »Dollaren er på tilbagetog, tiden er til rupier og rubler.« Jeg læser avisen på en kølig café ved Bikaner House. Bag ruderne vander gartnere de udtørrede rabatter, kvarteret har brede og luftige alleer. Et øjeblik overvejer jeg at sidde ude og læse, men min telefon viser 39 grader.
USA har domineret valutamarkedet siden 1944, skriver den indiske debattør Bishwajit Bhattacharyya. »Et globaliseringens smøremiddel,« som økonomihistorikeren Adam Tooze engang har sagt. Men bygen af sanktioner over Rusland kan nu underminere den amerikanske valutas hegemoni.
»Dollaren kan miste sin dominerende position,« skriver Bhattacharyya. Og dét interesser mig. For siden sanktionerne ramte Rusland, har man i denne del af verden diskuteret, hvorvidt flere globale handler vil foregå i rupier, rubler og renminbi – bedre kendt som yuan. Altså med Indiens, Ruslands og Kinas valuta.
I forrige uge sagde den tidligere vicepræsident for Bank of China, Zhang Yanling, at Kina må hjælpe verden af med dollarhegemoniet »hurtigst muligt.« Sanktionerne udstiller landenes sårbarhed over for en amerikansk dagsorden, måtte man forstå.
En anden reaktion på krigen end vi taler om i Europa, hvor Tyskland vil udfase importen af russisk kul inden udgangen af året. Ørsted har meddelt, at de ikke forlænger aftalen om russisk gas. Og Litauen har som det første land »trukket stikket.«
Mens Vesten nu genovervejer sin afhængighed af Putins fossiler, tager Asiens stormagter de første skridt mod uafhængighed af USAs valuta.
Som professor i økonomi Nilanjan Banik siger til mig over telefonen fra universitetet i Hyderabad: »Når de asiatiske lande udfordrer dollaren, udfordrer de USAs magt globalt.«
Fra Hollywood til Bollywood
Jeg grubler over forskydningerne, da jeg går ned ad Pandara Road i Delhi. Få hundrede meter herfra ligger Reserve Bank of India, som de seneste dage har haft »tekniske møder« med centralbanken i Rusland. Kort sagt undersøger de, hvordan inderne og russerne kan blive ved med at handle på trods af Vestens sanktioner.
Den russiske centralbank har ifølge The Economic Times haft adskillige møder med Bank of China i Mumbai for at se, om transaktionerne kan ske via det kinesiske banksystem.
Rusland er ramt af mere end 5.300 sanktioner, og Vesten varsler flere efter de russiske angreb mod civile i Butja og Kramatorsk.
Virksomheder trækker sig, som var jorden giftig. Og det er den måske også; hverken McDonald’s, Mærsk eller Mastercard vil beskyldes for at finansiere Putins krig. Listen er lang, butikkerne tomme. Det giver mindelser om Sovjetunionens supermarkeder uden noget og dollarbutikker med overflod. Her kunne turister og andre med udenlandsk valuta på lommen købe det, som var få forundt; salami, whisky og cowboybukser.
Det kommunistiske styre havde brug for amerikanske dollar til at importere forbrugsvarer. Ligesom Putin nu har brug for købestærk valuta og lande at handle med.
Sanktionerne mod Rusland er bundet til USAs finansielle magt. Knap 90 procent af alle internationale transaktioner er i dag i dollar. Fryser amerikanerne et lands adgang til dollaren, er det land udelukket fra store dele af den globale børs.
Medmindre man finder nye handelsveje.
Få dage efter de første virksomheder lukkede ned, pointerede den russiske ambassadør i New Delhi, hvilken storslået forretningsmulighed der nu åbenbarer sig for Asien. Ambassadøren foreslog, at inderne kunne overtage medicinalindustrien i Rusland. En oplagt mulighed, når Vestens virksomheder »nægter at samarbejde«, som han udtrykte det.
På samme måde har muligheden for at overtage filmindustrien åbnet sig. Da Hollywood annoncerede, at de ikke længere vil vise deres produktioner i Rusland, lød det i den russiske avis Vedomosti, at biograferne i Moskva i stedet kunne have Bollywoodfilm på plakaten.
Ingen The Batman eller Avatar 2, men Badhaai Do og Looop Lapeta.
Den asiatiske klub
For nylig kunne man i de indiske aviser læse, at det statsejede olieselskab Indian Oil Corporation takkede ja til at købe tre millioner tønder russisk råolie. Et slagtilbud fra Vladimir Putin. Omtrent 20 procent under markedspris.
Indien rykker ind på det russiske marked. Det samme gør Indiens asiatiske rival. Kinesiske virksomheder overvejer investeringer i gasgiganten Gazprom og aluminiumvirksomheden RUSAL. Og russiske olieforhandlere tilbyder ifølge mediet Bloomberg, at man kan betale i renminbi.
»De mange sanktioner mod Rusland er en oplagt chance for at presse en kinesisk dagsorden igennem,« indleder redaktør ved The Economic Times Dipanjan Roy Chaudhury vores samtale.
Vi sidder i loungen til India International Centre, der ligger omgivet af en stor grøn park. Her er bløde møbler og enorme roterende faner i loftet. Chaudhury er en lille mand med mørke, opmærksomme øjne. Han taler med dæmpet stemme og bestiller to kolde colaer af den høflige tjener i smoking.
I marts var den kinesiske udenrigsminister Wang Yi på besøg i New Delhi. Yis besøg blev ikke annonceret officielt. Ingen pressemeddelelse eller pressemøder. Chaudhury var den første til at skrive om det kinesiske statsvisit. Som vi sidder her, vil redaktøren ikke dele sine fortrolige kilder, men han vil gerne give mig sin analyse af besøget.
Kineserne har ifølge Chaudhury en klar agenda. De vil gerne have flere internationale handler i renminbi, altså uden om dollaren. Det vil styrke kinesernes chancer for at dominere det globale marked og positionere renminbi som verdens førende valuta.
Kina har allerede sikret sig renminbi-handler med flere af de mindre asiatiske lande som Thailand, Cambodja, Vietnam. Det næste taktiske skridt for Kina vil være at få større lande som Indien og Rusland til at handle med renminbi.
Det kan være svært at forestille sig, at Indien vil hjælpe Kina. Så sent som i 2020 blussede grænsekonflikterne i Himalayabjergene op. De voldsomme sammenstød kostede 20 indiske soldater livet. En stor folkelig boykot af »Made in China«-produkter spredte sig derefter i Indien. Og ved den store indiske lysfestival Diwali kort inden jul havde regeringen boykottet alt kinesisk fyrværkeri.
Da jeg forleden var i Indiens svar på Sportsmaster, Decathlon, havde de jordfarvede yogamåtter store turkise skilte med teksten »Made in India«. Ekspedienten forklarede mig, at mange kunder afstod fra at købe produkter importeret fra Kina. For et års tid siden oprettede kæden derfor særlige afdelinger kun med »Made in India«-produkter.
Grænsestriden er snart 60 år gammel. Kan det virkelig lade sig gøre at forene Asiens rivaler, de to stormagter, spørger jeg den indiske redaktør. Chaudhury råder mig til at holde øje med handlen mellem Kina og Indien de kommende år. Han mener, at man inden for få år vil se transaktioner med renminbi og rupier.
Tidligere på ugen interviewede jeg Parag Khanna, der også havde et bud på opblødningen mellem Kina og Indien. Khanna har en ph.d. i økonomi fra London School of Economics og er forfatter til adskillige bøger om Asien, geopolitik og økonomi.
Over en Facetime-forbindelse fra Dubai fortalte han, at Indien og Kina har den stærke, fælles interesse, at ingen af landene ønsker at have USA rendende som politimand.
Sanktionerne mod Rusland forstærker den igangværende retning, sagde han. Rusland tilslutter sig »den asiatiske klub«, landene får mere magt, distancerer sig fra Vesten og dollaren og udbreder renminbi som valuta.
Parag Khanna tilføjede, at både Rusland og Kina har nedskaleret deres reserver i dollar de senere år. Med andre ord varmet op til et globalt marked uafhængigt af USA.
Multipolær verden
Den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing beskrev allerede dollarens særstatus som et »eksorbitant privilegium« i 1964. Amerikanerne drager mange fordele af at være vores alle sammens valuta, hvilket får mig til at tænke på den engelske økonom John Maynard Keynes’ beskrivelse af et øvre middelklasseliv i London i 1913, lige inden Første Verdenskrig. Dengang det britiske pund var førende.
En kosmopolitisk brite nipper te i sengen, skriver Keynes. Han bestiller produkter over telefonen, får dem leveret til døren, rejser hvorhen han vil uden besvær med at skifte valuta, for hans penge er gode overalt. Briten betragter denne tilstand som normal, sikker, permanent. Han har slet ikke fantasi til at forestille sig det britiske imperiums kommende nedgang.
Et år senere bryder Første Verdenskrig ud. USA intervenerer i 1917 for »at gøre verden sikker for demokratiet,« og det såkaldte amerikanske århundrede begynder. Dollaren bliver som den eneste store valuta ikke skudt i sænk af verdenskrigen. Efterspørgslen på amerikanske varer stiger. Verden orienterer sig mod Washington. Væk fra London. En magtforskydning, som bliver konsolideret af Anden Verdenskrig og Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
Men dollarens suverænitet varer ikke ved. Det har vi talt om i flere årtier. Kineserne bliver de næste. Verdensbanken vurderer, at Kinas økonomi vil overgå USAs i 2030.
Alligevel har vi svært ved at forestille os en verden, der ikke er ledet af amerikanerne og dollaren. Ligesom for Keynes’ kosmopolit bliver vores grundopfattelse i 2022 rystet af krigen. Den markerer varige ændringer, uanset hvor langt fra slagmarken vi befinder os.
Jeg går gennem Delhis steghede gader og ser ned på mine klistrede rupisedler. Ved den imposante allé Sansad Marg stopper jeg foran Reserve Bank of India, som måske i fremtiden skal trykke flere sedler med en afbildet Mahatma Gandhi, lederen af Indiens uafhængighedskamp. Et symbol på landets selvstændighed fra den britiske kolonimagt.
Den sandfarvede murstensbygning er spærret inde af et rubinrødt hegn, falmende palmer troner udtørrede langs siden. Jeg læner hovedet tilbage og ser op. Igen bliver jeg grebet af den tvivl, som jeg ofte får, når jeg går rundt på de støvede veje blandt øresønderrivende trafik: Er fremtiden virkelig her, eller er den stadig langt væk?
Området ved banken er storslået; internationale centre, kølige cafeer. Men få gader væk finder man en familie boende i en rundkørsel, en udmagret mand cyklende med, hvad der ligner en million plastikflasker, en lille tiggerdreng, der insisterer på at få en rupiseddel.
Indien kommer ikke til at udkonkurrere Kina foreløbig. Her er alt for fattigt. Men landet kan måske blive tungen på vægtskålen i en ny verdensorden.
Den østrigske forfatter Stefan Zweig skrev i erindringsværket Verden af i går, at »før 1914 tilhørte Jorden alle.« Det var i den første og frie fase af globaliseringen. Dengang rejste han til Indien og Amerika uden at eje et pas. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om vi nu er på vej mod en mere opdelt klode.
Tidligere på måneden besøgte Sergej Lavrov, den russiske udenrigsminister, Beijing og New Delhi. Forud for sine besøg skitserede han den nye »demokratiske« verdensorden. I en video offentliggjort af det russiske udenrigsministerium siger Lavrov: »Vi vil samle vores sympatisører og bevæge os mod en multipolær, retfærdig, demokratisk verden.«
Hjemme i Danmark vil de færreste tilslutte sig det sidste. Men måske har Sergej Lavrov ret i, at vi bevæger os mod en multipolær verden. En verden med to markante handelsblokke; en kinesisk ledet blok i øst med Rusland og Indien og en amerikansk ledet blok i vest støttet af Europa.
Jeg husker de ord, Parag Khanna sagde til mig over forbindelsen fra Dubai: »Den eneste måde at undslippe koloniseringens ydmygelse er at sørge for, at Vesten ikke hersker i Asien.«
