LVIV – Denis Arkatov har oplevelserne fra Mariupol i frisk erindring.
Da jeg møder ham, er den 35-årige netop sluppet ud af sin hjemby med sin kone og to små børn liggende på gulvet af en varevogn for at søge ly for kuglerne. Men billederne kan han ikke undslippe. Af brændende huse, lig i gaderne og af boligblokke, der kollapser under bomberne og begraver beboerne levende. Og så er der lydene. Af de konstante granatnedslag. Af skrigene fra de sårede, som råbte på hjælp, der næsten aldrig kom. »Men den værste lyd er den af dine egne børn, der græder i bombekælderens mørke.«
Mariupol er mere end nogen anden by blevet synonym med den russiske belejring og bombardering af Ukraine, dets byer og borgere. Men når Denis Arkatov skal fortælle historien om sin hjemby, er det hverken granaterne, der slog hans naboer ihjel, eller artilleriilden, der gjorde det livsfarligt at begrave dem, han er mest opsat på at berette om. Hans tale bliver hurtig og hans stemme insisterende, når han fortæller om skaterparken, svømmebadet og den renoverede havnefront. Som læste han op af en turistbrochure udgivet af det byråd, han arbejdede for. Som ville han minde sig selv og verden om, at Mariupol var en moderne europæisk by, hvor mennesker gik på arbejde, og børn voksede op omgivet af legepladser, løbestier og kulturcentre. Det er kun lidt over en måned siden. Nu har det kun arkæologisk interesse. Et ukrainsk Pompeji. For det meste af den fremgangsrige og driftige by, han fremhæver, er i dag begravet under murbrokker og støv.
De døde skal efter alt at dømme tælles i tusinder.
»Det var en smuk multinational by,« siger Denis, hvis sorte hår allerede har fået de første grå stænk. Ud over russere og ukrainere rummede byen også en stor græsk diaspora, fortæller han. Det græske mindretal har drevet handel via byens havn, siden de blev tvangsforflyttet fra Krim-halvøen af den russiske zar i 1780. Jeg møder Denis på en café i Lviv. Ved siden af ham sidder hans tidligere naboer Natalie og Matjari Mihail. I over tre uger delte de oplevelser og bombeskjul med Denis. »I to dage lå en ældre mand ved et busstoppested neden for vores opgang. Vi forsøgte at bjærge liget, men jeg måtte opgive. Det var alt for farligt,« fortæller Natalie Mihail, en 50-årig bogholder med rødt hår og velplejede negle. »Der var bombardementer hele tiden. Overalt blev der skudt.«
En by bomstrer op
Men hun vil også helst tale om den by, der var engang. Inden den og deres verden sank i grus den 24. februar.
»Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed,« lyder ejendomsmæglernes mantra. Og Mariupol lå godt ved udmundingen af Kalmiusfloden. Fra havnen udskibedes korn og industriprodukter, mens metalskrot fra hele verden blev sejlet ind til byens stålvalseværk.
Det samme sted lå Natalie og Matjaris lejlighed.
Når solen skinnede, som den ofte gør ved Sortehavskysten, kunne man gå gennem parkerne og forbi det regionale dramateater to kilometer væk. Hendes mand, Matjari på 54, havde nok at se til i sit lille håndværkerfirma. Havde nogen brug for et nyt køkken, bad eller soveværelse, var han og hans fire ansatte mænd for at lave det. Og det var der mange, der havde. Ejendomspriserne var på vej op hjulpet godt på vej af store investeringer i både byens havn og stålindustri.
De gode tider var imidlertid af nyere dato. I 2014 i kølvandet på den russiske annektering af Krim var byen ligesom mange andre i Ukraine med overvejende russisktalende befolkning blevet til en slagmark mellem regeringstro sikkerhedsstyrker på den ene side og russiskstøttede separatister på den anden.
I sommeren 2014 blev provinshovedstaden Donetsk godt 100 kilometer mod nord løbet over ende af oprørerne, der med solid opbakning fra Moskva havde udråbt »Folkerepublikken Donetsk«. Men Mariupol i den sydlige del af amtet forblev i Ukraine og på regeringens hænder.
Tilskyndet af den ukrainske regering og løfter om skattefordele flyttede ukrainske oligarker og andre kapitalstærke investorer deres penge til Mariupol. Hvad der var begyndelsen til en økonomisk og social deroute for Donetsk by blev en velsignelse for Mariupol. En af de største investorer var Ukraines rigeste mand, Rinat Akhmetov, der flyttede sine forretninger og politiske investeringer fra Donetsk til Mariupol, hvor han støttede borgmesteren, Vadim Bojtjenko. »Siden 2014 udviklede byen sig meget,« fortæller Denis, der via sit arbejde i byrådsadministrationen fulgte udviklingen på nært hold. Byen blev et udstillingsvindue for det nye vestligt orienterede Ukraine.
Den øgede efterspørgsel på fast ejendom kom blandt andet fra de mange tilflyttere fra den nordlige del af amtet. Der var det offentlige serviceniveau faldet støt, efter de prorussiske separatister havde taget magten. Som de fleste andre indbyggere i Mariupol tilhører både Arkatov og Mihail Ukraines russisktalende mindretal. Det mindretal, som Kreml hævder at ville beskytte mod et folkemord begået af ukrainske nazister. Men hverken Denis eller hans to naboer kan få øje på noget attraktivt i det Minirusland, som Vladimir Putin har skabt i Donbasregionen. Et skyggerige, hvor den største offentlige arbejdsgiver er sikkerhedstjenesterne, og den mest fremgangsrige private erhvervsgren er mafiaen.
Russiskvenlig by
Mens industriparker voksede frem i Mariupol, lukkede fabrikkerne i Donetsk, og de unge og de uddannede forlod stedet. Det samme gjorde byens berømte fodboldhold Sjaktor Donetsk, der flyttede sine hjemmekampe først til Lviv og siden til Kyiv. Hvad der var skidt for Donetsk, var godt for Mariupol.
»Tingene gik fremad i Mariupol. I Donetsk gik de ingen steder,« siger Denis. Og det var netop den konklusion, som de proukrainske pengemænd ville have befolkningen til at drage. Fremtiden lå mod vest i Ukraine, ikke mod øst og nord i Rusland. Men indbyggerne i byen blev som hovedparten af befolkningerne i det østlige Ukraine ved med at tale russisk. Og ved valgene stemte flertallet på prorussiske partier. Ved parlamentsvalget i 2019 fik prorussiske partier hovedparten af stemmerne. Flere af disse partier var udsprunget af Regionernes Parti, som den tidligere prorussiske præsident Viktor Janukovitj stod i spidsen for. Det var ham, der flygtede til Rusland i 2014, efter Maidan-opstanden.
Det kan have været en af grundene til, at de russiske militærplanlæggere havde forventet en mere hjertelig modtagelse i netop Mariupol. Men som i andre russisktalende byer, som Kharkiv, har den russiske hær måttet sande, at lokalbefolkningens tungemål ikke er en pålidelig indikator for, hvor en bys loyalitet ligger.
Beboerne selv havde dog ikke forestillet sig, at Rusland ville bombe dem. Da de første raketter fløj ind over byen i slutningen af februar, tænkte Natalie derfor ikke på flugt. »Vi troede, det ville gå i sig selv igen. Ligesom det gjorde før,« husker hun. »Da vi besluttede os for at forlade byen, var det for sent.«
Da det regionale dramateater blev bombet 16. marts, efter at hundredvis af civile havde søgt tilflugt i kældrene under scenen, gik Denis i panik. »Jeg kunne ikke spise. Jeg var bange hele tiden. Den mindste lyd fik mig til at fare op. Jeg rystede hele tiden. Det var lettere for børnene,« fortæller han. Hans søn er seks og hans datter ti. I begyndelsen »forstod de ikke helt situationens alvor«. Men det ændrede sig, i takt med at bombardementerne kom tættere på. Først forsvandt varmen i radiatorerne. Så strømmen i stikkontakterne. Så vandet i hanerne og internet- og telefonlinjer. I begyndelsen løb de ned i bygningens kælder, når angrebene var særligt voldsomme. Den sidste uge opholdt de sig i kældrene døgnet rundt. Rundt om dem var deres by ved at blive jævnet med jorden.
For det var ikke kun byplanlæggere og ejendomsmatadorer, der havde øje for byen. Også i Moskva havde man blik for havnebyens optimale placering. I Kreml opererer man med begreber som Ruslands storhed, ære og magt. Størrelser, der ikke så let lader sig opgøre i rubler og regneark over udgifter, indtægter og afkast. I den kalkule er landmasser noget, der kan erobres, og indbyggere nogle, der kan fordrives for at give plads til storpolitiske ambitioner. Skal udbryderrepublikkerne Luhansk og Donetsk gøres landfaste med den russiske annektering af Krim-halvøen, er der ingen vej uden om Mariupol. Og ligesom ejendomsmatadorer er parat til at betale svimlende beløb for de bedst beliggende arealer, er Putin parat til at lade indbyggere i Mariupol betale den højeste pris. At det er en ruinhob og ikke en by, som hans styrker står til at indtage, tager han med i købet. Ret beset skal han ikke bruge Mariupols befolkning til noget. Han skal bruge den grund, de bor på.
Under et ophold i kampene lykkedes det for Denis og nogle naboer at begrave omkomne i boligblokkens forhave. På sin telefon viser Denis billeder af korsene i forgrunden på små jordhøje med gyngestativerne i baggrunden. »Jeg bar vandet til at blødgøre den frosne jord og lette gravearbejdet,« meddeler han. Denis så ingenting, da han sammen med sin kone og to børn blev evakueret af to ukrainske frivillige. Chaufføren insisterede på, at passagererne lagde sig fladt ned på bunden af varevognen, så de ikke blev ramt af de kugler, de russiske soldater sendte mod vognen. Det forskånede dem også for synet af det ruinlandskab, som russerne har forvandlet deres hjemby til. Natalie og hendes mand tog til sidst chancen og bilen og brugte en kort pause i kampene til at køre ud af byen. På vej ud af byen passerede de store grupper af flygtende til fods.
