Krig. Ukraine vandt slaget om hovedstaden. Hvad vil Rusland nu gøre?

Lave forventninger

Det var ikke kun Kreml, der undervurderede det ukrainske forsvars evne til at slås og samtidig havde en overdreven tro på det russiske militærs effektivitet. Det meste af den vestlige verden delte Vladimir Putins vrangforestillinger og fejlanalyser inden krigen i Ukraine. I Washington lød vurderingen, at Kyiv formentlig ville falde i løbet af et par dage. Måske var man skræmt af de grimme erfaringer fra Kabul sidste år. Uanset hvad tog de alle fejl. I dag ved vi, at hverken Washington eller Moskva havde en retvisende forståelse af landet, dets identitet og vilje til modstand.

Den sidste uge er krigen for alvor vendt til Ukraines fordel, mens eksperternes forudsigelser er gjort til skamme. Den russiske offensiv er bremset, mens ukrainerne presser dem tilbage på flere akser. Særligt afgørende er det, at russerne er blevet slået tilbage både vest og øst for Kyiv, og at intet tyder på, at de i nogen nær fremtid vil være i stand til at omringe endsige indtage Ukraines hovedstad. Putins oprindelige plan om at overtage kontrollen med byen og afsætte regeringen er endt i en pinlig fiasko. Russerne nåede kun til de yderste forstæder, hvor de i dag er blevet presset tilbage og forskanser sig, mens Ukraine har overtaget den offensive rolle.

Således kan Ukraine – stik imod den herskende konsensus før krigen – erklæres for sejrherren i Slaget om Kyiv, der ikke engang udviklede sig til en bykrig, men højst blev et forstadsslag.

Det betyder dog ikke, at kampene i området er forbi. Selvom den russiske general Sergei Rudskoi for en uge siden meddelte, at man fra russisk side »generelt set« havde opnået sine mål i den første fase af krigen og nu ville fokusere på krigens angivelige hovedformål (»frigørelsen« af Donbas), så kæmper russerne fortsat for at holde fast i deres territorier uden for Kyiv og har kun trukket et begrænset antal tropper ud. Ifølge det britiske forsvarsministeriums vurdering er det sandsynligt, at man vil se de russiske artilleriangreb intensiveres, i takt med at deres mandskab i området reduceres.

Et strategiskifte

Den russiske udmelding er af mange analytikere blevet set som et strategiskifte fra russisk side og et klart tegn på, at de har måttet droppe deres oprindelige planer om regimeskift og »afnazificering« af landet. Vi mangler dog at se dette strategiskifte vise sig i praksis. Intet tyder på, at man har opgivet de mange russiske flanker for i stedet at øge presset i Donbas. At russerne er begyndt at omstille sig til mere defensive positioner, står dog klart flere steder, eksempelvis øst for byen Tjernihiv, hvor russerne har sprængt broer i luften langs Sno-floden, hvilket kun giver mening, hvis man ønsker at forsvare sig.

Det kan også vise sig, at en eventuel ny strategi slet ikke består i at fokusere mere militært på Donbas, men i at udmatte ukrainerne ved at øge de vilkårlige bombardementer af landets byer, mens de selv konsoliderer sig bag egne forsvarsværker og håber på, at ukrainerne til sidst giver op og forærer dem et stykke land. Pentagon har i denne uge bekræftet efterretninger om, at det russiske forsvarsministerium ikke har givet Putin et retvisende billede af situationen i krigen. Det kan forklare, hvorfor Kreml længe har insisteret på en strategi, der for længst har vist sig håbløs. Spørgsmålet er, om Putin stadig fodres med dårlige efterretninger. I så fald kan der være lang vej til en ny strategi.

Kort fortalt: Russerne er tydeligt pressede og er begyndt at forskanse sig, men det er for tidligt at tale om et decideret strategiskifte. Hvad det i givet fald skulle gå ud på, er gætterier.

Mandskabsproblemer

Selvom vi ikke aner, hvad russerne har tænkt sig at gøre, kan vi stadig se på, hvad de har af muligheder. Der er generel enighed om, at Putin ikke af egen fri vilje opgiver krigen, medmindre han kan præsentere et eller andet for sit hjemmepublikum, der kan spinnes som en sejr.

De fleste analytikere er enige om, at russernes bedste chance for at komme ud af konflikten med en ny luns af Ukraine er i Donbas, der består af både regionerne Luhansk og Donetsk Oblast. Rusland har allerede kontrol med over 90 procent af Luhansk Oblast, men kun lidt over halvdelen af Donetsk Oblast, som »udbryderrepublikken Donetsk« er en del af. Det er oplagt her, de kunne lægge deres fokus.

Hvis russerne kan binde ukrainske tropper til de mange akser og hæmme dem i at sende flere soldater til at forsvare Donetsk Oblast, kunne det give Rusland en mulighed for at øge det militære pres der og vinde territorium. Byen Mariupol, der ligger i regionen, vil formentlig falde til russerne inden længe. Det kan frigive tropper, der ville kunne bruges til dette. Men det vil kræve en stor russisk offensiv at vinde mere land i Donetsk Oblast. Og en del tyder på, at det russiske militær står over for meget store problemer med deres mandskab.

Rygraden i den russiske invasion består af de såkaldt bataljontaktiske grupper. Det er midlertidigt sammensatte kampformationer bestående primært af professionelle infanterister, der har både kampvogne, artilleri, ingeniører og logistisk støtte. En bataljontaktisk gruppe er udgjort af 6-900 mand. Ifølge de amerikanske vurderinger har Rusland allerede sendt 120 ud af 160 af disse til fronten.

De russiske tropper i Ukraine består allerede af en betydelig andel værnepligtige, og der er ikke særlig mange professionelle soldater tilbage i Rusland, der kan bruges, før man risikerer, at dele af landets enorme territorium står ubeskyttet hen. Så enten skal de til at sende flere dårligt trænede værnepligtige til fronten, hverve nye professionelle, der skal trænes op, hvilket tager adskillige måneder, eller risikere at destabilisere sikkerhedssituationen derhjemme.

Uanset hvem de vælger at sende, vil de møde over 200.000 højt motiverede ukrainske soldater, der får stadig mere kamptræning og erfaring for hver dag. De glade Sovjet-dage, hvor Kreml kunne hælde endeløse mængder unge mænd i deres krigsindsats, er for længst forbi. Kort sagt: Det ser sort ud for Rusland, hvis de ønsker at indlede nye, store offensiver i Ukraine i nogen overskuelig fremtid.

Tom snak i Istanbul

Alt dette peger i retning af, at Rusland burde indgå en fredsaftale og komme ud af krigen, mens tid er. Noget tyder da også på, at fredsforhandlingerne, der finder sted i Istanbul i disse dage, begynder at blive mere seriøse. Det er meget lidt konkret, der er kommet ud til offentligheden fra forhandlingerne, og der er endnu god grund til at forholde sig aldeles skeptisk. Ukrainernes succes på slagmarken kan mindske deres lyst til at imødekomme russerne, mens Rusland omvendt kan forsøge at købe sig tid til at reorganisere og forberede nye angreb ved at virke til at komme ukrainerne i møde.

Ukraines tilbud lyder på, at de vil undgå NATO-medlemskab, men kræver dog russisk accept af, at landet kan blive en del af EU, samt »sikkerhedsgarantier«, hvilket ingen helt ved hvad indebærer. Det er endnu uklart, hvad kravene er omkring de russisk besatte områder, ud over at disse midlertidigt vil være udelukket fra eventuelle sikkerhedsgarantier. Ukraine har tilbudt, at man vil se på Krims status hvert 15. år. Omvendt lovede den russiske viceforsvarsminister, Alexander Fomin, »at reducere kamphandlingerne omkring Kyiv og Tjernihiv drastisk«. Onsdag var der dog meldinger om heftige artilleriangreb i både Kyivs forstæder og i Tjernihiv, så noget kunne tyde på russisk bluff – eller at Fomin ikke har noget mandat med til Istanbul.

Mange uden for Ukraine har foreslået, hvilke stykker land de bør forære russerne til gengæld for fred. I sidste ende er det dog en sag mellem Ukraine og Rusland. Præsident Zelenskyj har desuden lovet, at en eventuel fredsaftale skal vedtages af de ukrainske vælgere ved en folkeafstemning. Den seneste meningsmåling foretaget af Peace Research Institute Oslo for tre uger siden viser, at 70 procent af mænd og 30 procent af kvinder mellem 18 og 55 år i de ukrainske byer er klar til at tage våben i egne hænder for at bekæmpe russerne. Sådanne tal indikerer, at det kan blive meget svært at overbevise dem om, at de skal overdrage dele af deres land til Rusland.